A.P. Berggreen, Andreas Peter Berggreen, 2.3.1801-8.11.1880, komponist. Født i Kbh. (Nic), død sst. (Johs.), begravet sst. (Ass.). B. boede fra 1810 hos sin meget musikinteresserede morfar, distriktslæge Andreas Lynge i Hillerød. Han kom i Fr.borg latinskole og modtog desuden undervisning i musik (især fløjtespil) så han tidligt kunne deltage i det private og halvoffentlige musikliv. Nogle fløjtevariationer og et par romancer fra denne tid er hans første kompositioner. Efter studentereksamen (univ. 1819) læste han en tid jura, men helligede sig fra 1824 helt musikken. Gennem privatstudier og lejlighedsvise konsultationer af ældre musikere – C. E. F. Weyse gav ham således både vejledning og opmuntring – kvalificerede han sig til ansættelser og opnåede efterhånden betydelige embeder. Han var sanglærer ved forskellige skoler, fra 1843 ved Metropolitanskolen, og han blev organist ved Trinitatis kirke (fra 1838 og til sin død). Fra sin Regenstid havde han kontakt med studentermusikken. Han ledede Regensens sangkor (frem til 1869) og komponerede en række mandskorsange hertil ligesom han skrev adskillige kantater til universitetets fester og højtider. 1843 stiftede han Danmarks første folkelige sangforening, Haandværkersangforeningen som han ledede til 1853. Blandt hans kompositioner er også sange for blandet kor, nogen kirkemusik, enkelte duetter og mange romancer og sange til tyske (Goethe, Uhland) og nordiske tekster (bl.a. Runeberg og Oehlenschläger). Også for teatret komponerede han: operaen Billedet og Busten samt scene- og kormusik til Oehlenschlägers skuespil Tordenskjold (1832), Dronning Margareta (1833) og Sokrates (1835). Operaen, hvis tekst også var af Oehlenschläger, blev venligt modtaget, men opnåede dog kun fire opførelser på Det kgl. teater (1832–34). En overgang var B. optaget af kritisk virksomhed. 1836 udgav han "i Forening med nogle Kunstvenner" ugeskriftet Musikalsk Tidende der – måske på grund af den skarpe tone over for det københavnske musikliv – ikke nåede ud over sin første årgang (20 numre). Bedre gik det ikke fortsættelsen, Hejmdal, 1845, men B. viser sig herigennem som en historisk og teoretisk velfunderet skribent og som frygtløs forkæmper for sine synspunkter. Større betydning fik B. som lærer. Hans tidligt vakte interesse for folkesangen har således været en inspiration for den unge Niels W. Gade, og også P. Heise var blandt hans elever. Men udover de personlige forhold rakte hans indflydelse som lærer, navnlig efter at han 1859 udnævntes til sanginspektør for hele landet. I årene 1834–76 udgav han en række flerstemmige Sange til Skolebrug, i alt 14 hæfter. Tilsvarende førte hans kirkemusikalske virksomhed ham til at komponere en lang række salmemelodier og til udgivelsen af Melodier til Salmebog for Kirke- og Husandagt, 1853 og af denne samlings supplement, Melodier til Tillæg til Salmebog for Kirke- og Husandagt, 1873 hvis senere udgaver Chr. Barnekow overtog. Men B.s største udgivelsesarbejde kom til at ligge inden for folkesangen. Fra 1842 og frem til 1871 var han til stadighed beskæftiget med samlingen af Folkesange og Melodier, fædrelandske og fremmede der nåede et omfang af elleve bind med i alt omtrent 2.000 sange. – I sine senere år modtog B. mange æresbevisninger, bl.a. promoveredes han 1878 som æresdoktor ved universitetet. Til hans sidste arbejder hører Ældre Sangmusik af forskellige Komponister, 1875 og hans biografi af Weyse, 1876.

B.s anseelse var således ganske stor mens han levede. Eftertidens bedømmelse blev mere svingende. Th. Laubs og hans generations virke inden for kirkesangen, den folkelige sang og folkeviseforskningen kom i høj grad til at stille B.s indsats på disse felter i skygge, og vurderingen af hans omfattende og i flere henseender banebrydende arbejder tog undertiden skikkelse af en temmelig hård dom. Striden om hans melodiers placering og om gyldigheden af hans principper for udgivelse er imidlertid nu døet hen, og om end udfaldet næppe kan siges at have trukket så meget fra den kritik der er blevet ført frem imod ham træder dog måske de positive sider ved hans arbejder nu klarere frem. – B.s interesse for den folkelige sang der for ham havde sammenhæng med det ældre folkevisestof vaktes allerede i hans tidlige ungdom (1817), og hans indsamling af melodier var en stadig virksomhed der strakte sig gennem hele hans liv. Den første frugt af dette arbejde blev udgaven i fire bind (1842–55) i hvis danske afsnit hovedparten stadig væk udgjordes af melodierne fra Abrahamson, Nyerup og Rahbeks folkeviseudgave (1812–14). Gennem Sv. Grundtvig og en omfattende kreds af meddelere kunne B. imidlertid forøge sit materiale så den vældige 2. udg. (1860–71) fik et omfang af 11 bind, af hvilke det første rummede det ældre danske stof og det sidste nyere klubviser og selskabssange. Inden afslutningen af denne udgave udsendtes første bind i en udvidet 3. udgave (1869). Alene på grund af sit omfang er denne udgivelse en for sin tid enestående præstation. Men særlig vigtig bliver den i kraft af B.s pålidelighed som redaktør og hans grundige noter til hvert enkelt nummer i samlingen. Det var i øvrigt hans udtalte hensigt ikke blot at sikre bevarelsen af dette "nærende Stof for musikalsk Composition" og derigennem styrke kunstmusikkens "ejendommelige nationale Præg", men tillige at øge interessen for fremmede nationers musikalske stil. Klaverudsættelserne der lagde melodierne til rette for den private musiceren var et nødvendigt middel til støtte for disse bestræbelser. At harmoniseringen af melodierne undertiden mødte vanskeligheder, specielt når ældre melodier kolliderede med dur-mol-tonalitetens system opfattede B. som en særlig udfordring. Men netop mod løsningen af sådanne problemer der undertiden førte til ændringer i melodiforløbet – og undertiden til udeladelser af meddelte melodier – har en senere tids kritik måttet sætte ind. Nyere folkeviseforskere (Nils Schiørring, Erik Dal) er dog enige om at karakterisere B.s indsats som særdeles betydningsfuld. Melodier til Salmebog for Kirke- og Husandagt blev udgivet i konsekvens af det nybrud som først og fremmest var skabt af Grundtvigs salmedigtning og reaktionen mod rationalismens langsommelige og unuancerede koralsang. B. ønskede at styre udviklingen uden om de forfaldstendenser der kunne spores i vækkelsernes og forsamlingshusenes begejstrede sang. I polemikken med Henrik Rung som fulgte udgivelsen, står B. som den konservative der blot i moderat grad søgte at komme behovet for en fornyelse i møde. Hans egne melodier hvoraf 19 stadig findes som del af

folkekirkens anerkendte melodirepertoire i Den danske Koralbog (1954) kan vel rumme en del af det sødladne præg af romancen – en genre, han.] selv anså for uskikket til kirkesang (fx Lyksalig, lyksalig, Tænk, naar engang den Taage er for-svunden, Hvert et Lys i Livets Nat), men indbefatter også den utvivlsomt slidstærke Vær velkommen, Herrens Aar som også Th. Laub måtte beundre. B.s tanker om kirkesangen kom til udtryk i forordet til koralbogen fra 1853, og de viser en holdning der meget langt lader sig forene med hans senere kritikeres. Men hans omverden var en ganske anden, og han kom derfor snarere til at stå som igangsætter af en udvikling der gik hans ideal imod end som den besindige regulator han ønskede at være. De 14 hæfter skolesange knytter sig til B.s virke som sanglærer og som statens sanginspektør. I deres indhold vidner de om hans beundring for wienerklassikken, for J. A. P. Schulz og Weyse og for folkevisen. Repertoiret var enkelt og traditionelt og således i nøje samklang med hans syn på musikopdragelsen. Udsættelserne i hvert hæfte var af samme art, enten for 2-, 3- eller 4-stemmigt kor, og de udgør tilsammen et sangværk der er uden sidestykke i 1800-tallets danske skolesang. Hæfterne vandt også ganske stor udbredelse, flere af dem blev trykt i nye oplag. B.s konservatisme er årsag til at hans udgivelsesarbejder snarere end hans egne kompositioner holder hans navn i erindring. Traditionerne fra Schulz, Weyse og Kuhlau dominerer over hans personlige musikalske udtrykskraft. I en del af hans romancer mærkes et præg af folkevisen der bringer hans nationale program i erindring, uden dog at danne grundlag for en selvstændig musikalsk stil. Først hans elev, Gade kom til at realisere denne hans intention. Som den flittige og ordentlige mand han var førte han også en liste over sine værker. Manuskriptet Fortegnelse over mine Compositioner opbevares på Det kgl. bibl. i København.

Familie

Forældre: kamfabrikant Carl Peter B. (1768–1835) og Johanne Dorothea Lynge (1783–1840). Gift 7.3.1828 i Kbh. (Frue) med Dorothea Frederikke Wettergreen, født 9.12.1803 i Kbh. (Nic), død 4.8.1889 på Frbg., d. af guldsmedemester Gottfred W. (ca. 1773–1847) og Charlotte Frederikke Germansen (ca. 1778– 1850).- Far til V. F. A. B.

Ikonografi

Mal. af Carl Bloch, 1854 (Fr.borg). Litografi af Bærentzen. Træsnit 1868. Buste af Stein, 1872 (Fr.borg). Træsnit af Pauli, 1878. Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Metropolitanskolens progr-, 1844. – III. tid. 7.7.1878 og 3.3.1901. Chr. Kjerulf i Nord. musik.-tid., 1880. Tidsskr. for kirke-, skole- og folkesang, 1881. G. P. Brammer: Ungdomsliv, 1884. C. Skou: A. P. B., 1895. Carl Thrane: Cæciliaforen. og dens stifter, 1901. H. Grüner-Nielsen i Årbog for musik, 1923. Breve til og fra B. S. Ingemann, 1879 nr. 237. Børge Saltoft i Social-demokraten 2.3.1951. Erik Dal: Nord. folkevise-forskn. siden 1800, 1956. Karl Clausen: Dansk folkesang gennem 150 år, 1958. Niels Martin Jensen: Den danske romance 1800–1850 og dens musikalske forudsætninger, 1964. Kamma Wedin i Dansk kirkesangs årsskr. 1965–66. Nils Schiørring i Danm.s gamle folkeviser XI: Melodier, 1976. – Værkfortegnelse i Kgl. bibl. A. P. B. (1801–1880). Katalog over hans trykte kompositioner og hans udgivelser: koralbogen, skolesange, folkesange, andre udgivelser, litteratur. Compiled by Dan Fog. Cph. 1969 (utrykt), Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig