C.F.E. Horneman, Christian Frederik Emil Horneman, 17.12.1840-8.6.1906, komponist, musikhandler. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Ass.). H. voksede op i et hjem med dyb interesse for musik; hans far gav ham lov til helt og fuldt at følge sin lyst for tonekunsten og gav ham selv den første vejledning. En virkelig musikuddannelse opnåede han dog først fra sit 17. år på konservatoriet i Leipzig som han besøgte samtidig med Edvard Grieg (med hvem han sluttede varmt venskab) og Julius Bechgaard, og hvor I. Moscheles, E. F. E. Richter, M. Hauptmann og J. Rietz var hans lærere. Ved tilbagekomsten til Kbh. 1860 mødte H. ulykkelige økonomiske forhold i hjemmet da faderen efter uheldige spekulationer med Alhambra havde måttet trække sig ud af den Erslevske musikhandel. H. søgte at ernære sig ved undervisning, instrumentering o.I., men for at skabe sig og faderen en sikrere eksistens grundlagde de to 1861 en ny musikhandel (på Købmagergade), og H. indsatte faderen som bestyrer. Praktisk foretagsomme som både far og søn var, lykkedes det dem at slå sig igennem, ikke mindst fordi sønnen genoptog det princip den ældre H. i sin tid så heldigt havde gennemført ved sin musikhandel: selv at levere de musikalier der skulle sælges. I stort mål forsynede den unge H. under forskellige pseudonymer forretningen med dansemusik, divertissementer, potpourrier og lignende letsælgelige produkter. At hans interesser gik i helt anden retning var imidlertid utvivlsomt. Hans stærke temperament og sogende urolige sind gjorde ham selvskreven til at være anfører for nye tiders tanker og til en vis grad stille sig i opposition til de da herskende danske musikanskuelser. Det var vanskeligt for de unge komponister at nå frem med deres værker – Niels W. Gade sad almægtig i Musikforeningen og regerede det danske musikliv – og sammen med ligesindede musikere stiftede H. derfor 1864 musikforeningen Euterpe der kom til at virke som et moderne supplement til Musikforeningen. Euterpe eksisterede dog kun til H. 1867 på det Anckerske legat drog til udlandet.

Efter en udbytterig rejse på hvilken han fik flere af sine værker opfort (München, Gewandhaus i Leipzig) vendte H. tilbage til Kbh. hvor han arrangerede de billige symfonikoncerter, "Lordags-Soiréer" i Casinosalen, de første forsøg på at skaffe den danske hovedstadsbefolkning adgang til god musik for en rimelig entré. Foretagendet kunne ikke svare sig, og soiréerne gik ind efter en sæsons forløb. Efter faderens død afhændede H. først musikhandelen (1871), dernæst forlaget (1875). Sammen med Otto Malling stiftede han nu Koncertforeningen (1874) der skulle fortsætte den linje Euterpe havde begyndt. H. dirigerede selv nogle af koncerterne, men det mærkedes snart at hans evner ikke gik i denne retning, hvorefter han overlod pladsen til P. E. Lange-Müller. Få år efter indrettede han et "nodekursus" beregnet på at lære folk at læse noder fra bladet (i hvilken færdighed hans elever opnåede forbløffende resultater). Dette kursus udvidedes 1880 til et helt konservatorium der bar H.s navn, og for hvilket han selv virkede som direktør samtidig med at han var dets fortrinlige klaverlærer. Konservatoriet eksisterede adskillige år efter H.s død og ophævedes først 1920 efter en fortjenstfuld indsats i dansk musikliv.

Den stærke optagethed af praktiske opgaver i forbindelse med H.s hvileløse, stadig problemomtumlede personlighed måtte i nogen grad gå ud over den musikalske produktion, han allerede indledte i sin pureste ungdom, og af hvilken Aladdin-Ouverturen, 1864 (uropført i musikforeningen Euterpe 14.4.1866) var det første vægtige resultat. Der er tidsmæssigt set store huller i H.s kompositoriske gerning, eksempelvis er Aladdinoperaen først afsluttet 24 år efter ouverturen idet den først blev færdig til opførelse 18.11.1888 (som festforestilling ved Christian IXs regeringsjubilæum). Forunderligt er det imidlertid hvilket klart stilistisk enhedspræg der alligevel hviler over al H.s musik. Med imponerende åndelig styrke har han formået at fastholde en kontinuerlig linje i sin produktion. Det urolige og hvileløse personlighedspræg gav nu imidlertid samtidig hans musik en særlig klang som ikke genfindes andetsteds i dansk tone. Han var en stor beundrer af Gade og J. P. E. Hartmann, og det var måske en tid ventet at han skulle være deres arvtager. Vel er han også til en vis grad dansk, men hans kompositioner skiller sig alligevel på en mærkbar måde ud fra den nationale tone. Muligvis gør her det udenlandske blod der rullede i hans årer sig gældende (bedstemoderen var af italiensk oprindelse), muligvis skyldes det hans stærke betagelse af den tyske romantik med Carl Maria v. Weber, H. Marschner og Robert Schumann som de særlig beundrede skikkelser. I H.s musik kommer dette særegne islæt frem i hans brusende, lidenskabelige satser der ikke dvæler for længe i stemningen, hans rige harmoniske opfindsomhed og intrikate rytmer. Hans musik er fantasifuld som næsten ingen anden dansk musik fra den tid. Dette præg kommer tydeligt frem i Aladdin hvis ouverture er et af de bedste stykker dansk musik med en beundringsværdig dramatisk flugt og fart. Samme friske og fængslende tone ejer hans øvrige værker, den ungdommelige kraftige Ouverture héroique (opført i Musikforeningen 1885) og (foruden en del anden scenemusik) hans musik til Holger Drachmanns Esther (Dagmarteatret 31.8.1889) og Gurre (Det kgl. teater 9.2.1901), hvis frodigmelodiøse tone gjorde vægtigt indtryk på samtiden; musikken til Fr. Paludan-Müllers Kaianus (Dagmarteatret 1.9.1906) og Kampen med Muserne (en bearbejdelse af Karl Gjellerups Thamyris, Det kgl. teater 9.2.1908) oplevede han ikke at få fremført for publikum; den sidstnævnte havde en krank skæbne, men reddedes fra forglemmelse ved at blive udgivet af Samfundet til udgivelse af dansk musik der også tog sig af udgivelsen af Aladdin (1895). For orkester, kor og solo skrev H. Lyrisk Suite (Dansk koncertforening 1902), endvidere nogle kantater, således til indvielsen af Tivolis koncertsal maj 1902, til hundredåret for Hartmanns fødsel, 1905, og den brillant skrevne kantate (tekst L. C. Nielsen) ved universitetets mindefest for Christian IX, 1906 (Vort Hjem, du danske Jord); ved koncertpalæets indvielse 2.11.1889 skrev han musik til Uhlands Die drei Lieder for barytonsolo, mandskor og orkester. Desuden har han skrevet ikke så få sange, sangscenen Valfarten (1873) og duetter (1879) der er aldeles ypperlige men som, ligesom meget andet af H.s musik, langtfra blev vurderet efter fortjeneste og heller ikke senere endnu på retfærdig måde er blevet placeret på den fremstående plads i dansk musikhistorie de efter deres lødige indhold fortjener. H.s liv forbitredes i nogen grad ved den manglende anerkendelse, måske også ved den spredthed hans stærkt delte livsarbejde medførte.

Familie

Forældre: komponist og musikhandler Emil H. (1809–70) og Agnes C. Scheuermann (1808–91). Gift 19.5.1866 i Kbh. (Vartov) med Louise Nannestad, født 21.5.1844 i Landet, 43.12.1919 på Frbg., d. af sognepræst Conrad N. (1803–58) og Elisabeth Købke (1807–91).

Udnævnelser

Tit. professor 1888. – R. 1906.

Ikonografi

Træsnit af C. Hammer, 1883. Afbildet på karikaturen Maleri i koncertsalen, 1887. Mal. af G. Achen udst. 1894. Træsnit 1902. Mal. af V. Rosenstand. Foto. Mindesmærke på graven af V. J. Mørk-Hansen, 1906.

Bibliografi

Breve fra Grieg, udg. G. Hauch, 1922. -Jakob Fabricius i III. tid. 24.11.1895. Hother Ploug sst. 10.2.1901. Will. Behrend sst. 17.6.1906. Nationaltid. 9.6. og 10.6. s.å. Dannebrog 9.6. s.å. Berl. tid. s.d. Politiken s.d. Gerh. Lynge: Danske komponister i det 20. årh.s begyndelse, 1916 26. S. Levysohn i Tilskueren, 1922 I 300–07. Elisabeth Rosenberg i Mit hjem IV, 1926 62–69. H. Seligmann i Politiken 16.12.1940. Sv. Lunn i Dansk musik t. XV, 1940 193–201. P. Gradman: Sceniske kunstnere, 1943 77–83. Kai Aage Bruun: Dansk musiks hist. II, 1969 214–42.- Papirer og manus, i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig