Asger Juul

Asger Juul, Asger Callesen Juul, 9.5.1874-1.3.1919, kirkemusiker, komponist. Født i Århus, død på Frbg., begravet kgd. sst. J. var fra et kultiveret hjem hvor han modtog stærke musikalske impulser, navnlig gennem moderen der flere gange havde optrådt offentligt som sanger. Det var imidlertid hans mening at blive læge; han blev student 1892 fra Århus og nåede så langt i sit studium at han fik kantussen, hvorpå han aftjente sin værnepligt som underlæge. Men faderens pludselige død 1898 fik den musikalske åre hos ham til at springe, han opgav sit studium, og i de følgende år komponerede han flittigt. Sin første musikalske undervisning havde han fået af G. Matthison-Hansen (klaver) og Tekla Griebel Wandall (teori), men 1904 drog han til Leipzig for at uddanne sig videre hos Hugo Riemann. Under stærkt indtryk af Thomanerkorets Bachfremførelser vendtes hans ungdoms interesse fra Richard Wagner til J. S. Bach, og ivrigt søgende i kirkemusikkens skatte koncentrerede den sig efterhånden om 1500-tallets vokalpolyfoni, personificeret i G. P. Palestrina der for J. stod som den kirkelige musiks aldrig overgåede mester. – J. var en moderne følende musiker, stærkt personligt anlagt, og palestrinatidens musik blev ham derfor i højere grad en kilde til inspiration end et forbillede for hans egen kirkemusik. Herved kom han i modsætning til de strømninger inden for den kirkelige kunst der herhjemme er karakteriseret ved navnene Thomas Laub, Joakim Skovgaard og P. V. Jensen-Klint. – 1905 slog han sig ned som musiklærer i Kbh. 1906 blev han musikkritiker ved Kristeligt Dagblad, et hverv han røgtede på den smukkeste måde. 1910 udnævntes han til kantor ved Matthæuskirken, og 1915 blev han – skønt autodidakt som orgelspiller – organist sst. 1918 modtog han stillingen som kantor ved Roskilde domkirke, men døde inden sin flytning fra Kbh. – Hans musikalske hovedværk er Aandeligt Sangværk, 1915–16 der i sine tre bind indeholder 175 numre kirkelig musik af alle arter. Hans ungdoms Wagner-begejstring kommer stærkt til orde i Leclio sancta, 1905; renere i stilen er Evangelium (begge af kantaten Juleneg), og i Requiem opnår han betydelige virkninger. Hans verdslige musik bærer et langt friere præg end hans kirkelige, fx Verdens dejligste Rose, 1915, skrevet over H. C. Andersens eventyr, et af hans kraftigste og mest personlige arbejder.