Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.E.F. Weyse

Oprindelig forfatter SLunn

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C.E.F. Weyse, Christoph Ernst Friedrich Weyse, 5.3.1774-8.10.1842, komponist. C.E.F. Weyse stammede fra et borgerligt hjem i Altona. Sin far, som han mistede i sit syvende år og kun havde oplevet som en syg mand, erindrede han kun utydeligt. Moderen derimod skildrer han i sin korte autobiografi som en meget levende kvinde der var en stor elsker af musik og spillede klaver. Hendes musikalske smag var dikteret af tidens mode; når der var selskab spillede hun sædvanligvis et par sonater af Johann Schobert hvortil hendes far akkompagnerede hende på violin. Sin første vejledning i musik fik C.E.F. Weyse af denne morfar C. B. Heuser (1717-99) som oprindelig havde været kantor i Glückstadt, men som ca. 1763 var blevet forflyttet til hovedkirken i Altona. Her virkede han tillige som lærer ved det derværende gymnasium Christianeum. Hverken som skolelærer eller som musiklærer har Heuser været mere end mådelig, Han spillede kun dårligt klaver, og hans musikundervisning har tilsyneladende mere været en regulering af de baner hvor Weyses naturlige talent førte ham hen, end en egentlig positiv vejledning. Fra 1782 havde han undervist C.E.F. Weyse i violin- og klaverspil, og navnlig på klaveret opnåede Weyse en betydelig færdighed således at han snart kunne vises frem som musikalsk vidunderbarn. Særlig havde han udviklet en stor evne til at spille alt fra bladet, selv i de hurtigste tempi. Og endvidere blev han meget beundret for sit store talent for den frie fantaseren, en egenskab han senere skulle udvikle til den højeste fuldkommenhed.

Som dreng havde han en smuk og omfangsrig diskantstemme og var derved morfaderen til stor støtte ved dennes kirkelige gerning. Ca. ti år gammel begyndte C.E.F. Weyse at komponere, først en vise, senere et par klavertrioer som spilledes i hjemmet. Gennem huslægen professor J. A. Unzer, kom Weyse i forbindelse med den musikelskende syndicus, senere borgmester i Altona C. S. Gähler der var elev af C. Ph. Em. Bach. Gähler udvidede i højeste grad hans musikalske horisont der tidligere var begrænset af moderens musiksamling, men han tilstår dog at endnu på det tidspunkt var en sonate af Luigi Boccherini ham kærere end den skønneste fuga af Bach. I hjemmet herskede der ordnede og rolige forhold. Børnene blev holdt til renlighed og orden og opdraget i en strengt pietistisk gudstro. Foruden i skolefagene og i musik fik W. privat undervisning i skrivning, regning, tegning og fransk. Ud over musik var hans store interesse i barneårene romaner og teater, og til glæde for sine halvbrødre indrettede han et marionetteater hvortil han selv malede dekorationer og improviserede skuespil. Så oprandt påsken 1789 da C.E.F. Weyse skulle konfirmeres, og med konfirmationen fulgte diskussionen om fremtiden. Weyse ville være musiker, hans forsigtige stedfar ønskede at han skulle være købmand. Hans mor gik i forbøn for ham, men efter hendes død i juli s.å. bøjede C.E.F. Weyse sig for stedfaderens ønske. Han blev sat i lære hos købmand Otto Matthiessen, men efter otte dages forløb erklærede denne at han ikke kunne bruge ham.

Redningen kom dog snart. En dag traf han hos Gähler professor C. Fr. Cramer fra Kiel som blev meget interesseret i ham og lovede at hjælpe ham. Han foreslog at Weyse skulle søge undervisning hos hans ven, kapelmester J. A. P. Schulz i Kbh., lovede at bringe sagen i orden og indbød ham til Kiel for at befordre ham videre derfra. I midten af okt. forlod C.E.F. Weyse så for stedse Altona. I Kiel blev han yderst venligt modtaget af Cramer, og efter at have døjet alle søsygens kvaler ankom han 30.10.1789 til Kbh. En af de første Weyse opsøgte her var musikamatøren Peter Grønland. Denne introducerede ham hos Schulz der tog langt køligere imod ham end han havde ventet. Schulz begyndte nu at give ham grundig undervisning i elementær harmonilære, gav ham koraler at sætte bas til osv. Og da han ikke kunne finde et passende logi til C.E.F. Weyse tog han ham til sig i sit hjem som en søn og holdt ham frit med alt undtagen klæder i over tre år indtil han fra 1793 kunne ernære sig selv.

Annonce

Undervisningen hos Schulz var meget berigende for C.E.F. Weyse og blev bestemmende for hans specielle konservative stil og udtryksform. Men Schulz havde efterhånden kun tålmodighed til at interessere sig for de store linjer i Weyses udvikling, navnlig i de senere år da hans sygelighed tog til. Afpudsningen i detaljer fik C.E.F. Weyse på Schulz' foranledning hos Grønland der netop med fin kritisk sans forstod at fremdrage lyspunkterne i arbejdet og opmuntre ham. Om sommeren boede Weyse hos Schulz på dennes dejlige landsted i Frederiksdalshusene ved Bagsværd sø. Her introduceredes han i kredsen om Constantin og Friederike Brun. Gennem Schulz havde C.E.F. Weyse fået koncertmester Christian Tiemroth som lærer i violin, og hos syngemesteren ved Det kgl. teater, komponisten H. O. C. Zinck der også var organist ved Vor Frelsers kirke lærte han fra 1791 at spille orgel. 1792 hjalp Schulz ham til at blive vikar hos organist Joh. Ph. Klieme ved Reformert kirke, og da Klieme døde 1794 blev Weyse hans efterfølger med en gage af 140 rbdl. årlig. Også på anden måde hjalp Schulz ham. Han skaffede ham elever, således fra 1791 hos grev Bernstorff, og 1790 fik han udvirket tilladelse til at C.E.F. Weyse kom til at spille ved hoffet.

Weyse spillede her en sonate og en fantasi, han selv havde komponeret, og modtog 100 rbdl. i honorar. Schulz indførte ham i Det harmoniske selskab, og såvel her som i de andre kbh.ske musikalske klubber optrådte Weyse ofte som pianist. Han spillede helst Mozarts klaverkoncerter hvortil han improviserede lange kadencer. Første gang C.E.F. Weyse uden for klubberne optrådte offentligt som pianist var 1796 ved en af kapelmester F. L. Ae. Kunzen foranstaltet koncert på Det kgl. teater. Men virtuosbanen fristede ham i det lange løb ikke, og hans sidste offentlige optræden fandt derfor sted 1802. I sommeren 1793 havde Kbh. besøg af den berlinske kapelmester og komponist J. Fr. Reichardt som blev meget fortryllet af Weyses spil og påtog sig at sørge for udgivelsen af nogle af hans klaverværker. Resultatet blev, at L. Rellstab i Berlin 1796 udsendte hans seks første Allegri di bravura der senere blev genoptrykt som 7. hæfte af H. G. Nägelis samling Repertoire des Clavecinistes (1803). Imellem dem findes den stærkt modulerende Allegro i d-mol som Aug. Winding efter C.E.F. Weyses død har udgivet under betegnelsen Tokkata.

I årene 1795-99 skrev C.E.F. Weyse syv (for de flestes vedkommende senere reviderede) symfonier med Joseph Haydn som forbillede. Egentlig var de skrevet til Det musikudøvende selskab der oprindelig var begyndt som en kvartet på Weyses værelse, men siden blev fortsat med stort orkester på Blågårds seminarium hvor H. O. C. Zinck var ansat og havde sin bolig. De blev dog også hyppigt spillet i de andre kbh.ske musikalske klubber og ved Det kgl. kapels enkekasse-koncerter. Da interessen for symfonier efter århundredskiftet svandt, og da de musikalske klubber i deflationsårene måtte indstille deres virksomhed var der ikke mere forum for musik af denne art hvorefter det for Weyses vedkommende blev ved disse ungdomsværker. Selv om C.E.F. Weyse i sine symfonier har skrevet musik af endog høj værdi nåede han dog ikke i denne form den samme afklaring som i sine vokale værker. Visse satser virker stadig umådelig friske, og i mange tilfælde har Weyse selv benyttet dele af disse symfonier til andre formål. 1. og 3. sats af 1. symfoni (g-mol) er således identiske med ouverturen og mellemaktsmusikken til Balders Død (1832), finalen af 2. symfoni (C-dur) er i en let ændret skikkelse brugt som ouverture til Sovedrikken (1809), 4. symfoni (e-mol) er i sin helhed benyttet som ouverture og mellemaktsmusik til Macbeth (1817). Finalen til denne symfoni er interessant ved at den arbejder med tre temaer der fugeres på samme måde som temaerne i sidste sats af Mozarts Jupitersymfoni. To af symfonierne er udgivet i stemmer, nemlig nr. 6 (c-mol), der 1800 er trykt på Constantin Bruns bekostning (partiturudg. 1972 ved Carsten E. Hatting, Samf. til udg. af da. musik III) og nr. 7 (Es-dur) som er udkommet i Wien. Nr. 6 er meget kompakt instrumenteret i modsætning til nr. 7 der indledes med en overmåde charmerende sats som er bygget over et bredt, sangbart tema.

1799 udsendte C.E.F. Weyse en samling ungdomsarbejder under titlen Blandede Kompositioner. Den indeholder syv sange der stammer fra studietiden hos Schulz (de resterende fra samme tid, oprindelig til tyske tekster, er udgivet 1844 af S. Lunn: Elve smaa Sange med danske Tekster ved Harald Vilstrup), to klaversonater (nr. 1 E-dur og nr. 3 amol) og nogle klaverstykker, hvoraf han senere sammensatte to til en sonate (nr. 2 B-dur). Fra omtrent samme tid (1798) foreligger Douze Angloises et une Valse, en yndefuld samling danse som er skrevet for den besætning der er typisk for tidens danseorkestre.

Efter at Schulz 1795 af helbredshensyn havde trukket sig tilbage blev han efterfulgt som kapelmester af Kunzen. Bekendtskabet med ham og hans hustru, sangeren J. M. A. Zuccarini, vakte hos C.E.F. Weyse lysten til at studere sangens væsen. Efter et par års forløb begyndte han selv at undervise i sang og fik senere (1809) prinsesse Caroline som elev. Sangundervisningen gav ham lyst til at forsøge sig i den dramatiske genre. I foråret 1800 begyndte han derfor på kompositionen af syngespillet Sovedrikken med tekst af C. F. Bretzner, og havde fået det meste af 1. akt og en del af 2. akt færdig da han marts 1801 blev mærket for livet af kærlighedssorg. Hans hemmeligt elskede var Julie, en sangelev, datter af Peter Tutein, i hvis strålende hjem Weyse færdedes som ven af huset. Faderen opdagede forholdet og forpurrede det ved et brutalt brev hvor han formente C.E.F. Weyse adgang til huset. Dette virkede som et tordenslag for Weyse, og i mange år komponerede han omtrent intet. Med sin melodi til Teklas romance af F. v. Schillers Wallenstein: Dybt Skoven bruser (1801) tog han resigneret afsked med sin kærlighedslykke.

1804 skrev C.E.F. Weyse på Nagelis opfordring fire Allegri de bravura der kom som 16. hæfte i samlingen Repertoire des Clavecinistes. Det blev senere udgivet i Kbh. i gennemrettet stand som op. 16. I deres sjælelige renhed, i deres mandige holdning og med deres stærke, men alligevel beherskede følelsessprog står de som nogle af de ædlest prægede klaverværker der findes i dansk musik. Tonen fra dem genfinder man i Weyses andre klaverværker, den store Allegro di bravura op. 50, 1831, som er tilegnet Ignaz Moscheles, Huii Etudes op. 51, s.å. og Quatre Etudes op. 60, 1837. Nr. 4 i den sidstnævnte samling er den – også i sin fornemhed yderst diskrete – f-mol etude, som C.E.F. Weyse selv regnede for et af sine bedste klaverværker. I en langt enklere stil og uden de virkemidler der karakteriserer etuderne og de forskellige allegri, er klaversonate nr. 4 i g-mol (1818). – 1805 var Weyse blevet ansat af universitetet som organist ved Vor Frue kirke med en gage af 350 rbdl. årlig. Ud over de nævnte allegri skrev han intet i disse år. Til nyt liv vågnede han da han i foråret 1807 overværede en opførelse af Mozarts Don Juan. -"Jeg vidste ikke, hvad der vederfoer mig", skriver han. "Af Partituret og Claverudtoget kunde jeg næsten hele Operaen udenad; men denne Virkning overgik endnu langt min Forventning. Ved Gjenfærdsscenen blev jeg rystet til min inderste Marv; men Rystningen var veldædig, den vakte min Genius, der mægtigere end nogensinde begyndte at røre sine Vinger". Han tog atter Sovedrikken frem, gennemarbejdede den på ny og fik den fuldendt, og 1809 havde stykket premiere på Det kgl. teater. Teksten var omarbejdet til dansk af Adam Oehlenschläger. – Med Sovedrikken fik den danske musikromantik sit udspring. Stykket begejstrede straks med sine ungdomsfriske, kærlighedsdrømmende toner. I Charlottes romance De klare Bølger rulled og Walthers serenade Skøn Jomfru! luk Dit Vindue op har Weyse netop givet det skønneste udtryk for kærligheden, således som den drømmes i de unge år. Ligesom disse to er også andre af stykkets sange blevet folkeligt eje, fx Det blanke Sværd paa Væggen hang og Knap Klokken slog sit tolvte Slag. Indtil 1874 opførtes Sovedrikken 100 gange, 1914 og 1946 blev stykket genoptaget og gik henholdsvis syv og seks opførelser.

Ingen af C.E.F. Weyses andre syngestykker er formet med en så lykkelig hånd som Sovedrikken. Faruk, 1812 med tekst af Oehlenschläger oplevede i alt ti opførelser. Ludlams Hule er skrevet 1814 og opført 1816. Trods den lette Oehlenschlägerske tekst og trods Jens Baggesens hudflettende kritik opnåede den indtil 1861 at gå 24 gange. Men musikalsk er den også ualmindelig rig med romancerne Der er en Øe i Livet, Tommeliden var sig en Mand og Her sad de gamle Fædre og sangene Han gik til Ludlams Hule, Piben lyder, Trommen skralder, Vil du være stærk og fri og den heroisk begejstrede Hr. Oberst! en Skotte maa slaa for sit Land, der alle blev folkeligt eje. Af særlig betagende virkning var den ophøjede musik til de melodramer hvor Moer Ludlam viser sig for Klara, stykkets unge pige. – C. J. Boyes lyrisk-romantiske drama Floribella, 1825, bød på en usandsynlig tekst der med sine alfer, maurere og spanske adelsmænd var komplet værdiløs. Weyses smukke musik med romancen Fuglen tier. Skoven hviler, kavatinen Korte Drømme hele Livet er og de lette alfekor der i mange år var meget yndede i Musikforeningen, formåede dog ikke at holde interessen for stykket ved lige til mere end ni opførelser. Langt mere sceneheld havde C.E.F. Weyse med syngespillet Et Eventyr i Rosenborg Have, 1827 hvor J. L. Heibergs åndrige, morsomme tekst og Weyses nænsomt illustrerende musik indgik "en tæt Forening af Ord og Toner", som det hedder i stykkets slutningssang. Stykket virker som en idealiseret vaudeville, med vaudevillens duft og charmerende københavnerstemning. Indtil 1926 havde det på Det kgl. teater oplevet 177 opførelser, og på Dagmarteatret 1903-04 været givet 21 gange.

C.E.F. Weyses sidste store arbejde for scenen var det romantiske syngestykke Festen paa Kenilworth. Emnet var hentet fra Walter Scotts roman Kenilworth som H. C. Andersen på Weyses foranledning havde dramatiseret. Musikken er smuk og afvekslende. Ouverturen hører til C.E.F. Weyses kendteste og oftest spillede instrumentalstykker, og de to sange, drikkevisen Brødre, meget langt herfra og romancen Hyrden græsser sine Faar er typiske for stykket, såvel for tekstens som musikkens vedkommende. Festen paa Kenilworth havde premiere i jan. 1836, men blev s.å. henlagt efter syv opførelser. -1817 skrev C.E.F. Weyse musik til Shakespeares Macbeth der blev givet i P. Foersoms oversættelse af Schillers tyske bearbejdelse. Særlig virkningsfulde var de uhyggelige heksescener, hvortil morgensangen Den mørke Nat og den muntre taffelmusik danner en stærk kontrast; som ouverture og mellemaktsmusik fandt han anvendelse for sin symfoni nr. 4 i e-mol. Efter at man i marts 1831 havde genoptaget Balders Død i anledning af 50-årsdagen for Johannes Ewalds død bad man C.E.F. Weyse om at forsyne dette stykke med ny musik. Men stykket kedede Weyse, og han gjorde derfor også kun det mindst mulige ud af opgaven. Også i dette tilfælde fandt han anvendelse for en af sine tidligere symfonier, i dette tilfælde nr. 1 i g-mol, og i sin nye musikalske iklædning blev stykket så for første og eneste gang opført i nov. 1832.

1816 blev C.E.F. Weyse titulær professor, en titel han satte uhyre pris på. 1819 udnævntes han til hofkomponist med 1 000 rbdl. i årlig gage. Udnævnelsen medførte en forpligtelse til, når det forlangtes, enten at skrive for Det kgl. teater eller sætte musik til en af de kantater der i tilslutning til gudstjenesten ved de store højtider opførtes i hoffets kirke. Dette var – indtil slotskirkens indvielse 1826 – Trinitatis kirke. Det blev da også som kantatekomponist at Weyse kom til at yde sin vægtigste musikalske indsats. Tallet på hans kantater beløber sig til mere end 30. Det var kantaterne der placerede ham som en af tidens fornemste komponister, og navnlig i udlandet var de skyld i at man så op til ham som kirkekomponist. Allerede inden sin udnævnelse havde han til Frederik Høegh-Guldbergs tekst skrevet en stor kantate til reformationsfesten 1817. Denne slutter med det imponerende seksstemmige kor Hellig, hellig, hellig er Gud der i sin stil er ret enestående i C.E.F. Weyses produktion. Forbilledet må søges hos Gregorio Allegri hvis Miserere dengang stod i et vist romantisk skær. Dette kor opførtes ofte alene, og afskriften af det bragte Weyses navn ud over landets grænser. N.å. skrev han selv et Miserere, ligeledes i Allegris stil. Herefter fulgte kantaterne slag i slag. De følgende år bragte fem til tekster af Th. Thaarup: Julekantate, 1818 (ny udg. 1964), Passionskantate, 1819, Pintsehymne, 1820, Paaskekantate, 1821, Nytaarskantate, s.å. (opf. 1822). Forrest blandt alle Weyses kirkelige kantater står påskekantaten 1821 og nytårskantaten s.å. Hver for sig byder disse værker på rigt afvekslende satser – store kor og små ensembler – der er samlet til en velafbalanceret helhed. Deres ånd, deres storladne kraft og musikalske renhed placerer dem afgjort som et par af hovedværkerne i dansk musik. Også pinsehymnen 1820 har altid været vurderet højt med det dramatiske orkankor hvor det voldsomme tonemaleri navnlig er behersket af piccolofløjten, det smukke femstemmige Du Skyer sammenkalder og endelig den meget inspirerede hallelujafuga, et af Weyses friskeste fugerede arbejder.

C.E.F. Weyses nærmeste forbilleder som kantatekomponist har været J. A. P. Schulz og F. L. Ae. Kunzen hvis kantater benyttedes, indtil de erstattedes af Weyses. Adskillige kantateafsnit er skrevet med stor dramatisk virkning, således fx det omtalte orkankor i pinsehymnen, langfredagsafsnittet i påskekantaten 1821 og stedet, hvor Vor Frue kirkes brand skildres i kantaten til kirkens indvielse 1829. Den dramatiske kraft, der somme tider kan mangle i Weyses operaer, kommer her til fri udfoldelse. – Ikke knyttet til nogen bestemt kirkelig højtid er Den ambrosianske Lovsang, 1825 hvor teksten er en dansk gendigtning af det oldkirkelige Te Deum. Det blev på C.E.F. Weyses tid regnet for at være et af hans bedste værker. Af de tre julekantater er der navnlig grund til at fremhæve den fra 1818 med tekst af Th. Thaarup og den fra 1836 med tekst af B. S. Ingemann. Den første er en af Weyses kendteste kantater og er stadig genstand for opførelse. I den anden har han skabt den smukkest tænkelige ramme om Ingemanns barnligt fromme tekst. En del af kantaterne er lejlighedsarbejder, fx formælingskantater til kongehuset (Hymne, 1828 og Forbøn, 1829). De er knap så inspirerede som hans kirkelige kantater. Derimod har han med sine sørgekantater skabt værker af meget høj værdi. Til sørgekantaten over Frederik VI som er skrevet til bisættelsen i Roskilde til tekst af Oehlenschläger, skrev C.E.F. Weyse en musik der var et fuldgyldigt udtryk for sorgen over den højtelskede landsfaders død. I indledningskoret Danmark sørger, i terzetten Blid var hans Død og i mandskvartetten Stille, hvo sig nærmer Kongens Baare anslår han strenge der er så dybe og gribende som kun få andre steder i hans produktion. Også kantaten over Frederik Kuhlau (1832) med tekst af C. J. Boye kan fremhæves. Det i sin fordringsløse skønhed indledende kor, den romanceagtige terzet og navnlig kvartetten Ej Lyren, Kuhlau! mer Du stemmer er i sin vemodsfulde dybe tone mere end blot et farvel, det vidner tyst om et venskab mellem to, som samtiden satte op som modsætninger. Ligesom kantaten over statsminister Ove Malling (1830) og Rahbeks Minde (1830), begge til tekst af Oehlenschläger, er den for mandskor med klaver. Samme besætning har de tre kantater som W. 1839 skrev sammen med J. L. Heiberg til universitetet, kantaten i anledning af kongens fødselsdag, reformationskantaten og kantaten ved rektorskiftet. Over den første med det storladne indledningskor Se Dine Sønner forsamles paany. Pallas Athene er der en egen stolthed og rejsning. Det er mere end en hyldest, det er studenternes bekendelse til Alma Mater og deres løfte om at stå vagt om kongen. På universitetets foranledning skrev Heiberg efter Frederik VIs død teksten om, således at den også passer til navnet på hans efterfølger. Reformationskantaten er velkendt, generationer har glædet sig over den, når den har lydt ved årsfesterne. I nyere tid er klaversatsen blevet instrumenteret af Otto Malling. Kantaten til rektorskiftet indeholder kun to numre, Videnskabens Tempel og Hellige Flamme. Den skulle også have indeholdt nogle promotionskor, men Heiberg fik dem aldrig skrevet. –

Kantatesamarbejdet med Heiberg afsluttedes med universitetets sørgekantate over Frederik VI. I sine større afsnit virker denne knap så inspireret som den i samme anledning skrevne kantate til Oehlenschlägers tekst. På initiativ af boghandler J. Riise begyndte man 1830 at udgive Weyse-kantater i klaverpartitur, og de fleste af kantaterne indtil 1830 blev trykt. Men så gik udsendelsen i stå, og derved er det sket, at flere af de bedste kantater endnu er utrykte, fx fødselsdagskantaten 1839. Størst betydning for eftertiden har Weyse fået med sine romancer og sange. I denne lille form, romancen, hvor det lyriske og det dramatiske indgår en inderlig forening, og den strofiske sang, enten den så er skrevet med ledsagelse af klaver eller for lige stemmer, formår han også at udtrykke det sublime. Højdepunktet når han henimod sin livsaften med sine i deres enkelhed så rige morgen- og aftensange til Ingemannske tekster og sine trestemmige sange. Morgensange for Børn kom 1837 og efterfulgtes næste år af Syv Aftensange. I det hele taget var C.E.F. Weyse meget frodig i disse år, 1837 udsendte han endvidere Ni Sange, hvorimellem bl.a. findes den vemodige Willemoes og fra 1838 foreligger Acht Gesänge, herimellem Goethes Der Fischer, Erlkönig og Nähe des Geliebten og Schillers An die Freude. Enkelte sange er lejlighedsarbejder, således O Fædreland og Farvel, der er skrevet i anledning af Frederik VIs død (1839) og Sangerens Pris der er skrevet til en koncert til fordel for Kuhlau, da dennes hus var brændt 1830. Adskillige sange er udsendt enkeltvis, fx fædrelandssangen Duftende Enge, 1820 og Solen sank bag grønne Lund, 1838. En særlig gruppe danner de nationalt betonede sange, bl.a. Dannemark, Dannemark, hellige Lyd, 1820, Der er et Land, 1824 og Hvor Bølgen larmer, 1837 med deres stærkt markerede marchrytme der leder tanken hen på hele Frederik VIs militære apparat. Når antallet af sange der ikke er hentet fra større værker eller er lejlighedsarbejder er så ringe, skyldes det at romancen (og den strofiske sang) for C.E.F. Weyse kun var en biting. Det er hændt, at han til et dramatisk værk har frabedt sig sådanne. Kun når han har skullet skynde sig, fx med universitetets sørgekantate over Frederik VI har han udtrykkelig udbedt sig romancer, "hvilken Form er særdeles yndet, og forstaas lettest af de lærde Herrer".

C.E.F. Weyses specielle humor kommer ofte frem i sangene, således i Katte-Cavatinen, 1812, i Signelil, 1817, hvor han både i tekst og musik efteraber den romantiske balladetone, og i de parodierende melodier til Dannemark, Dannemark, hellige Lyd (1820-22) hvor en af melodierne er en vittig travesti på Di tanti palpiti af Rossini. Efter Weyses død udsendte Musikforeningen 1853 første bind af den kendte udgave af hans romancer og sange, andet bind kom 1860 på Lose og Delbancos Forlag. – De første sange for lige stemmer findes i de to samlinger 25 Sange til Skolebrug og Trestemmige og fiirstemmige Sange der henholdsvis 1834 og 1838 blev udsendt af sanglæreren ved vajsenhuset C. J. Borchorst. Fra 1841 foreligger C.E.F. Weyses egen samling Trestemmige Sange til Brug ved Skoleundervisningen som er skrevet på Borchorsts foranledning imod et honorar på fem rbdl. pr. sang. Samlingen rummer bl.a. Natten er saa stille, De Bølger rulled, Julen har bragt velsignet Bud- måske vor mest benyttede julesang – og Rullende henad de støvede Veje, sange der senere forsynet med klaverakkompagnement også er blevet almeneje. Fra Weyses sidste år stammer også Seks 3-stemmige Sange (udg. af Jens Peter Larsen 1929 med andre sange for ligestemmer i Tolv Sange for lige Stemmer). I disse sange fortættes alle de bedste egenskaber ved C.E.F. Weyses kunst: renhed og naturlighed, ægthed i udtrykket, sky for det overdrevne og storhed i anvendelsen af de enkle midler. Ligesom romancerne er de prægede af hans enestående øre for sprogtone og sprogfald. Det er kun sparsomt hvad C.E.F. Weyse har ydet på musikkens andre områder. Af kammermusik har han skrevet en sonate for to fagotter (1804) og en rondo for fløjte med klaver (1837). Selv om han er berømt for sine enestående orgelfantasier har han dog for dette instrument kun efterladt sig en lille samling på 32 "Lette Præludier" som han skrev 1839 og senere for sin plejesøn Ferd. Schauenburg Müller, da denne blev stiftskantor ved Vallø, og som denne udgav 1843. Til hans få kirkelige sange hører koralen Den signede Dag, 1826 med sin storladne kraft og rejsning og den sødladne, mere romanceagtige Det er saa yndigt at følges ad der oprindelig er skrevet 1833 til tekst af F. C. Hillerup i anledning af sølvbryllupsfesten for etatsråd Ludvig Manthey. På anmodning af direktionen for vajsenhuset udarbejdede C.E.F. Weyse en koralbog der skulle afløse Zincks. Den udkom 1839 med titlen Choral-Melodier til den evangelisk christelige Psalmebog. Fra samme år er en islandsk koralbog på grundlag af melodier leveret ham af to unge islændinge. Den forblev manuskript. Et smukt bidrag til tidens folkelige interesse gav Weyse med de to hæfter Halvtredsindstyve gamle Kæmpevise-Melodier som han på pastor A. F. Windings foranledning havde harmoniseret og bearbejdet og 1839-41 udsendt. Ud over sangene for lige stemmer har C.E.F. Weyse ikke komponeret meget for kor. For mandskor har han selv arrangeret Hvor Bølgen larmer og Der er et Land. Direkte for denne besætning har han skrevet det ophøjede Pater noster, 1828 (trykt 1941) hvor hvert af bønnens forskellige led har sin egen tone der med stor finsans er underordnet helheden, og det smukke Integer vitae. 1840 hvor han strengt følger det sapphiske verse-mål.

Omtrent fra århundredskiftet og til sin død var C.E.F. Weyse det absolutte midtpunkt i det hjemlige musikliv. Hans udpræget konservative holdning var et bolværk mod mange fremmede strømninger. Hans musikalske udgangspunkt må søges hos C. W. Gluck, Haydn, Mozart og Schulz, hvis stil han førte videre og prægede med sin egen personlighed. Nogen skole dannede han ikke; de, der løftede arven efter ham, gik nye veje. Det klare, strålende lys der er over hans musik, kontrasterer også stærkt mod de mørke toner der præger hans efterfølgere, mod J. P. E. Hartmanns nordiske klange og mod Niels W. Gades dystre Ossian-romantik. Det vigtigste de tog i arv efter ham var sansen for sprogets musikalske deklamation og for storheden i anvendelsen af de små midler. Hvilke stilistiske elementer der fra ham kan føres videre i dansk musik, står det endnu tilbage at undersøge. På grund af sit vid og sine sjældne selskabelige talenter havde Weyse siden sin ungdom været en feteret gæst i de kbh.ske selskabskredse hvor man forkælede ham og bar over med hans særheder, der efterhånden groede helt vildt. I sine yngre dage kom han meget hos Constantin Brun, hos Christian Waagepetersen, i det Gyllembourg-Heibergske hjem og hos Henrik og Christine Stampe på Nysø. I de senere år var hans nærmeste venner etatsråd Haagen, generalkrigskommissær Niels Viborg, admiral P. F. Wulff, hvis søn søofficeren C. N. Wulff han venskabeligt vejledte i musik, familierne Tutein og grosserer Frølich. J. L. Heiberg havde han kendt, fra denne som barn boede hos K. L. og Kamma Rahbek på Bakkehuset hvor C.E.F. Weyse lavede et dukketeater (nu i Teatermuseet) til ham. Hans embede medførte at han også havde nær tilknytning til præsteskabet ved Vor Frue kirke og professorerne ved universitetet. Han elskede at være midtpunkt og omgav sig gerne med en beundrende skare unge. Af sin rummelige lejlighed på anden sal i Kronprinsessegade nr. 399 (nu nr. 36) havde han altid udlejet værelser til unge mennesker. Ca. 1830 tog han Ferdinand Schauenburg Müller, der stammede fra et fattigt kbh.sk hjem, til sig som sin plejesøn og bekostede hans uddannelse til teolog. Sit hjem fyldte han med alle slags snurrepiberier, et magnetisk bord, et teleskop, et camera obscura, en laterna magica og hele tolv kikkerter foruden en papegøje. Samlingens klenodie var en elektricermaskine der havde kostet 150 rbdl., og som ofte blev lånt ud til den militære højskole. Han havde også en stor samling kobberstik og en betydelig bogsamling der vidnede om hans mange spredte interesser. En større afdeling, der var viet kogekunsten, vidnede om at han var en stor gourmand. – Et nyt hjem fandt han i Roskilde hvor han i øvrigt efter eget ønske blev begravet. Her kom han først som gæst hos domprovsten, den senere biskop i Ribe J. M. Hertz og siden hos dennes søn pastor Hans Hertz. Han elskede domkirken og fantaserede ofte på orglet. I byens særprægede miljø med købmandsslægterne Borch og Kornerup og kredsen omkring professor S. N. J. Bloch, katedralskolens rektor, fandt han sig godt til rette. Sin evne til at improvisere havde han efterhånden udviklet til den højeste grad af fuldkommenhed. Da Franz Liszt 1841 besøgte Kbh., imponerede C.E.F. Weyse ham med på orglet i Vor Frue kirke at improvisere en femdelt dobbeltfuga der varede en halv time. Den frie fantaseren lå naturligere for ham end den målbevidste komponeren hvor konceptionen hæmmedes af nedskrivningen. Han komponerede – navnlig i sine senere år – kun i perioder og helst på en ydre foranledning. Men når han så tog fat, kunne det også gå med en fantastisk fart. Reformationskantaten 1839 (Vær hilset, Lys) er således komponeret og renskrevet på otte dage. Han frigjorde sig aldrig for sin holstenske dialekt, men i sine breve, der levende illustrerer hans lune og ofte barske vid, mestrer han det danske sprog til fuldkommenhed. En ikke ringe poetisk åre kom kun ved et par lejligheder offentligt frem, nemlig med parodien Signelil, og da Baggesen havde skrevet sin 60 sider lange gåde og udsat en kontant belønning for opløsningen. C.E.F. Weyse opløste den i en ballade på 46 syv linjers strofer, men belønningen blev ikke udbetalt. Hele sit liv kæmpede han med dårlige økonomiske forhold, men i hans sidste leveår steg hans indtægter. Sin store musiksamling testamenterede han Det kgl. bibliotek. – Tit. professor 1816. Dr.phil. h. c. 1842.

Familie

C.E.F. Weyse blev født i Altona, døde i Kbh. (Frue), er begravet i Roskilde.
Forældre: urtekræmmer, kaptajn i borgervæbningen Werner Ernst Weyse (ca. 1726-80, gift 1. gang med Christina Amalia Frisch, ca. 1720-65) og Margaretha Elisabeth Heuser (1751-89, gift 2. gang 1781 med urtekræmmer Anton Weber). Ugift.

Udnævnelser

R. 1829. DM. 1842.

Ikonografi

Litografi 1869 og 1876 og træsnit 1874 efter tegn. af Kratzenstein Stub, 1802. Litografi af L. Fehr. Tegn. af W. Heuer (Fr.borg), efter denne litografi 1826. To pasteller af N. Moe, 1831 (Fr.borg), gengivet på tegn. af musikselskab på Hvidkilde i 1830erne (sst.). Mal. af C. A. Jensen ca. 1832-33 (Fr.borg), let ændret gentagelse (sst.), tegn. i samme type af samme, 1843 (sst.), litograferet i 1840erne samt gengivet i stik og træsnit. Et mal. af Jensen 1842 brændte på Fr.borg 1859. Afbildet på mal. af soirée hos Waagepetersen af W. Marstrand, 1834 (Fr.borg), tegn. af samme. Tegn. af E. Lehmann (Teatermus.). Litografi af E. Fortling, 1838, efter tegn. af Lehmann, efter dette flere litografier, stik og træsnit. Buste af A. Kolberg, 1842 (forhen Nordjyllands kunstmus.). Lille buste (Fr.borg). Litografi 1843 efter tegn. af W. Marstrand, efter dette stik, litografi og flere træsnit. Mal. af J. L. Lund og af S. Schack. Buste af Krohn. Tegn. af P. A. Plum formentlig forestillende W. (Fr.borg). Flere klippede silhouetter af N. Chr. Fausing (Kgl. bibl.). Silhouet i træsnit i Corsaren 1853. Mal. af Constantin Hansen, 1855 (Teatermus.). Buste af H. V. Bissen, 1857 (St.mus.; Studenterforeningen; Fr.borg; i marmor i Det kgl. teater, i overstørrelse 1863 til Frue plads, Kbh.). Silhouet i stengravering 1874. Skulptur af Aug. Hassel (musikkonservatoriet, Kbh.). Afbildet på mal. af Carl Thomsen, 1892 og på mal. af H. Nik. Hansen, 1917. Tegn. til relief (Kgl. bibl.). Medalje af Arno Malinovski udst. 1962. – Gravmæle af G. F. Hetsch, 1847. Mindetavle Kronprinsessegade 36, Kbh., og Skolegade 13, Roskilde, 1949.

Bibliografi

Bibliografi. J. P. Erichsen: Indeks til da. periodiske musikpubl. 1795-1841, 1975. Dan Fog: Kompositionen von C. E. F. W, 1979.

Kilder. Selvbiografi i Hesperus III, 1820 140-78 (jfr. sst. 178-84), A. P. Berggreen: C. E. F. W.s biogr., 1876 6-41 og Tidsskr. for kirke-, skole- og folkesang II, 1881 15f 23f 31 f 39f 47f 56. Fra Johan Ludvig Heibergs ungdom, 1922 (fot. optr. 1972) = Memoirer og breve XXXVII. C. E. F. W.: Breve, udg. Sven Lunn og E. Reitzel-Nielsen I-II, 1964.

Lit. Mag. for natur- og menneskekundskab, 1843 hft. 1 33-36. Adam Oehlenschläger: Erindr. 1, 1850 181f 217f; III, s.å. 21f 44f 47 104; IV, 1851 39. Aug. Baggesen: Jens Baggesens biogr. IV, 1856 180-83 189f. Th. Overskou: Den danske skueplads IV-V, 1862-64. Provst Fr. Schmidts dagbøger, udg. N. Hancke, 1868 (ny udg. I-II ved Ole Jacobsen og J. Brandt-Nielsen, 1966-69) 43 92f 321. [Nic. Bøgh] i Hist. archiv, 1870 II 379-426. A. Falkman i Folkekalender for Danm. XXII, 1873 19-39. A. P. Berggreen i Berl. tid. 5.3.1874 (heri værkfortegn.). Erik Abrahamsen sst. 7.10.1942. Fr. Hess-Hansen i Berl. aften 10.10.s.å. F. H. Eibe sst. 24.10.s.å. Sv. Lunn sst. 29.10.s.å. Carl Thrane: Danske komponister, 1875

6-70. Samme: Fra hofviolonernes tid, 1908. Samme: W.s minde, 1916. N. C. L. Abrahams: Medd. af mit liv, 1876. Erik Bøgh: Udv. feuilletoner, 1877 183-91. H. Nutzhorn i Nord. månedskr. for folkelig og kristelig oplysn., 1877 II 1-56. Roehus v. Liliencron i Hist. Taschenbuch, begr. von Fr. v. Raumer, udg. W. H. Riehl 5. Flg. VIII, Lpz. 1878 167-202. V. C. Ravn og A. Hammerich i Festskr. i anledn. af musikforen.s halvhundredårsdag I–II, 1886. J. E. A. Hansen i Industriforen.s t. IV, 1888 67-69. [Lucie Elise Fich:] Domprovsten i Roskilde, 1909 (fot. optr. 1967) = Memoirer og breve X. L. Bobé: Frederikke Brun, 1910. Th. Laub i W.s Trestemmige sange, udg. Povl Hamburger, 1922. Jacob Kornerup: Fra det gamle Roskilde, 1925 55-58. Jens Peter Larsen i Tidehverv I, 1926 nr. 2 13 f. Samme i Dansk musik t. IV, 1929 102-10. H. Topsøe-Jensen sst. 118f. Gustav Hetsch: H. C. Andersen og musiken, 1930 20-31. A. Holst Jørgensen i Flensborg avis 11.3., 18.3. og 22.4.1930. H. Funck i Altonaische Zeitschr. VI, Neumünster 1937 66-90. Sven Lunn i Politiken 29.12.1940. Samme i Bogens verden XXIII, 1941 353 356f. Samme i Levende musik I, 1942 29-34 60-65. Sig. Berg sst. 189-95. Sv. Lunn i Samleren XIX, 1942 94-96. Torben Krogh: Heibergs vaudeviller, 1942 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. LI, nr. 189. Jens Peter Larsen: W.s sange, 1942. Samme i Festskr. Gunnar Heerup 1903-73, 1973 197-209. Arthur Arnholtz i C. E. F. W.: Danske folkeviser i udv., 1948 = Edition Astrea I, 1. Erik Dal: Nord. folkemusikforskn. siden 1800, 1956 = Univ.jubilæets da. samf. CCCLXXVI. Samme i Fund og forskn. VII, 1960 100-24. J. P. Erichsen sst. XXII, 1975-76 177-202. Karl Clausen: Dansk folkesang gennem 150 år, 1958. Niels Martin Jensen: Den danske romance 1800-50, 1964. H. C. Andersen: Dagbøger I-XII, 1971-77. Samme: Mit livs eventyr I-II, ny udg. 1975. J. E. Hartmann: Balders død, udg. Johs. Mulvad, 1980 = Dania sonans VII 34 37.

Papirer og manus, i Kgl. bibl. (jfr. Nanna Schiødt m.fl.: Hagens saml. i Kgl. bibl., 1981).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Lunn: C.E.F. Weyse i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299308