Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Torben Brostrøm

Oprindelige forfattere MeHa og Winge

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Torben Brostrøm, f. 4.6.1927, litteraturforsker. Efter studentereksamen fra Aalborg Katedralskole 1946 studerede Torben Brostrøm dansk og fransk ved Københavns universitet. Han tog skoleembedseksamen 1953 og ansattes ved Ingrid Jespersens skole som adjunkt 1955, lektor samme sted 1963. Han var professor i dansk litteratur ved Danmarks lærerhøjskole 1979-92.

1956 tilknyttedes Torben Brostrøm dagbladet Information hvor han siden har virket som anmelder af såvel skønlitterære som litteraturteoretiske og -kritiske værker. Han redigerede tidsskriftet Hvedekorn 1955–60 og var redaktør af Vindrosen 1965–68 sammen med Niels Barfoed; han redigerede endvidere Selvsyn 1960–66. Som kritiker har Torben Brostrøm været banebrydende for en litteraturkritisk analysemetode der sædvanligvis betegnes som nykritisk efter den angelsaksiske "new criticism." Torben Brostrøm har både i praksis anvendt metoden og skrevet om den, bl.a. i Versets løvemanke, 1960 hvor han i sit opgør med den traditionelle kritik var stærkt polemisk. I bøgerne Poetisk kermesse, 1962, Ti års lyrik, 1966, Labyrint og arabesk, 1967, i Ti års kritik, 1975 og Fantasi og dokument, 1984 har han behandlet en lang række digterværker der af mange læsere blev betragtet som vanskelige og utilgængelige, og Torben Brostrøm har gennem sine indforståede læsninger og sin pædagogiske fremstillingsform gjort en del af disse arbejder mere forståelige og vedkommende.

I Dansk litteraturhistorie, 1964–66, har Torben Brostrøm i værkets 4. bind behandlet den danske lyrik og prosa siden 1920, og heraf fremgår det at Torben Brostrøm også formår at skrive engageret om mere traditionelt skrivende forfattere. Klaus Rifbjerg en digter i tiden I-II, 1970 og 1991, er en central monografi over et af 1960'ernes væsentligste forfatterskaber. Torben Brostrøm har endvidere skrevet om Moderne svensk litteratur 1940–1972, 1973, og har udgivet flere værker og antologier, bl.a. Gustaf Munch-Petersens Samlede skrifter 1–11, 1959, med en indledning, Lytteposter i halvtredsernes danske lyrik, 1960, Den ny poesi, 1962 (2. udgave 1965), Opgøret med modernismen, 1974, og Folkeeventyrets moderne genbrug, 1987.

Annonce

Senest har Torben Brostrøm udgivet en række erindringsværker: Men dansen den går, 1994, betegnes litterære memoirer. De mere personlige erindringer og refleksioner følger i Lod og del, 1997, Tegn og træf, 1998, og Rad og række: voksne erindringer, 2006. Ventetid. Om ikke at dø, 2007 er en samling erindringsessays, der kredser om et sygdomsforløb.

Torben Brostrøm har modtaget flere priser for sin kritiske virksomhed, således Louisiana-prisen 1962, Søren Gyldendal-prisen 1968, Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelses pris 1969, Tegner-prisen 1979, Georg Brandes-prisen 1988 og Det svenske akademis nordiske pris 2002. Han blev medlem af Det danske akademi 1973 og æresdoktor ved Lunds universitet 1986.

Familie

Torben Brostrøm er født i Kalundborg i 1927. Forældre: ingeniør Carl Christian Brostrøm (1897–1960) og Julie Marie Antonie Stephensen (1897–1978). Gift 1. gang 31.1.1953 i København (Vor Frelsers) med Kirsten Andersen, født 18.3.1929 i København (Samuels), død 2000, datter af beregner Hans Peter Andersen (1901–45) og Inger Hansen (født 1903). Gift 2. gang 3.9.2011 med cand.mag. Lene Remmer, født 25.4.1939.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

H. Hertel og H.-J. Nielsen i Information 18.4.1968.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Mette Winge: Torben Brostrøm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287741