Axel Grandjean

Axel Grandjean, Axel Carl William Grandjean, 9.3.1847-11.2.1932, komponist. Født i Kbh. (Garn.), død sst., urne på Søllerød kgd. G. er en karakteristisk repræsentant for den kultiverede musikertype der opstod omkring den danske højromantik. Han bar gennem hele sit kunstnerliv præg af det åndelige niveau der havde påvirket ham i de ganske unge år, da han som elev i det nyoprettede musikkonservatorium uddannedes under kunstnere som Niels W. Gade, J. P. E. Hartmann, August Winding og J. C. Gebauer. Han ikke alene lærte sin musikalske teknik her, men samværet med disse lærere prægede hans personlighed for livet. Umiddelbart efter konservatorietiden, 7.11.1869, debuterede han på Det kgl. teater som komisk Holbergfremstiller, nemlig som Arv i Jean de France. Skønt hans lærer, Ludvig Phister, havde stærk tiltro til hans skuespillertalent der navnlig baseredes på det lune som lige op til de sidste år prægede hans fremtræden, opgav han dog scenen og kastede sig ind i en omfattende musikervirksomhed, først og fremmest som lærer i sang og klaverspil, men også som dirigent, i hvilken egenskab han 1883-84 som Hartmanns højt skattede elev og ven virkede i Studentersangforeningen og 1891-99 ledede Handels- og kontoristforeningens sangforening. – G.s kærlighed til teatret fornægtede sig imidlertid ikke. Allerede 1876 havde han, der som komponist på en særdeles kultiveret måde, om end ikke med noget udpræget fysiognomi bekendte sig til den danskromantiske tone i HartmannskHeisesk ånd, fået opført operaen De to Armringe hvis tekst den litterært dannede komponist selv havde tilrettelagt efter Adam OehlenschlägersLandet fundet og forsvundet. Dette værk efterfulgtes af operaerne Colomba. 1882, Møllen, 1885, Oluf 1894 hvis opførelse sattes i relief af den unge Vilhelm Herolds kunst, og Helgensværdet, 1901. Efter at have virket som dirigent ved Dagmarteatret (1886-87) ansattes han senere ved Det kgl. teater som ejede hele hans kærlighed, først som korsyngemester (1899-1914), siden som syngemester (1914-18); samtidig virkede han fra 1908 som dirigent for én del skuespilmusik, vaudeviller og balletter. Hans evner udfoldede sig på den smukkeste måde i hans lange embedsgerning, i hvilken han forenede den kultiverede musiker med den praktiske og samvittighedsfulde teatermand. Vedi studier i udlandet, bl.a. ved operaerne i Paris, Berlin og Dresden, øgede han yderligere de kundskaber og erfaringer som i høj grad kom Det kgl. teaters kor til gode, hvad der også gav sig udtryk i de årligt tilbagevendende påskekoncerter i Frue kirke, en meget smuk og for koret ærefuld indsats i Kbh.s musikliv. G.s dirigentskab prægedes først og fremmest af hans kultur, ikke mindst når han, fuldt fortrolig med den romantiske musiks væsen, fremførte August Bournonvilles balletdigtning til Hartmanns, Gades, J. Frøhlichs, H. S. Paullis og H. C. Lumbyes toner. Hans tilknytning til teatret gav sig desuden udslag i en række sceniske musikarbejder, bl.a. balletterne Bacchusfesten, 1878 og Carnevalstiden, s.å. og musikken til Einar Christiansens skuespil Broder Rus, 1889. G. der var en fin Holbergkender, gjorde et fortjenstfuldt arbejde ved at samle den traditionelle musik til Ludvig Holbergs komedier (jubeludgaven af komedierne III, 1888). G. komponerede også sange og klavermusik.