Kai Ewans

Kai Ewans, Kai Peter Anthon Ewans, 10.4.1906-3.4.1988, kapelmester, komponist. E. er en af Danmarks første jazzmusikere og han blev en af swingtidens bedste og populæreste kapelmestre. Allerede som dreng spillede han til småballer sammen med sin fætter Peter Rasmussen. En kort periode som kontorlærling hos Shell afslørede hurtigt at dette ikke var vejen frem for den unge E. Det var derimod den nye musikform jazzen, således som man herhjemme først hørte den spillet af Valdemar Eibergs orkester. Nu blev guitaren og banjoen som E. hidtil havde trakteret lagt på hylden, og han lærte sig at spille saxofon og klarinet. 1923-26 spillede han hos Jens Warny og Valdemar Eiberg, og det var så gode læreår at han derefter i en alder af tyve år vovede at præsentere sit eget – første store danske – jazzorkester i danseetabl. Arena. Herfra kom han til restaurant Wivel, og så stod udlandet for tur. Indtil 1931 turnerede E. nu med egne orkestre i Europa, var også et smut i USA, men vendte så hjem, spillede en kort tid med Kaj Julian og indgik derefter 1932 som en af hovedkræfterne i Erik Tuxens orkester. Da dette blev opløst 1936 dannede E. sit eget store orkester som helt hen til midten af 1940erne så absolut regnedes for det førende jazzorkester i Danmark. Nu kom nogle år hvor E. var meget virksom som komponist og bl.a. leverede melodier til Fifferrevyerne (Jitter-Bach, Åh Mogens, Det bli'r aldrig det samme igen, Det bedste lille sted i verden m.fl.). Fra slutningen af 1940erne var E. næsten ikke mere aktiv som musiker. Et forsøg som sodavandsfabrikant faldt ikke heldigt ud, og 1956 tog han mod et tilbud fra Hollywood om at skrive musik til film. Han kom og skrev, men filmselskabet gik desværre ned. De følgende år var han først forsikringsagent og derefter restauratør i Los Angeles. 1965 vendte E. tilbage til Kbh., var en tid leder af Adlon, havde senere egne restauranter og genoplivede 1970 for tre måneder sit gamle orkester i Swinging Palace. E. lever nu i USA eller i Paris og ernærer sig som konsulent for restauranter i USA, Frankrig og Sydamerika. Når det tilføjes at E. i sit begivenhedsrige liv også har prøvet at være cirkusdirektør, reklamemand, sanger, impressario, danseinstruktør og natklubejer, er det næppe forkert at påstå at jazzmusik kan føre til alt, blot man forlader den i tide. E.s bedste år har utvivlsomt været tiden fra 1936 og en halv snes år frem. Da var han med sit orkester med mange storartede musikere en institution i Kbh.s musikliv, og han gjorde Scalasalen til stedet hvor man mødtes for at høre god jazzmusik i fine arrangementer. Han er en af jazzens pionerer herhjemme; han har været en dygtig musiker og initiativrig kapelmester der havde evne til at skabe gode orkestre som han prægede med sin elegance, sit humør og sine krav til kvalitet. – E. har indspillet mange grammofonplader, de første sammen med Valdemar Eiberg, senere med sine egne orkestre. På flere af dem er han selv en udmærket solist på klarinet og altsaxofon. Hans bedste indspilninger er nok dem fra den første halvdel af 40erne, fx One Night Stand, Scala Stomp, Limehouse Blues m.fl.