Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lavard Friisholm

Oprindelige forfattere MeHa og sberg

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Lavard Friisholm, Lavard Friis-Holm, 15.1.1912-31.8.1999, dirigent, violinist. Lavard Friisholm var fra sin tidligste ungdom oplært i musik, både hos faderen, der fra 1909 til sin død var organist i Kerteminde, og hos farfaderen, Carl P. Friis-Holm, organist i Nyborg (1882-1932). 14 år gammel kunne Lavard Friisholm allerede fungere som organist i Dalum kirke, og i 15-års alderen samlede og ledede han et blæserorkester af jævnaldrende kammerater der gennem flere år forlystede egnen med populær musik som Lavard Friisholm selv havde arrangeret og udskrevet på noder. I hjemmet dyrkedes der kammermusik, og her samlede Lavard Friisholms interesse sig om violinspillet hvori han tidligt fik undervisning hos pædagogen Julius Chonowitsch i Odense. Med støtte af lensgreve F. L. V. Ahlefeldt på Lundsgård kom han 18 år gammel til Kbh., hvor han studerede hos Emil Telmanyi der kom til at betyde meget for den unge musiker. Allerede dagen efter sin første undervisningstime blev han medlem af Telmanyis kammerorkester og kom hurtigt ind i det københavnske musikliv.

1934 tog Lavard Friisholm til Berlin og blev elev af Georg Kulen-kampff. Senere uddannede han sig i direktion under vejledning af Thomas Jensen og Giovanni di Bella m.fl. mens han som udøvende violinist blev medlem af Kammerkvartetten, lejlighedsvis af Erik Tuxens store danseorkester samt assistent i radioorkestret. 1942 blev han sekond-violinist i Erling Bloch-kvartetten (senere bratschist) og var med til den første danske fremførelse af Bela Bartoks samtlige strygekvartetter i 1951, en sensationel begivenhed som havde krævet over 50 prøver.

1944 stiftede Lavard Friisholm sammen med organist, senere professor i musikvidenskab ved Århus universitet Søren Sørensen, det livskraftige Collegium musicum hvis kammerorkester Lavard Friisholm dirigerede indtil virksomhedens ophør i 1978. Lavard Friisholms enorme vitalitet og ledertalent førte til mange andre dirigenthverv, bl.a. som gæst ved Tivolis koncertsalsorkester, Filharmonisk orkester, Det kgl. kapel og teater, Københavns drengekor, Unge tonekunstneres orkester, radioorkestret, Århus byorkester, Studentersangforeningen m.fl. samt i Norge, Sverige, Finland, Holland, Belgien, Tyskland og Østrig (Salzburg).

Annonce

Lavard Friisholm blev 1950 leder af Randers byorkester som han bragte frem til en smuk plads blandt Danmarks provinsorkestre med omfattende, ofte radiotransmitterede koncerter i de jyske landsdele. Han fortsatte som fast dirigent for orkesteret til 1982. Lavard Friisholm administrative evner blev desuden frugtbargjort 1958-65 ved hans formandskab i Det unge tonekunstnerselskab (DUT) hvor hans interesse og indlevelsesevne i tidens mest avancerede musik befæstede DUT som et tyngdepunkt i det københavnske koncertliv.

Lavard Friisholm uropførte gennem årene en lang række værker af sin samtids danske komponister og foranstaltede danske førsteopførelser af ny udenlandsk musik. Han indspillede desuden en del grammofonplader. Hans store erfaring som orkesterleder placerede ham 1961 som lærer i orkesterdirektion og instrumentation ved Århus universitets musikvidenskabelige institut og fra 1971 som leder af orkesterskolen ved Det jydske musikkonservatorium. Lavard Friisholm beklædte desuden talrige tillidshverv som musiksagkyndig, bl.a. i Solistforeningen af 1921, Kapelmesterforeningen, Det danske selskabs musikudvalg, Musik og ungdom, Statens kunstfond og udvalget for nordisk musiksamarbejde.

Hans erindringer Selvfølgelig spiller du blev udgivet i 2001.

Han modtog Arnold Schflnberg-diplomet 1952 og Ove Christensens ærespris 1975 og blev 1966 æresmedlem af DUT og 1998 af Dansk Kapelmesterforening. Han modtog Emil Reesens mindelegat 1994.

Familie

Lavard Friisholm blev født i Kerteminde; begravet på Skippershoved kirkegård, Glæsborg.

Forældre: organist Carl Alman Holger Friis-Holm (1882-1969) og Valborg Amanda Andersen (1891-1970). Gift 29.12.1935 i Hurup, Thy, med pianist Anna Elisabeth Dahl, født 21.1.1911 i Sennels sg., Thisted amt, død 9.2.1987, d. af provst Hartvig Theodor Ejnar D. (1872-1940) og Mariane Kronborg (1884-1982).

Udnævnelser

R. 1969.

Ikonografi

To tegn. af Hans Lollesgaard (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Interviews i Politiken 14.1.1962, Aktuelt s.d. og Randers amtsavis 16.8.1965. – Per Nørgård i Dansk musikt. XLI, 1966 188f. S. Sørensen og P. Rovsing Olsen i Collegium Musicum 1944-1969, 1969.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Søren Berg Rasmussen: Lavard Friisholm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289777