Franz Glæser

Franz Glæser, Franz Joseph Glaeser, 19.4.1798-29.8.1861, kapelmester, komponist. Født i Ober Georgental i Bøhmen, død i Kbh. (Kat.), begravet sst. (Ass. kat.). G. begyndte sin musikerbane som kordreng ved hofkapellet i Dresden og blev 1815 elev af konservatoriet i Prag hvor han som lærere bl.a. havde teoretikeren Dionys Weber og violinisten F. W. Pixis. Efter at have afsluttet sine studier ved konservatoriet drog G. sammen med sin far til Wien hvor bl.a. Beethoven og Schubert virkede. Til at begynde med måtte G. tjene til livets ophold ved tilfældigt arbejde som nodeafskrivning o.l.; men ret hurtigt fik han lejlighed til at gøre sine fortræffelige evner gældende inden for Wiens blomstrende musikliv. Hans interesse gik først og fremmest mod teatret, og efter at han 1818 var blevet 2. kapelmester ved Leopoldstad-terteatret viste det sig snart, at han ejede den letflydende skrivefærdighed som man dengang først og fremmest krævede af en kapelmesterkomponist. 1822 blev han kapelmester ved Josephstadter teatret, og det faldt i hans lod at stå selve Beethoven bi da denne i anledning af teatrets ombygning havde skrevet ouverturen Die Weihe des Hauses. G. synes i det hele under sit Wienerophold at have nydt mesterens bevågenhed. Fra 1828 virkede G. ved en af Wiens navnkundigste musikalske scener, Theater an der Wien, og viste her at han var i besiddelse af en betydelig produktionsevne. Han skrev således over 120 højst forskelligartede arbejder som skaffede ham stor popularitet. G.s ry nåede til Berlin hvor han 1830 fik ansættelse ved Konigstadter teatret. Også her skrev han en række sceniske værker, bl.a. sit livs største succes Des Adlers Horst, 1832 der snart gik sin sejrsgang over de tyske scener. I dette syngespil hvis tekst skyldes Karl von Holtei søger G. at nærme sig tonen i Carl Maria von Webers og H. A. Marschners romantiske operaer. Andre sceniske arbejder vidner om G.s ubestridelige kompositoriske dygtighed, der dog navnlig kommer til udtryk i Des Adlers Horst i hvis klangfuldt instrumenterede partier der findes mange fine og bemærkelsesværdige enkeltheder. Da det populære syngespil 1835 blev opført i Kbh. under titlen Ørnens Rede fandt man at musikken var "meget behagelig iørefaldende ved mange nydelige, livligt flydende melodier". Mens G. opholdt sig i Berlin søgte man en kapelmester ved Det kgl. teater i Kbh. Teatret henvendte sig i den anledning til Musikforeningen, og det blev J. P. E. Hartmann der kom til at tage sig af denne for dansk musikliv så vigtige sag. Efter forskellige overvejelser, under hvilke bl.a. Ludwig Spohr, Mendelssohn og Marschner havde været på tale, bestemte man sig for G. der tiltrådte embedet 1842 (hofkapelmester 1845). Det viste sig snart at man havde valgt den rette. Allerede ved sin debut, Rossinis Wilhelm Tell, fik han lejlighed til at fastslå at han forstod at bringe liv og præcision ind i en forestilling. For denne kapelmester der havde noget "Militært-Bestemt ved sig" fik man respekt. De "Nationalmusikalske" havde i begyndelsen set med ikke ringe uvilje på at man havde hentet en kapelmester fra Tyskland; men man bøjede sig hurtigt for G.s ubestridelige evner som leder. Begejstringen over hans mønsterværdige indstuderinger gik endog så vidt at han ved fremførelsen af G. Meyerbeers Huguenotterne lønnedes med et "G. leve". 1845 udnævntes han til hofkapelmester. 1843-50 var han tillige dirigent i Musikforeningen hvor han navnlig gjorde sig fortjent ved sine fremførelser af Beethovenske værker. Som komponist fik G. ikke lejlighed til her i landet at yde nogen større indsats. Af de dramatiske værker han skrev for Det kgl. teater kan nævnes Brylluppet ved Comosøen, 1849 og Nøkken 1853, begge til tekster af H. C. Andersen. – Tit. professor 1851.