Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vald. Vedel

Oprindelig forfatter LTand
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Vald. Vedel, Valdemar Vedel, 9.11.1865-16.2.1942, litteraturforsker. Født i Kbh. (Frue), død i Birkerød, begravet sst. V. overvandt aldrig det traditionsbundne embedsmandshjems indflydelse. I sin eneste roman, den hensynsløst selvafslørende Stavnsbaand, 1888 gav den unge V. et billede af sin indeklemte opvækst i Rosenvænget på Østerbro. Faderen var verdensklog, europæisk og især romansk orienteret, som V. siden; et fordomsfrit, men også snævert rationelt og irreligiøst gemyt med autoritære træk. V. knyttede sig derfor stærkt til den oprindeligt livfulde og kærlighedshungrende mor af svensk kunstnerslægt, der som V. selv blev temmelig kuet i det regelbundne "dannede Liv bag dobbelte Vinduer – uden Spænding, uden Sorger, uden Kamp for Livet". Hun og faderen lærte ham nok foragt for penge og reservation over for den forfaldne nationalliberale kultur, men opdrog ham også tidligt til en mørk og streng pligtopfyldenhed uden frihed. Ikke blot A. F. Krieger, men også Georg Brandes og Julius Lange hørte til de mange gæster i det hjem der gav ham afsky for selv at deltage i livet. Bitter og misundelig på det pulserende liv kastede han sig stræberagtigt over skønlitteraturen og skrev i puberteten filosofiske afhandlinger, skuespil og digte. Student 1882 fra Metropolitanskolen hvor V. Pingel var hans livsnære inspirator lod han sig alligevel sætte i faderens spor og uddannedes til jurist med eksamen 1887. Han deltog dog i arbejderundervisningen og studentersamfundets møder. Desuden gik han til de siden livslange venner Harald Høffdings og Langes samt til Brandes' forelæsninger, stiftede venskab med bl.a. Niels Møller og Erik Henrichsen og fik guldmedalje 1888 for en filosofisk afhandling om forholdet mellem ret og moral med det stedse for V. sigende motto: "Der Mensch ist nicht geboren frei zu sein".

Livslede i forening med manglende tro på egen evne til lidenskabelig kærlighed betød at V. blev særligt angrebet af den 80'er-dekadence der prægede Estrup-tidens ungdom. I sit smertefuldt afmægtige oprør mod den kulturtrætte mistrøstighed i ham selv og det filistrøse borgerskab fik V. hjælp gennem en forelskelse. Med sin lattermilde livsstyrke fik V.s senere hustru liv i "den blege og ulegemlige Tænker" med den store, sorte manke. I reaktion mod primitivt fritænkeri og nyttemoral blev V. derfor i årene omkring 1890 fører for mange i den unge generation som kritisk formidler af de nye fin-de-siecle-strømninger og især af den opblussende nyromantik. I tidsskrifter som Tilskueren, Ny Jord og Nordisk tidskrift blev hans helte: Adam Oehlenschläger, Henrik Ibsen og flere brugt til at nedgøre nutidens forarmede positivisme med dens analysemageri, forsømmelse af syntesen og deterministiske opfattelse af mennesket som produkt af arv og miljø. Det gjaldt, lød det allerede 1888, for radikalismen ikke længere massen og "det sociale livs udenværker", men de for den enkelte sindsbevægende spørgsmål om "hvordan livet skal leves". Et ståsted søgte han selv i den tidlige romantik i sin alt andet end akademiske disputats Studier over Guldalderen i dansk Digtning, 1890 der ikke sigtede mod karrieren. Heri gav han ud fra en sociologisk og psykologisk indfaldsvinkel konturtegninger af åndslivets store, bl.a. Oehlenschläger, N. F. S. Grundtvig og brødrene A. S. og H. C. Ørsted der endnu mestrede at forbinde samfundsengagement med rig personlig udvikling. Ud fra Langes opfattelse af livsværdien hvorfra alt burde måles søgte han desuden en "Hjertets Blødgørelse" og ville give sig selv og sin samtid kraft til den "Individets aandelige Frigørelse" fra samfundet som Henrik Steffens efter Goethe og Schiller forkyndte ud fra Kants humanitetsideal. I reaktion mod den fortsatte undergravende dekadence søgte V. bekræftelse på den romantiske opfattelse af mennesket som "en Spire, hvis Blomst er Guldlig", i en længere rejse til romantikkens hjemland Italien. På basis heraf gav han i rejsebreve Fra Italien, 1892, og især i skildringen af Dante, s.å. et engageret indlæg mod sin samtids degenererede smag for amoralitet og overmenneskepositur. Det blev et værk hvori han da også nåede nærmere end nogensinde den romantiske forening af kunst og videnskab som han længe tilstræbte i reaktion mod positivismens adskillelse heraf. Han bekæmpede ikke blot den regerende primitive opfattelse af begrebet udvikling der førte alt tilbage til lyst og drift og gjorde mennesket ufrit, men også den degenererede organismeopfattelse af mennesket som en plante og historien som en vækst hvor intet kan gøres af bevidst vilje. V.s nødråb efter en antik, mandig og entusiastisk heroisme og samtidig efter en inderlig idealisme kunne dog hverken han eller hans tid leve op til selv om han i løbet af 1890erne mere og mere hævede sig til et arkimedisk punkt over de stridende politiske og åndelige strømninger. Mennesket kunne nemlig, postulerede han med Nietzsche, blive herre i eget hus ved udogmatisk at holde den livsvigtige forundringsevne åben. V. udviklede således en aristokratisk radikalisme, og opgav efterhånden, som forudset i Stavnsbaand, det udadvendte åndspolitiske engagement der gav hans daværende skrifter en sådan friskhed. Det gjaldt endnu Svensk Romantik, 1894, der da også blev en hyldest til det oprindelige, endnu uspolerede i hans egen mor.

V. ejede imidlertid ikke selv den "fribaarne Viljes prægtige Hensynsløshed", som han i Stavnsbaand både beundrede og så ned på hos Brandes og sin egen hustru. Derfor angreb han også de moderne naturalister når de krævede frihed for "naturen" og agiterede for fri konkurrence, kønsfrihed, bort med alle sociale forskelle, bort med rim og rytme. Derfor hævdede han at digtningen var digt, symboler, illusion, ikke virkelighed, og at den ikke burde dreje sig om samfundsomskabende ideer, men om at give sjælelivet styrke. Det er baggrund for at han nu som i den pure ungdom trak sig tilbage til det isolerede studerekammer som han gjorde til sit trygge "kongerige" skønt han tidligere havde indset at den tilværelse avlede "sygelig følsomhed", selvspejling og tendens til videnskab for videnskabens skyld. Allerede 1894 havde V. mistet så meget respekt både for virkeligheden og næsten at han så det bestemmende for mennesket ikke i emnerne, men i evnerne, ikke i resultaterne af demokratiske og humane fremskridt, men i de formelle sjælelige værdiers udfoldelse og selvtilfredsstillelsen herved. Derfor var det "forholdsvis uvæsentligt", hvem man samlede sin "erotiske tilbøjelighed" om, bare man varigt "krystalliserede" sig om hende. Troen på den abstrakte kærlighed blev således vigtigere end troen på den levende kvinde. Udadtil måtte V. tjene til livet ved flere hverv. 1891-98 var han assistent i kultusministeriet og 1898-1912 chef for Kbh.s kommunes biblioteker. 1895 blev han docent i almindelig litteraturhistorie ved universitetet og holdt 1893-1903 kulturhistoriske forelæsninger ved kunstakademiet; 1901-07 fungerede han som redaktør ved Tilskueren. Hertil kom at han til højt op i alderen skrev en lang række avisartikler og teateranmeldelser hvoraf kun en brøkdel er udgivet i Firsernes Førere, 1923. Indadtil kom den stigende dualisme mellem den nedvurderede social- og den opvurderede intimsfære til orde i hans stadig mere småborgerlige livsførelse der gjorde hjemmet til livets helligdom. Den satte også sit bevidste præg på hans videnskabelige produktion. Det gjaldt især hans livs hovedværk Middelalderlige Kulturidealer, der bestod af By og Borger, 1901, Helteliv, 1903, Ridderromantiken i fransk og tysk Middelalder, 1906 og Bag Klostermure, 1911. Heri demonstrerede han ikke blot sin eminente evne til mesterligt at systematisere et stort stof. Værket viste også at han ikke mere søgte sine rødder i den grænsesprængende antikdyrkende Goetheromantik, men i den normdyrkende gotiske middelalder. Den "drabelige Ridder" som Lange kaldte ham, følte sig nu så bundet af Konservative Værdier (Tilskueren 1902) som han drilsk holdt foredrag om i radikalismens højborg Studentersamfundet 1896 at han nu turnerede for menneskenaturens uforanderlighed, for arbejdsomhedens, vanens og traditionens høje værdi. V. fandt udialektisk at ikke kritikken, men tilslutningen og hengivenheden, ikke friheden, men sammenholdet og afhængigheden var menneskets grunddrift. Hovedresultatet af By og Borger blev da også, at V. i den ældre Taines spor kom til naturalistisk at demonstrere den senmiddelalderlige borgers bundethed af erhvervsarbejdet og byens snævre horisont i det i øvrigt socialpsykologisk fremragende værk, der selv målt med europæisk forskning var langt forud for sin tid. Fortsat ville V. dog ikke stå som et rodløst barn af den moderne hektiske storbys impressionistiske ånd der ødelagde selvet. Derfor postulerede han at den individuelle selvbevidsthed og rige personlige ejendommelighed fremelskedes af bylivet. Den enkelte kunne lettest her vælge mellem forskellige interesser, arbejde sig op over standsmodsætningerne og således blive den fritsvævende intellektuelle kunstner som V. i stil med renæssancens hovedfigurer gerne selv ville stå som. Det gjaldt i øvrigt By og Borger, som om de tre andre bind, at de ikke så meget gav sjælelige analyser af virkeliggjorte kulturtyper, som de udformede livsprogrammer for borger-, helte-, ridder- og klosterlivet der skulle sætte læsernes egen tilværelse i relief. Ikke underligt lykkedes den medfølende indlevelse langt bedst i By og Borger og Bag Klostermure for det nervøse bymenneske V. med hans fra omverdenen mere og mere afsondrede videnskabelige munkeliv. Dette liv skildrede V. åbenhjertigt i den opsigtsvækkende Nikodemus' Skriftemaal (Tilskueren 1901), siden mere indirekte, bl.a. i de moralsk opbyggelige artikler Menneskelighed og Maal og Midler (sst. 1905 og -07), der alle genoptryktes i essaysamlingen Menneskelighed, 1920. Som Nikodemus stod midt imellem farisæerne og Jesus, placerede V. sig her, præget af et dødsfald i den nære familie, som stoiskpræget agnostiker imellem sin egen tidligere hårdnakkede endnu socialtbevidste radikale ateisme og en apolitisk kristendom. Skønt V. vedblev at stå fjernt fra kirkelærens metafysiske dogmatik, optog han både kristendommens krav til mennesket om at gøre det gode, dens betoning af at alle er i fælles båd, udsat for døden, og dens freds- og evighedslængsel. Ikke blot for at dulme bylarmen uden for vinduet og lægge bånd på sin gærende iver efter at blive Brandes' efterfølger, men også for at dæmme op for sin rastløse refleksionssyge fandt V. efterhånden sit religiøse ståsted i en harmonisk, næsten ulidenskabelig "Menneskelighed", som han mere og mere Jeronimus-agtigt docerede til højt op i alderdommen. Appellen havde sin berettigelse ved at påpege, at tidens kæmpebestræbelser i politik, industri og videnskab gav så ringe resultater, fordi mennesket fornægtede ubevidstheden og sin egen fortid og derfor mistede skaberkraften. Appellen fremhævede også den latterlige bagside ved tidens opagiterede ideelle meninger der dannede "en kulørt Nimbus af brandrød Radikalisme, skafotsort Militarisme eller himmelblaa Tolstoyisme uden om en meget jordisk smudsiggraa Spidsborgerlighed". Denne kom V. dog til at farves af i sin opfordring til. læseren om at optræne sig i bedsteborgerlige dyder. Den kuede mor blev stærkere og stærkere i V. Stadig bar den tidligt hvidmankede tænker med det fjerne blik dog rødt slips for at forarge bedsteborgerskabet. Og med sin drille- og modsigelseslyst der fremmedes af det dialektiske historiesyn blev V. trods sin undselighed, sin tørre stemme og glansløse fremtoning en dygtig universitetslærer i kraft af sin omhyggelige forberedelse og evne til slående poetiske sammenligninger mellem fortid og nutid. Det var dog ikke fra podiet, men i hjemmet på Nøjsomhedsvej V. fik god kontakt med de studerende.

Annonce

Under indtryk af det optrækkende storpolitiske opgør og den stigende modsætning til Tyskland op mod første verdenskrig appellerede den ellers lidet nationale V. en tid til folkeligt sammenhold imod Tyskland. I den periode skrev han også sit sidste danske stykke litteraturhistorie, den fine karakteristik af Holger Drachmann, 1909 som et menneske i splid med sig selv. Drachmann nåede sit impressionistiske mesterskab i kraft af den "indre udflyden af personligheden" som V. bekæmpede i sig selv. Og mennesket blev, hvad V. forstod, kunstner på bekostning af det rolige liv som V. ikke mere selv vovede at sætte på spil. Bogen blev da også V.s endegyldige farvel til hans egen oprørsperiode, og følgerigtigt fik det nye billede af hans barndomshjem (i Mit Hjem II, 1912) et stærkt idylliserende præg i modsætning til den karske opfattelse i Stavnsbaand. Mens V.s skildring af fransk skønlitteratur i Jul. Clausens III. Verdens-Litteraturhistorie, 1898, endnu blev en fornem syntese af videnskab og kunst med sin perlerække af kritiske portrætmedaljoner var allerede hans fremstilling i Verdenskulturen, 1908 af Humanisme og Renæssance så stoppet med detaljer at overblikket gik næsten tabt akkurat som i hans senere forfatterskab. Karakteristisk nok betonede han både renæssancemenneskets bundethed af miljøet og forbindelseslinjerne bagud til middelalderens normprægede laugssamfund langt mere end før. Hertil svarede at V.s egen produktion resten af livet blev stærkt farvet af hans nye akademiske position, fra 1911 som ekstraordinær, 1918-33 som ordinær professor, dvs. af den fremtrængende nypositivisme i universitetsforskningen. Faderen i V. vandt nu afgørende indpas. Og de rent formelle problemer kom modsat tidligere til at spille en yderst vigtig rolle, således i pionerarbejdet Den digteriske Barokstil omkring Aar 1600 (Edda II, 1919); desuden i den epokegørende metriske afhandling Meningsrytme (sst. XII, 1919-20); sidst i det store ufuldendte æstetiskpsykologiske alderdomsværk Liv og Kunst I-II, 1949, der opslugte ham helt efter 1933. På biologisk grundlag og med inspiration især fra den tidlige romantik, fra Kants og Schillers filosofi, plæderede han for kunsten som den store mentale frigører.

Som professor fortsatte V. i øvrigt det allerede i Stavnsbaand skitserede storslåede program: at følge de moderne ideers udvikling "fra spirerne", dvs. før den franske revolution hvor Brandes i Hovedstrømninger tog ved. Han begyndte med Barok i italiensk og spansk Aandsliv, 1918 hvor han før nogen anden belyste sammenhængen mellem kunst og litteratur. Herfra skabte han forbindelse til sine Middelalderlige Kulturidealer med de åndshistoriske bøger Renæssancens Frembrud og Højrenæssancen. Syd og Nord for Alperne, 1922-23 hvor han betegnede kristendommen som kulturens himmel og tilmed lagde stor vægt på det kristne element i renæssancen. Endelig sluttede han ringen med rækken Fransk Klassik som bestod af Corneille, 1927, Moliére, 1929 og Racine, 1932. Heri forsvandt det hidtidige brede litteraturhistoriske anlæg idet V. koncentrerede sig snævert om kunstnernes produktion med vægten på deres tekniske og æstetiske færdigheder ud fra de kulturhistoriske forudsætninger. Efter de mange professorårs tilbagetrukne liv blev hustruens plæderen i Stavnsbaand for en livsnær portrættering der sidst kunstnerisk forløstes i Drachmann-bogen, nu næsten helt tilsidesat. Tilmed tog det altid flimrende og forvirrede i hans sprogform til, accentueret ved den af positivismen nærede trang til ekspertisepræget neutral detailforskning. Da V.s eget jeg tilmed mere og mere forsvandt fra forskningsprocessen, sivede livet ud af værkerne hvoraf selv de tungeste dog vedblev at præges af hans skarpsindige ånd. Han følte sig mere og mere tynget af sin pligtprægede borgerlige arbejdsdisciplin der ikke tillod ham at søge den nødvendige inspiration i den stadig mere barske ydre virkelighed. Den vendte han også ryggen fordi den truede med at slå den sarte efterkommer efter den unge villede optimist fra før århundredskiftet ihjel. På sine gamle dage kom V. derfor til at virke "næsten som ren Aand" der gik som "Gæst i Støvet" (Paul V. Rubow). V. blev Julius Langes værdige arvtager i plæderingen for det rent menneskeliges centrale betydning i videnskab og kunst, men udviklede sig alligevel til den store Sisyfos-figur i dansk humanistisk videnskab. Skønt foregangsmand som kultur- og litteraturhistoriker, ikke mindst i den geniale afsløring af den maske karrieren og de sociale hensyn pålagde personligheden blev han ude af stand til at bygge en tilsvarende sammenhængende, smuk og stærkt virkende bygning som forbilledet Georg Brandes i Hovedstrømninger. Bindingen til hjemmet, især den borgerliggjorte mor, og til den i hans ungdom herskende dekadente impressionisme viste sig for kraftig. Hans sociale budskab blev derfor fatalt reduceret til bare én idé: individets pligt over for sig selv i kamp med det borgerlige samfunds forhærdede moral. I sin opslugthed af privat-etiske problemer tilsidesatte han det sociale spørgsmål hvorfor han trods sin centrale rolle som antifilistrøs moralprædikant selv udviklede sig i mere og mere småborgerlig retning. Som yngre kæmpede han ganske vist mod den undertrykkende mentalitet hos højre- og venstrefløj i den personlige friheds navn, men inderst inde troede han aldrig på at denne frihed kunne realiseres. Derfor blev han en korsfarer uden tro, en oprører uden samfundsideal som efterhånden adskilte kunst og videnskab og fatalistisk trak sig ud af verden for som sin mor at havne bag dobbelte vinduer i Birkerød. – Medlem af Videnskabernes selskab 1913.

Familie

Forældre: departementschef P. V. (1823-1911) og Fanny V. A. Hebbe (1833-1912). Gift 1. gang 15.10.1892 i Kbh. (Skt. Jacob) med Simona Friboline Neukirch, født 5.1.1862 i Horsens, død 29.1.1940 i Birkerød, d. af distriktslæge Simon Peder N. (ved fødslen Sally Simon N.; døbt 1861) (1811-91) og Anine Friboline Drewsen (1833-1921). Gift 1. gang 17.4.1941 i Birkerød (b.v.) med fuldmægtig under Kbh.s magistrat Ellen Alfhild Lykke, født 9.8.1883 i Kbh. (Trin.), død 4.9.1943 i Birkerød, d. af kommunelæge, dr.med. Jacob Gabriel L. (1846-1918) og Mary Johanne Henriette Hertz (1856-1933). – Bror til H. V. og Peter V.

Ikonografi

Tegn. 1896 (Kgl. bibl.). Afbildet på karikaturtegn, af H. Jensenius, 1922 (sst.). Mal. af Povl Schrøder, 1927, af Magdalene Hammerich, 1928 og af Axel Bredsdorff, 1939. Tegn. af Gerda Ploug Sarp. Foto.

Bibliografi

Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1890 55f, Studenterbogen, red. C. N. Starcke, 1896 164-78 (optr. i V. V.: Firsernes førere, 1923 1-11) samt Mit hjem II, 1912 46-49. Interview i Gads da. mag. XIX, 1925 554-59. Breve fra Jul. Lange, udg. P. Købke, 1902. Niels Møller, Vald. Vedel. Brevveksl. 1885-1915, udg. Kn. Bøgh, 1959.

Lit. Alfr. Ipsen: Litterære portræter, 1906 156-67. Axel Garde: Dansk ånd, 1908 48-52. Georg Christensen i Edda I, Kria. 1914 426f og XX, 1923 297f. Samme i Tilskueren XXXII, 1915 II 381-89. Poul Levin sst. XL, 1923 II 266-69. K. F. Plesner sst. LII, 1935 II 366-70 (optr. i forf.s Gode klerke, 1944 135-40). Vilh. Andersen: Tider og typer. Goethe II, 1916 334-39. Samme: Folk og mennesker, 1919 211-22. Samme i Oversigt over vidensk. selsk.s virksomhed 1941-42 51-62 (optr. i forf.s Et tiår, 1945 100-10). Sv. Leopold: Tres talenter, 1918 177-80. Fr. Vetterlund: Ur portföljen, Sth. 1927 265-81. Festskr. til V. V., red. K. F. Plesner, 1935 (heri bibliografi 357-82). Carl Behrens: Erindr., 1937. Paul V. Rubow i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1942 52-63. Samme i Ord och bild LI, Sth. 1942 355-61. Samme: Mit bibliotek, 1943 113-33. Sv. Møller Kristensen: Digteren og samfundet II, 1945 (2. udg. 1965). Ejnar Thomsen: Skribenter og salmister, 1957 88-95. Marcus Rubin: Brevveksl., udg. Lorenz Rerup II–IV, 1963. Hakon Stangerup: Henrik Cavling og den moderne avis, 1968. Samme i Festskr. til Jens Kruuse, s.å. 319-38. F. J. Billeskov Jansen i Samtiden LXXXIII, Oslo 1974 631-44. Samme: Liv og lærdom, 1983 207-22. Leo Tandrup: Ravn I–II. 1979. Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj IX, 1979. Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Tandrup: Vald. Vedel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298959