Arthur Allin, Arthur Ivan Allin, 3.12.1847-31.1.1926, komponist, organist, dirigent. Født i Kbh. (Garn.), død sst., urne på Nordre kgd., Århus. Som barn fik A. musikundervisning hos Ad. Hartmann (klaver), Carl Petersen (violin), senere hos Anton Rée (klaver), Valdemar Tofte (violin) og P. Rasmussen (teori). Han virkede som orkestermusiker, bl.a. under H. C. Lumbye, i Tivoli med afbrydelser indtil 1874, hvorefter han blev organist i Rønne (1875–80), i Næstved (1881–89) og i Århus (1889–1915, efter Rob. Allen); fra 1915 var han bosat i Kbh. hvor han bl.a. var redaktør af Dansk Organist- og Kantorforenings Medlemsblad (1912–19). I Århus var A. en fremtrædende skikkelse i byens musikliv som musiklærer, komponist, koncertspiller og korinstruktør; han ledede 1889–1914 De centraliserede jyske sangforeninger, var en overgang formand for Århus musikerforening (senere æresmedlem) og blev ved sine alsidige evner meget påskønnet for sit arbejde i musikkens tjeneste. A. efterlod sig en ret omfattende produktion, marcher, polonæser og danse; desuden sange, studier og skitser for klaver, ouverturer, orgelkompositioner, to symfonier, kammermusik, operettemusik, folkekomediemusik, pantomime-suite for orkester, religiøse korværker og kantater: Kantate ved Christian IXs jubilæum 1888, ved journalistmødet i Århus, ved statsbibliotekets indvielse 1902, ved landsudstillingen i Århus 1909, ved orglets indvielse i domkirken 1927, ved frimurerlogen St. Clemens' 25-års jubilæum og til Randers håndværkerforening. Af andre korværker kan nævnes Absalon, Thyre Dannebod og Jerichos Indtagelse, af dramatiske værker musik til Antigone og Hannele (Hauptmann) m.m. A.s kompositioner er velklingende og formelt set harmoniske og smagfulde, men uden dybere personlighed.

Familie

Forældre: musiker Johan Frederik Ferdinand A. (1818–1906) og Hansine Jacobine Hansen (1821–1906). Gift 20.9.1873 i Kbh. (Trin.) med Bertha Josephine Lund, født 30.7.1853 i Kbh. (Frue), død 1.4.1914 i Århus, d. af typograf, senere bogtrykker Carl L. (ca. 1820–81) og Johanne Florentine Jantzen (ca. 1820–98).

Udnævnelser

R. 1914.

Ikonografi

Pennetegning. Træsnit, 1890. Foto.

Bibliografi

A. A.: Erindr. i Medlemsbl. for Dansk org.- og kantor-foren., 1916 4; 1917 92f; 1919 46f 52–54 61–63. – G. Lynge: Danske komponister i det 20. årh.s begyndelse, 1917. Nationaltid. 2.12.1917. Dansk kirkemusiker tid. 1926 27. – Manus, i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig