Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Danning

Oprindelig forfatter EAbr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Christian Danning, Sophus Christian Danning, 16.6.1867-7.11.1925, komponist. Født i Odense, død sst., begravet i Helnæs, Odense amt. D. studerede violin hos V. Tofte, klaver hos Alb. Orth og teori hos J. D. Bondesen, fortsatte senere studierne på konservatoriet i Sondershausen og hos S. Jadassohn i Leipzig, rejste på det Anckerske legat 1896 i Italien, Frankrig og Tyskland og nedsatte sig efter et ophold i Finland som musiklærer i Kbh. På Edv. Griegs anbefaling blev han 1899 kapelmester ved teatret i Bergen samt ved det bergensiske musikselskab "Harmonien" hvor han virkede indtil 1907 da han flyttede til Kristiania og overtog stillingen som kapelmester ved Fahlströms teater 1907-11. 1914-23 virkede han som kapelmester ved Odense bys orkester. Han har skrevet operaerne Gustav Adolf, Elleskudt og Kynthia (Bergen og Kristiania) samt operetten Columbine (Kristiania), desuden musik til Snehvide (sammen med Sextus Miskow), opført på Casino, (1900), og til Drachmanns Tusind og een Nat. Af hans tre symfonier er især Dante-Symfonien blevet en del spillet (Odense, Sondershausen, Bergen, Kristiania, Helsingfors). Endvidere har han komponeret ouverturer og andre orkesterværker, en violinkoncert, violinkompositioner, korsange (damekor), sange, til dels af national karakter (Dejlige Land, Vort Flag o.a.), klaverstykker (4. Klavierstücke, 1926). Uden at være nogen betydelig komponist røber han i sin musik et vist teknisk håndelag og en speciel evne for let og behagende musik, til tider af et stærkt lyrisk sving.

Familie

Forældre: tømmerhandler, grosserer Anders Christian Pedersen (1834-84) og Mariane Elise Topp (1837-1910). Navneforandring 2.1.1893. Gift 1. gang 16.4.1892 i Bergen med Valborg Sofia Asp, født 7.8.1868 i Lovisa, Finland, død efter 1926, d. af senere professor Georg August A. (1834-1901) og Matilda Sofia Wetterhoff (1840-1920). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 30.5.1902 i London (Westminster) med Signe Thora Aas, født 25.8.1878 i Kristiania, d. af overtoldkontrollør Peter Christian Aa. (1847-1915) og Thora Ellefsen (1849-1919).

Ikonografi

Foto (Musikhist. mus.).

Annonce

Bibliografi

"Coda" i Masken, 1912-13 205f. P. L. Melgaard i Dansk musikertid. 1919 66f; sst. 1925 259. Fyens stiftstid. 9.11.1925. C. M. K. Petersen i Odense bys hist., 1926.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Abrahamsen: Christian Danning i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288720