Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Søren Terkelsen

Oprindelig forfatter NSch
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Søren Terkelsen, d. .1656 el. 57, toldembedsmand, oversætter. Død på Ljungbygård i Skåne. Om T. vides intet før han omkring 1624 blev mønsterskriver ved militæret. 1628 fik han stilling som renteskriver, n.å. som underskriver ved klædekammeret og 1630 blev han kammertjener, ɔ: sekretær hos Christian IV. Få år senere, 26.8.1633, udnævntes han til tolder i Glückstadt, og af en ret rigelig mængde breve fra kongen fremgår det, at T. i udstrakt grad har gjort sig skikket til at udføre private forretninger for denne, ligesom han i anledning af den udvalgte prins Christians bryllup 1634 fik en del af de mange kommissioner at udføre som kongen overdrog sine betroede folk. T. skuffede imidlertid som embedsmand Christian IV's tillid og blev 1636 overbevist om uredelig embedsførelse, men sagen synes delvis at være blevet ordnet, for T. fortsatte – dog i mindre gunst – i sit embede til Elbtoldens ophævelse 1645. Han blev i nogen tid boende i Glückstadt, var derpå en tid lang på Vallø hos Christen Skeel (1603–59) og boede 1649 i Køge. Herfra flyttede han til Slangerup hvor han 1653 pantsatte en gård. Endnu et par år er han dog blevet i Slangerup, men efter et ophold i Kbh. endte han 1656 eller begyndelsen af 1657 sine dage på Assartorp i Ljungby i Skåne hos familien Rosenkrantz. At dømme efter gentagne bønskrifter til hans velynder Otte Krag og til kongen selv får man det indtryk, at T. levede i yderst trange kår, og utvivlsomt har hans embedsudygtighed og personlig uheldig optræden i forening undergravet hans stilling. Mærkværdigt overdrevet forekommer i hvert fald et krav på 18.000 rdl. han mente at have på statskassen. Først 1662 afgjordes dette stridsspørgsmål med at hans arvinger fik udbetalt 200 rdl., senere, 1673, yderligere 2000 rdl. i rente af dette beløb; men vist er det, at han – og efter hans død hans enke der 1657 oppebar landgilde af en mølle i Fr.borg len og som 1661 boede i Frederik Tursens hus i Kbh. – bestandig var trængt af kreditorer, endog inden for den nærmeste familie, til hvilken forholdet var yderst spændt.

Når T. endnu huskes, er det da heller ikke som embedsmand, men som litterat. Hans plads i dansk litteratur er ganske vist i henseende til hans evner beskeden, han "giver sig intet ud for nogen Poet", men resultaterne af hans virke er alligevel af ikke ringe omfang. T. var, gennem den lette adgang han i Glückstadt havde til at færdes i den litterært og musikalsk interesserede kreds om præsten og digteren Joh. Rist i Wedel mellem Hamburg og Glückstadt, kommet den tidlige tyske barokdigtning på nært hold. Ganske vist opnåede han ikke at blive medlem af noget af de blomstrende tyske digterselskaber, og Rists egen "Elbschwanenorden" som T. havde været selvskreven til at træde ind i skabtes først nogle år efter hans død. Men af hædersdigtene til de værker han udgav fremgår det, at han har haft nære venner blandt Hamburgdigterne. Som litterære forbilleder havde han som disse den store Martin Opitz og dennes forbillede igen hollænderen Jacob Cats, og blandt sine venner og åndsfrænder talte han foruden Rist digtere som Paul Fleming, Jacob Schwieger, Georg Grefflinger og Philip v. Zesen. Er T. end et ringe medium på dansk grund for den spirende tyske barokdigtning så opnåede han dog, fordi han var en af dem der først overførte den direkte til det danske sprog, at sætte sit præg på dansk litteratur og da navnlig på visedigtningens udformning. I de sidste år af sin funktionstid i Gluckstadt oversatte han og lod trykke strassburgeren H. M. Moscheroschs opbyggelige skrift En Troe Faders Christelige Siæle-Gaffue, 1645, ny udgave 1646 under titlen Børne-Tuct og begyndte udgivelsen af Honoré d'Urfés europæisk berømte, bindstærke roman Dend Hyrdinde Astrea, som han fordanskede efter en tysk oversættelse. Men denne, med mådelige kobberstik rigt illustrerede bog fik ikke stor afsætning, og indtil 1648 nåede kun 1. dels tolv bøger at udkomme, hvorefter T. opgav den videre udgivelse. Ej heller størstedelen af hans andre oversættelser har skaffet ham megen vinding. Af den meget læste hollandske læredigter Jacob Cats oversatte han de bibelske fortællinger Jacobs Gifftermaal med Lea og Rachel, 1653 og Grund-Giftermaal ... imellom Adam oc Eva, 1656. S.å. kom Daphnisses Natte-Klage ofver Galathee Ubestandighed, en forkortet og lokaliseret omarbejdelse af Cats' Galathee sammen med Opitz' Det roelige Bunde-Lefnet oc Aggermandens Lyst og endelig 1675, mange år efter hans død, ved maleren Abraham Wuchters' mellemkomst, T.s oversættelse, Den Christelige Husfrue, af et afsnit i Cats' omfangsrige læredigt om ægtestanden, forsynet med kobbere som i deres jævnhed næppe tør tilskrives den berømte hollandsk-danske kunstner selv.

Ligeledes efter T.s død kom 1661 Joh. Rists passionsviser i en dansk udgave, mens boghandler Jørgen Holst til en af de senere udgaver af Regum Daniæ Icones 1656 (eller 1657) benyttede ham til at oversætte de tyske kongerim som Frederik III's hofpoet, T.s ven Ad. Fr. Werner havde skrevet til gengivelserne af de vævede kongetapeter på Kronborg. Det var ikke ganske lidt T. i den halve snes år hvor han virkede på litteraturens område fik trykt; men endnu en del så aldrig dagens lys, således foruden de senere dele af Astrea, heller ikke En gandske ny Aandelig Psalme- och Vise-Boog som nu findes i manuskript i Karen Brahes bibliotek, flere af Rists samlinger m.m. Af alle T.s udkomne skrifter satte dog intet så tydeligt spor som Astree Siunge-Choer der 1648–54 (hæfte 1, 2. udg. 1657) udkom i tre hæfter, hvert indeholdende 20 viser. De tre "snese" er "saaledes indrettede, at der udi findes Stemmerne til Mesteparten af de Viser, som udi den danske Astrea er indførte". Astreadigtene nævnes dog kun som fodnoter, for da T. ikke har kunnet fremskaffe de oprindelige franske melodier, har han besluttet sig til at lade sjungekoret for den alt overvejende del bestå af oversættelser af Joh. Rists og Gabriel Voigtländers tyske viser; Astreasangene er så føjet ind ved de melodier hvortil deres metrum passer. Mens Rists viser væsentlig bevæger sig inden for det kunstfærdigt hyrdepoetiske i tidens yndede stil som nu får sit store gennembrud i Danmark, er digtene fra hoftrompeteren Voigtländers 1642 i Sorø udkomne "Oden vnnd Lieder" prægede af en folkelig djærvhed i slægt med de gamle skæmtevisers og går undertiden langt ud i det uanstændige, samtidig med at de ikke sjældent forsøges sirliggjorte med hyrdescenerier. Den udbredelse sjungekoret fik står i afgjort modsætningsforhold til dets kunstneriske værdi. Hverken Rist eller Voigtländer hørte til den tidlige baroks betydelige ånder, og T.s egne oversættelser har meget lidt digterisk bevingethed over sig. Men det var T.s fordel, at hans værker og navnlig sjungekoret blev trykt og derved kom ud blandt folk, mens Anders Bordings åndfulde og elegante poesi og hans langt mere flydende gengivelser af de samme tyske digtere måtte vente endnu hundrede år på at nå landet over i andet end afskrifter. Kunne end Rists og Voigtländers visetekster i T.s stivbenede oversættelser have svært ved for alvor at holde sig levende, så glædede til gengæld melodierne sig ved en yndest som holdt dem i live mere end hundrede år. Utallige er de flyvebladsviser og mere seriøse sange som løb landet rundt til melodier efter T.s Daphnis gik for nogle Dage, Ak, Amaryllis eller Phyllis sad udi en Skøjte, og med en aktualitetssans der i senere slægtleds øjne virker smigrende tilbage på Astree Siunge-Choer, kaldte Thomas Kingo, da han 1674 begyndte udgivelsen af sine morgen- og aftensange, sit værk for Aandeligt Sjungekor, ikke for at låne glans af det populære til sit eget, men for efter tidens skik med noget bedre åndeligt at slå noget ringere verdsligt af marken – også ved at bruge flere af de gængse visemelodier til sine åndelige sange.

Annonce

Den interesse der var om T.s sange viser tilstrækkelig tydeligt, at han på et gunstigt tidspunkt kom frem med noget som tiltalte vide kredse. Digterisk føltes hyrdestilen som en velkommen og elegant afløsning af den strengt belærende tone som den ret sparsomme dansksprogede digtning hidtil havde bevæget sig i, og af folkevisens form som på den tid havde sat sine sidste blomster. Musikalsk betød T.s viser melodier af ny og livlig velklang, en afløsning både af den høje og vanskelige musik som Christian IV havde dyrket ved sit hof, men som nu var stærkt på retur og som næppe havde sat sit spor i andet end snævre kredse, og af folkevisemelodierne med deres afhængighed af et ganske kort strofeskema. På den anden side havde de nye melodier alligevel så almenfatteligt præg, afledt som de var af franske chansons, engelske madrigaler, tyske og nederlandske folkesange og -danse og italienske musikstykker, at de umiddelbart måtte tiltale høj og lav, så meget mere som det største krav, de stillede, var et meget beskedent generalbasakkompagnement for lut. Man kan måske beklage, at ingen større digter end T. formidlede en ny stils indtrængen herhjemme, at ikke Anders Arrebo eller Bording nåede at komme i den direkte kontakt med folk som T. gennem sit sjungekor. Digterisk rådede Kingo bod derpå, men musikalsk blev sjungekoret vort eneste møde med 1600-tallets europæiske strømninger inden for de mindre vokalformer.

Familie

gift 24.3.1639 med Elsebe Christophersdatter, død tidligst 1661, d. af renteskriver Christopher Iversen.

Bibliografi

S. T.: Astree Siunge-Choer. Første Snees, 1648, udg. Erik Sønderholm m.fl., Neumunster 1976 = Kieler Studien zur deutschen Literaturgesch. XII. – Kbh.s diplomatarium, udg. O. Nielsen I, 1872 729; V, 1882 786. Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia III-IV, 1878–82 (fot. optr. 1969); VI, 1885–86 (fot. optr. 1970). – J. Moller: Cimbria lit. II, 1744 889f. R. Nyerup og K. L. Rahbek: Bidrag til den da. digtekunsts hist. III, 1805 25–68. Gotfred Rode: Renæssancens tidligste eftervirkn. på da. poetisk lit., 1866 82–108. S. Birket-Smith i Danske saml. 2.r.II, 1872–73 243. J. Paludan sst. VI, 1877–79 261–68. Samme: Fremmed indflydelse på den da. nationallit. i det 17. og 18. årh., 1887 184–205. Samme i Hist. t. 6,r.I, 1887–88 461–64. P. M. Stolpe: Dagspressen i Danm. I, 1878 (fot. optr. 1979) 172f. O. Nielsen i Pers. hist. t. 3.r.IV, 1895 273–79. Hans Werner sst. 1 l.r.I, 1940 227f. Kurt Fischer i Sammelbände der internationalen Musikgesellsch. XII, Lpz. 1910–11 66–68. Charles Ogier: Det store bilager i Kbh. 1634, 1914 (fot. optr. 1969) = Memoirer og breve XX s. XIII. Ejnar Thomsen: Barokken i da. digtn., 1935 (ny udg. 1971) især 158–62. Laur. Nielsen: Den danske bog, 1941 96f. A. Riising: Katalog over Karen Brahes bibl., 1956.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Schiørring: Søren Terkelsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298194