Henning Fenger, Henning Johannes Hauch Fenger, 9.8.1921-20.12.1985, litteraturforsker. Født i Brahetrolleborg sg. Efter studentereksamen fra Sorø akademi studerede Henning Fenger alm. og sml. litteraturhistorie ved Kbh.s univ. Han modtog her stærke indtryk af bl.a. professor Paul V. Rubow hvis studier over Georg Brandes Henning Fenger fortsatte og uddybede. Efter mag.konferens 1948 fulgte langvarige studieophold i Frankrig og USA. Henning Fenger var dansk lektor ved universitetet i Strasbourg 1954-55 og ved Sorbonne i Paris 1955-61. 1955 blev han dr.phil. på en afhandling om Georg Brandes' studier og læsning Georg Brandes' læreår. Denne bog efterfulgtes af en biografisk redegørelse for Brandes' liv og rejser i ungdomsårene Den unge Brandes, 1957. 1961-66 var han lecturer ved Cambridge University, 1966-72 professor i alm. og sml. litteraturhistorie ved Århus universitet. Han havde her et nært samarbejde med professor P. Krüger og efter Krügers død foranledigede han dennes efterladte arbejder udg. i bogform, Studier i komparativ litteratur, 1968. 1972-74 var Henning Fenger professor i litteraturvidenskab ved Odense univ. Henning Fengers interesse for Brandes har endvidere givet sig udslag i bogen Georg Brandes et la France, 1963 og i en udg. af Brandes' tidlige forelæsninger og teateranmeldelser i bogen Georg Brandes og det nyere franske drama, 1978. Ved siden af Brandes har Henning Fenger især beskæftiget sig med J. L. Heiberg og Søren Kierkegaard. Heibergstudiernes resultater er nedlagt i The Heibergs, 1971 og Kierkegaardstudierne i Kierkegaardmyter og Kierkegaardkilder, 1976.

Familie

Forældre: forstander, senere skovejer Poul Fenger (1877-1964) og Asta Carlsen (1884-1966). Gift 1. gang 1945 i Tårbæk med gartner Kirsten Agnete Wiedemann, født 12.6.1914 i Kbh., død 28.5.1956 sst., d. af grosserer Knud J. Wiedemann (1885-1977) og Rigmor Vogt (1893-1976). Gift 2. gang 1966 i Holte med adjunkt Jane Bjørndahl, født 18.2.1941 i Odense, d. af major Poul Borking (død 1966) og overlærer Ellen Bjørndahl. Gift 3. gang 14.12.1974 i Paris med journalist Lise Lander, f. Gateau, født 14.11.1935 i Paris (gift 1. gang med balletmester Harald Lander, 1905-71), d. af professor Jean Gateau (1887-1967) og Ragna Finsen (født 1894).

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig