Paulus Bache, 18.3.1882-29.2.1956, violoncellist. Født i Kbh. (Helligg.), død i Kbh., urne i familiegravsted på Holmens kgd. B. uddannedes fra 1898 ved konservatoriet i Kbh. (prof. Rüdinger) og derefter i Leipzig (prof. Julius Klengel) hvor også hans debut fandt sted ved egen koncert med orkester efteråret 1901, efterfulgt af dansk debut i Kbh. 1902. Efter et studieophold i Paris 1906–08 tiltrådte han 1910 efter konkurrence stillingen som 1. solo-violoncellist ved Berlins filharmoniske orkester; fra denne stilling tog han på grund af krigen sin afsked 1915 og vendte tilbage til Kbh. hvor han levede som kammermusikspiller og lærer. 1916 var han medstifter af Breuning-B.-kvartetten og var 1926–53 lærer i violoncelspil ved konservatoriet. B. var en årrække en betydelig kraft i dansk musikliv hvis kammermusikkoncerter og kammermusikforeninger har nydt godt af hans sikre stil og fremragende fortolkning. Han har, foruden i Danmark, koncerteret som solist og kammermusikspiller i Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Holland, Frankrig og England. Han blev formand for Kammermusikforeningen i Kbh. 1931 (medlem af bestyrelsen 1922) og var 1926–32 formand for Solistforeningen af 1921.

Familie

Forældre: maleren Otto B. (1839–1927) og Clara C. E. Haagensen (1846–1927). Gift 1. gang 21.8.1906 i Kbh. (b.v.) med Julia Aubert, født 27.9.1876 i Montreux, død 12.9.1971 på statshospitalet i Glostrup, d. af conservateur des droits réels i Vevey Jules Eli Lucien A. (1845–1920) og Isaline Morand (1850–78). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 8.7.1932 i Kbh. (b.v.) med pianist Gudrun Augusta Severins, født 10.5.1886 i Kbh. (Holmens) (gift 1. gang 1914 med ors. Svend Olaf Engelhardt, 1886–1961 (gift 2. gang 1928 med Karen Hellstrøm Møller), gift 2. gang 1924 med kontorchef i Baltica Andreas Emil Bierberg, født 1889; ægteskaberne opløst), død 20.9.1944 i Kbh., d. af malermester Oluf Severin Nielsen (1852–1933) og Lisette Mathilde Schuster (1853–1929); navneforandring 30.11.1904 til Severins.

Ikonografi

Barneportr. af Otto Bache, 1886 og 1897.

Bibliografi

Nationaltid. 24.10.1915. Berl. aftenavis 12.3.1943. Nekrologer i Politiken 3.3.1956. Berl. aftenavis 2.3.1956.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig