Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paul Krüger

Oprindelig forfatter FJBJa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Paul Krüger, 23.4.1897-31.12.1965, litteraturforsker. Født i Helsingør, død i Århus, begravet i Nødebo. K. blev 1915 matematisk student fra faderens skole i Helsingør. På universitetet hørte han forelæsninger hos Valdemar Vedel og Vilhelm Andersen; studerede også kunsthistorie hos Francis Beckett og æstetik hos Cl. Wilkens. Juni 1922 erhvervede han konferens i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie; hans hovedopgave handlede om "den moderne franske kritik i dens stilling til Taines teorier". Med stipendiestøtte havde K. et studieophold i Paris 1923-24; her uddybedes hans kendskab og kærlighed til Frankrigs litteratur og hele kultur. Derefter underviste han først ved gymnasier og seminarier i København, som dansk rejselektor i Sverige foråret 1925, endelig som adjunkt ved Haslev gymnasium 1925-29. Som lektor i dansk sprog og litteratur ved Sorbonne 1929-34 hørte han med udbytte forelæsninger på College de France hos Paul Hazard og Abel Lefranc ligesom han samlede det store materiale til disputatsen Fransk litterær Kritik indtil 1830. Ideer og Metoder som han forsvarede på Kbh.s universitet 25.6.1936. Dette skrift udmærker sig ved behandlingen både af en hovedforfatter som N. Boileau-Despréaux og af en mængde forglemte kritikere K. tålmodigt fandt frem til. Hele værket skulle tjene som fodstykke til Sainte-Beuves litterære Kritik der udkom 1945. Fra 1935 virkede K. som adjunkt, fra 1942 som lektor ved Metropolitanskolen. Han underviste med lyst på alle skolens trin; han optrådte desuden som privatdocent på universitetet. 1943 blev han docent, 1947 professor i almindelig litteraturvidenskab (fra 1964 benævnt almindelig og sammenlignende litteraturhistorie) ved Århus univ. K.s lærdom og lune udfoldede sig i hans undervisning samtidig med at han fordrede stringens og metodisk konsekvens af de studerende. K. var fra 1936 en værdsat censor ved skoleembedseksamen i dansk. Til tidsskriftet Orbis litterarum leverede han 1945-50 en kritisk redegørelse for hvert års litteraturforskning i Danmark. Over for denne ømtålelige opgave udviste K. åbenhed og sikkert jugement. Tilfældigheder ville at hans egne arbejder fremkom på svensk, en medlevende monografi om Honoré de Balzac, 1959 og til Bonniers alimanna litteraturhistoria afsnit om fransk og sydromansk litteratur 1760-1890 (1961-62). K. følte sig ansvarlig for sit lærefag og arbejdede aktivt inden for Association internationale de littérature comparée, bl.a. som vicepræsident 1954-61. Det var i samme ånd han fra 1938 samlede dele af Georg Brandes' udenlandske korrespondance og udgav den med righoldig kommentar som Correspondance de Georg Brandes (1952-66); sidste bind af denne internationalt betydningsfulde brevudgave kom året efter udgiverens død. 1968 udgav Henning Fenger og Else Marie Bukdahl hans Studier i komparativ litteratur. K. var som menneske og forsker generøst udrustet fra naturens hånd. Han var som sin far liberal humanist. I sine skrifter forenede han naturvidenskabelig eksakthed med smittende fortælleglæde. I samvær med venner og kolleger udviste han et åndfuldt vid og et stundom overgivent humør.

Familie

Forældre: rektor, professor Chr. K. (1849-1936) og Ada E. Hvid (1867-1912). Gift 29.12.1925 i Svendborg med Agnete Mossin, født 16.10.1901 i Svendborg, d. af rektor Axel Asynkritus M. (1867-1927) og Ellen Margrethe Møller (1877-1970).

Ikonografi

Mal.

Annonce

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1936 178f. – F. J. Billeskov Jansen i Georg Brandes: Correspondance III, 1966 VIIf. Henning Fenger i Århus univ.s årsberetn. 1965-66, 1967 13-17. Samme i P. K.: Studier i komparativ lit., udg. Henning Fenger og Else Marie Bukdahl, 1968 7-19 (heri også bibliografi 259-65). Paul V. Rubow i Oversigt over vidensk. selsk.s virksomhed 1966-67, 1967 83-86.

Referér til denne tekst ved at skrive:
F.J. Billeskov Jansen: Paul Krüger i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293106