Christian Barnekow (komponist)

Christian Barnekow, 28.7.1837-20.3.1913, komponist. Født i St. Sauveur (Dept. Hautes-Pyrénées, Frankrig) (døbt i den reformerte kirke i Montpellier), død i Kbh., begravet sst. (Ass.). B. fødtes under forældrenes rejse til syden. Allerede i sin barndom syslede han med musik; Niels Ravnkilde blev hans lærer i musik og overdrog ved sin afrejse til Rom 1853 den videre uddannelse til Edvard Helsted. Efter studentereksamen 1856 helligede B. sig helt tonekunsten. Han var økonomisk uafhængig, blev en habil klaver- og orgelspiller og en flittig komponist. Nogen offentlig stilling havde han aldrig, men deltog med iver i Kbh.s musikliv, stiftede således sammen med en del yngre musikere, Emil Hartmann, Jørgen Malling, Aug. Winding, G.

Matthison-Hansen, Chr. Schiørring, Albert Rüdinger o.a., abonnementskoncerterne i Hotel Phønix, ledede Samfundet til udgivelse af dansk musik fra 1871 og udgav en del af dets publikationer, bl.a. kompositioner af Buxtehude i firhændigt arrangement, 1912; også uden for denne forenings rammer beskæftigede B. sig med ældre musik hvorom hans publikation Ältere geistliche Lieder (J. C. F. Bach, K. Ph. E. Bach og J. A. P. Schulz) 1–8, 1908 vidner. Af Musikforeningens administration blev han medlem 1880 (formand fra 1895 til sin død). En overgang (1876–86) var B. der ikke ønskede at binde sig fast til noget organistembede vikar for J. P. E. Hartmann og Niels W. Gade, og en kortere tid underviste han privat i klaverspil og musikteori. Han modtog tillige en række tillidshverv, bl.a. som medlem af bedømmelsesudvalgene i det Anckerske og det Berggreenske legat. – Den art af kompositioner der skulle bringe B.s navn viden om i landet var åndelige sange. Den store samling af 100 åndelige sange (1863, 1870, 1874, 1903) er hans hovedværk; til disse slutter sig de bibelske og kirkehistoriske sange (1868) – der alle kan føres tilbage til den grundtvigske religiøse og historiske vækkelse – desuden de fædrelandshistoriske sange Sange fra Nordens Sagnhistorie, 1873 og Fædrelandshistoriske Sange, 1875. En stor del af disse melodier blev kendt og skattet i vide kredse (f.eks. Morgenstund har Guld i Mund, For Dig, o Herre, som Dage kun, Vidunderligst af alt paa Jord, Kom, Gud Helligaand, kom brat, Der er en Vej, som Verden ikke kender, Frelseren er mig en Hyrde god, Jeg var en Munk, Som Solen oprinder, Jeg gik i Marken og vogtede Faar o.m.a.). Adskillige af dem er optaget i kendte samlinger og sangbøger. B. tilsigter i disse melodier at skabe en række jævne og folkelige sange for kirke, hjem og skole; stilen er imidlertid næppe egentlig folkelig; de åndelige sange, af hvilke adskillige indgik i koralbøgerne, er også snarere åndelige romancer end salmemelodier. Heller ikke B.s komposition af Sønderjydske Viser, 1868 og Nye Melodier til gamle Folkeviser, 1870, i hvilke samme udpræget følsomme skrivemåde mærkes, har kunnet undgå kritik. I sig selv er B.s melodier betragtet løsrevet fra deres funktion dog ofte af stor skønhed, inderlige og udtryksfulde, af en egen varm farve; denne tone passer ypperligt til komposition af verdslige sange, som B. ligeledes i høj grad gav sig af med (Den Ensomme, Op. 4; Tre Sange, Op. 6; Digte af Chr, Richardt, Op. 7; Dronningens Klage, Op. 13, 1892; Nocturner, Op. 19, 1898; balladen Christian Barnekow, Op. 27, 1907 o.m.a.), og hvor en stemningsrig, af poetisk finhed præget tone slår en i møde; i en række sange til tekster af Topelius (flerstemmigt damekor, Op. 8, 1885, finske digtere, Op. 11, 1890, russiske folkesange ved Thor Lange, Op. 14, 1892) har B. gjort det kunststykke at farve sin stil med en vis nordisk og slavisk klang, uden at denne virker påtaget og unaturlig. Også duetter skrev B. en del af (de lige nævnte Op. 14 og den smukke samling Nord og Syd, Op. 22, 1901), desuden sange for blandet kor (Op. 17, 1894) og for mandskor (Op. 15, 18, 21, 26, 1909). Til Kunstakademiets stiftelsesfest, til Holbergfesten på Sorø akademi 1884, til Efterslægtselskabets skole (årsfesten) og til indvielsen af Grundtvigs Hus skrev han kantater. B. debuterede som instrumentalkomponist; hans Op. 1 (komp. 1859) er en klavertrio, derefter fulgte en sekstet (komp. 1862) samt et hæfte firhændige klaverstykker, Humoresker, 1869, i hvilke allerede en stærk individuel tone lader sig påvise; i lange tider helligede han sig dernæst vokalmusikken, men fra tiden efter århundredskiftet foreligger på ny en omfattende instrumental produktion (klaverkvartet, Op. 12, 1905; strygekvintet, Op. 20, 1905; violinsonate, Op. 23, 1907; klaversonate, Op. 24, 1907, og Idyllen for strygeorkester, Op. 29, 1910). Endelig har B. også skrevet en del orgelpræludier. I Rungs tillæg til Weyses koralbog (udgaven 1868) var allerede et forholdsvis betydeligt antal af B.s religiøse melodier blevet optaget; dette gjorde ham selvskreven til at deltage i redaktionen af en ny koralbog, og han kom således til at sætte sit præg på "tillægs"-samlingerne af 1883 og af 1892 der bærer hans navn. B.s evne til at fastholde en stemning eller et "billede" i musik er en af hans mest fremtrædende kunstneriske ejendommeligheder; især i de religiøse eller historiske sange manifesterer denne evne sig; teknisk set brillerer B. ved en stadig og omhyggelig gennemarbejdning af stemmerne der alle er meget iørefaldende, præget af en sart melodik (i familie med Emil Hartmanns og August Windings) og rytmisk selvstændige. B. er størst i de mindre former, hvis indhold han til gengæld helt ud fortætter kompositorisk. – B.s meget betydelige nodesamling er indlemmet i Musikhistorisk museums bibliotek. – Tit. professor 1891. –