Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Charles Kjerulf

Oprindelig forfatter TKrogh
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Charles Kjerulf, Charles Theodor Martin Kjerulf, 22.3.1858-22.8.1919, komponist, forfatter. Født i Kbh. (Helligg.), død i Helsingør, urne på Bispebjerg. K. viste fra sin tidlige ungdom en udpræget alsidig artistisk evne. Han valgte at gå kunstnervejen og uddannede sig bl.a. hos Albert Meyer, Leopold Rosenfeld, Wiel Lange og G. C. Bohlmaiin. Hans musikalske uddannelse blev vel ikke særlig grundig og dybtgående, men han fandt hurtigt sit særlige felt der passede for hele hans artistiske indstilling og nåede her virkelig at vise et eget ansigt. Efter endt uddannelse begyndte han en omfattende virksomhed som sangpædagog, kordirigent, teatermand, forfatter, kronikør og musikkritiker. Han var medarbejder ved Nordisk Musiktidende, Svensk Musik Tidning og først og fremmest Dagsavisen og blev fra 1886 som Politikens hovedanmelder en af de toneangivende københavnske musikskribenter. K.s hele stil og facon der faldt så ypperligt i det unge radikalerblads frejdige og intellektuelle tone satte skel i nyere dansk musikjournalistik, ikke mindst fordi den forenede en passende musikviden og et sundt musikinstinkt med en fremstillingsform der vel til tider næsten kunne virke udfordrende i sin subjektivitet, men som altid betog ved sin farve og sin evne til levende at gengive et stærkt oplevet indtryk. K. sad som førende anmelder i en tid der var rig på stærke strømkæntringer, en tid der oplevede senromantikkens udklange og en ny moderne strømnings overvældende frembrud. Synspunkterne for sit fag nedfældede han i artiklen Om Kunstkritik (i Musik, 1917 15f, 21–23, 55–57). Det faldt i hans lod at vurdere komponister der stod hans hjerte nær som P. E. Lange-Müller, Emil Horneman og Fini Henriques, foruden hele 90ernes følge af mindre talenter, over for hvem han ofte svang svøben; men det faldt også i hans lod pludselig at tage stilling til den unge Carl Nielsens, hans eget naturel oprindelig så fremmede nyskaberevne. Det kostede K. kamp at nå til klarhed, og man måler bedst den vægt, der tillagdes hans ord, når man betænker den uskrømtede glæde Carl Nielsen tilkendegav, da K. første gang med fuld overbevisning gik ind for den nye tids store mand.

Som komponist var K. selv i udpræget grad romantikeren, i visse henseender nærmest beslægtet med Peter Heise, Lange-Müller og Horneman, en melodiker der sang friskt og folkeligt af fuldt bryst, mest af alt en bohemenatur i pagt med Holger Drachmanns klingende verskunst. K.s bedste og mest særprægede indsats som skabende musiker blev derfor i udpræget grad de Drachmannske landsknægtviser og troubadourpoesier af typen Gaa paa Landevejen ud – slaa ihjel og Min Vin, min Kaarde og min Elskerinde; K. har det samme uforfærdede mod på livet, den samme evne til at synge sig bort fra hverdagen i lovprisningen af bourgognen og hede kys. Hans navn er uløseligt knyttet til Drachmanns viser; men også inden for det Drachmannske melodrama lykkedes det ham at gøre en indsats af varigere betydning, typisk nok med musikken til det temperamentsfulde skuespil Dansen paa Koldinghus (Dagmarteatret 1896).

Ved siden af sin musikalske evne besad K. et ganske levende litterært talent der gav sig udslag i en lang række oversættelser og bearbejdelser fra Gerhart Hauptmanns og H. Sudermanns dramer til operetter af Johann Strauss (Flagermusen), Jacques Offenbach (Røverne) og mange andre. Endvidere må nævnes de i mange henseender fortræffelige og letflydende oversættelser af Bellmanske digte. Desuden skrev han adskillige originalarbejder som fx operetterne Kejserens nye Klæder (Casino 1888), Madammernes Jens (National 1889), Livs Elixiren (Folketeatret 1893), Kaserne-Arrest (Tivolis Glassal 1903) o.a., flere af dem med egen musik. En ganske særlig stilling inden for K.s forfatterskab indtager hans under pseudonymet Jens Kok skrevne fornøjelige soldaterskildringer Dengang jeg var Soldat I-II, 1884–92, hans biografi over Niels W. Gade, 1917 og navnlig hans ualmindelig morsomme og kulturhistorisk interessante livsskildringer Grøn Ungdom, 1915 og Gift og hjemfaren, 1917. Også som organisationsmand gjorde den altid initiativrige K. en værdifuld indsats, bl.a. som stifter af Dansk tonekunstnerforening (1903) og Dansk solistforbund (1918).

Annonce

Familie

Forældre: klasselotterikollektør Peter Andreas Gottlieb K. (1810–83, gift 1. gang 1836 med Johanne Kristine Krohne, 1816–54) og Emma Wilhelmine Grønsund (1825–98). Gift 14.8.1880 i Kbh. (Frue) med Susanne (Suschen) Margrethe Petra Møller (Matthieu), født 18.12.1856 i Hamburg, død 13.4.1928 på Frbg., d. af skibsejer og skibsfører Peder Møller (1820–65) og Hildeborg Meyer (1833–1903, gift 2. gang 1867 med sproglærer Louis Auguste Matthieu, 1814–71, gift 1. gang 1853 med Laura Sophie Jørgensen). – Far til Axel K.

Ikonografi

Buste af C. Neandross, 1896. Mal. af C. Wentorf 1900 og 1905 (Fr.borg). Flere tegn., bl.a. af Eigil Petersen (Kgl. bibl.) og Sven Brasch. Foto.

Bibliografi

C. K.: Grøn ungdom, 1915. Samme: Gift og hjemfaren, 1917 (erindr.). – C. Klitgaard: Kjærulfske studier, 1914–18 326. Politiken 2.12.1915, 22.3.1918, 23.8.1919, 30.8.s.å. Axel Kjerulf sst. 3.11.1944. Jons. Fønss sst. 21.3.1958. Danske dramatikere, 1916. Haagen Falken-fleth i Masken, 1916–17 376–78. N. J. Berendsen: Af en gammel journalists erindr., 1918 151f 220f. Alfr. Tofft i Berl. tid. 23.8.1919. Carl Muusmann i Nationaltid. s.d. Sophus Andersen i Nordens musik, 1919 21 f. Chr. Engelstoft i Skand. forfattertid. s.å. 169. Jons. Dam i Journalisten s.å. nr. 8–9. Axel Kjerulf i Ord och bild, Sth. 1958 175–88. – Musikmss. i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Krogh: Charles Kjerulf i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292610