Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Brix

Oprindelig forfatter MBrOE

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Hans Brix, Hans Nicolaus Brix, 24.10.1870-20.1.1961, litteraturforsker, kritiker. Hans Brix var af sønderjysk slægt og blev student fra Ribe 1887. Efter embedseksamen 1894 (cand.mag. med dansk, fransk og latin) virkede han som lærer ved forskellige skoler, fra 1903 ved Giersings realskole i Odense. Her blev han involveret i forberedelserne til H.C. Andersens 100-års-fødselsdag, både med hensyn til indsamlingsarbejdet til museet og som bidragyder til det lille skrift "H.C. Andersen fra hans Fødeby", 1905 med en endnu læseværdig artikel om Andersens digtning. Den videre syssel med digterens dagbøger og levnedsproblemer satte frugt i disputatsen H.C. Andersen og hans Eventyr, 1907 der er standardeksemplet i dansk litteraturforskning på den biografiske fortolkningsmetode. En række eventyr belyses gennem deres tilblivelse og virkelighedsbaggrund, men der forekommer også vilkårlige og uholdbare konstruktioner.

Året forinden var Hans Brix blevet gymnasieadjunkt i Ålborg, og ud af hans litteraturundervisning voksede et antal fine studier, især af ældre lyrik. Allerede som student havde han foretaget undersøgelser af versekunst (Om Stavelsesrimet i Dansk, publiceret i Dania 1898), og nu fulgte Fagre Ord. Smaa Kommentarer til berømte danske Digte, 1908, fra Brorson til Drachmann, Tonen fra Himlen. Billeder af den kristelige Lyrik, 1912, om vore salmister og Vers fra gamle Dage. Studier i Middelalderens Digtekunst, 1918, særlig om de såkaldte historiske folkeviser og deres overleveringsproblemer. I Gudernes Tungemaal, 1911, som er tilegnet Georg Brandes, er de lyrisk-metriske analyser suppleret med episke og dramatiske med sigte mod at skitsere en almen poetik, en teknisk belysning af digtekunstens genrer; det er det nærmeste Hans Brix er kommet henimod en litteraturteori, men den er rent empirisk-naturalistisk. I et par tilfælde samlede han sine punktvise studier om klassiske forfatterskaber Johannes Ewald, 1913, og Blicher-Studier, 1916, der begge er ret ujævne men indeholder glimrende iagttagelser.

1919 blev Hans Brix docent i dansk litteratur ved Københavns universitet og 1924 professor sammesteds. Som et overskue over fagfeltet udgav han 1926 det flere gange optrykte populærværk Danmarks Digtere. Fyrretyve Kapitler af dansk Digtekunsts Historie. Det går fra Saxo til Pontoppidan med en kort epilog om den senere litteraturudvikling. Det er båret af ægte kærlighed til vor litterære arv, men karakteriserer den med lune og skarpsyn uden mindste brug af klicheer. Hans Brix' hjerte var især hos den ældre digtning, og som universitetskollega til Vilhelm Andersen fik han litteraturen før Holberg som sit særlige forelæsningsdomæne. Det afspejles i en række arbejder hvor tekstfilologiens metoder er forenet med æstetisk finsans og dristig kombinationslyst. Samtidig med Indledning og Bemærkninger til Palladius' Visitatsbog, 1927, kom Gorm Konge og Thyra hans Kone (sammen med Lis Jacobsen og Niels Møller) der søger at omtolke den lille Jellingesten, og som blev optakt til nogle stærkt omstridte afhandlinger om talmagi i runeindskrifterne (Studier i nordisk Runemagi, 1928, fortsat i Aarbøger for nordisk Oldk. og Hist., 1929, Systematiske Beregninger i de danske Runeindskrifter, 1932).

Annonce

Derefter fulgte en imposant samling af blandede forskninger, udsendt under titlen Analyser og Problemer. Undersøgelser i den ældre danske Litteratur I-VI I, 1933–55. Emnekredsen strækker sig op til guldalderdigterne med enkelte nyere temaer, men tyngdepunktet ligger i perioden før 1700 hvor bl.a. skoledramaet, renæssanceepikken og baroklyrikken kommer i helt fornyet belysning. Desuden indgår et anseligt antal Holbergiana, og efter sin afsked fra universitetet fik Hans Brix udbygget sine synspunkter på komedierne i et digert bind Ludvig Holbergs Komedier, 1942. Det blev indledningen til en række monografier i Hans Brix' lange og frugtbare otium hvor han tillige vendte sig til samtidens digtere. Bogen om Kaj Munk(Hurtig svandt den lyse Sommer!, 1946) er monument over det varige venskab med denne omtumlede dramatiker hvis bane han som teaterkonsulent (se nedenfor) havde været med til at forme. Bogen om Munks fætter, Nis Petersen. Liv og Digt, 1947 udsprang af interessen dels for hans lyrik som Hans Brix havde udgivet 1944, dels for uopklarede gåder i hans livsløb.

Om en tredje ener i tidens litteratur skrev han Karen Blixens Eventyr, 1949, idet de sindrige fantastiske fortællinger måtte tiltrække denne trænede fortolker (som dog kom til at overse enkelte pointer, sml. J. Claudi i Gads danske Magasin 1950). Derefter vendte han tilbage til sin yndlingspoet fra guldaldertiden Emil Aarestrup, 1952 (med et supplementsbind rummende digterens breve til hustruen) hvor endnu en gang biografiske opdagelser præsenteres jævnsides med æstetiske analyser. Hans sidste bog om Ambrosius Stub, 1960, er svagere og skæmmet af uhæmmede tekstændringsforslag til Stubs mangelfuldt overleverede digte.

Nær forbindelse med hans faglige produktion har hans virksomhed som udgiver, hvor hans force var en røntgenagtig evne til at tyde vanskelige håndskrifter og hans svaghed en hang til vilkårlige tekstrettelser. Hans hovedbedrifter er udgaverne af Aarestrups samlede skrifter, 1922–25 (sammen med P. Raunkiær) og H.C. Andersens Levnedsbog som han fremdrog af Det kgl. bibliotek, 1926. Desuden udgav han Wadskiærs digte, 1915, Andersens eventyr, 1919 (begge sammen med Anker Jensen), Holbergs komedier, 1922–23, samt Aarestrup- og Ewald-manuskripter i serien Danske digtere ved arbejdet, 1940–44.

Allerede kort efter at have disputeret blev Hans Brix knyttet af Henrik Cavling til Politiken som litteraturanmelder. I årene 1915–36 virkede han ved den Ferslewske presse (siden 1934 ved Dagens Nyheder); derefter overgik han til at anmelde litteratur og teater ved B.T. og fra 1940 ved Berlingske Aftenavis. Hans redaktionelle skiften var ikke politisk bestemt; han var stedse den æstetiske bedømmer der fyndigt og ofte i slående korthed afsagde sine domme. Han var åben for alle retninger blot han vejrede litterær kvalitet; hans fare som kritiker var fristelsen til sproglige kapricer, reversen af den friske og ubanale stil han fra begyndelsen mestrede. Hvad han fandt talentløst spiddede han med et par volter af sin pen og anså det selv for hensynsfuldt at processen ikke trak i langdrag.

En tilsvarende ordfantasi udfoldede han som teaterkritiker (ved tidsskriftet Forum 1933, fra 1934 ved de ovennævnte blade). Her besad han den særlige baggrund at han i årene 1924–31 havde været tilknyttet Det kgl. teater som litterær konsulent. Han havde kun rådgivende myndighed over for teaterledelsen, men kunne dog gå i brechen for det unge danske drama, især Kaj Munk, men også Sven Clausen og C.E. Soya; omvendt var han uden synderlig sans for den moderne verdensdramatik. Hans kendskab til scenens folk og kulisselivet kom ham til gode som teateranmelder, og her kunne hans stilbrillans fejre særlige triumfer i karakteristikker af sceneri og skuespillere.

Selv blev han en kendt og delvis frygtet figur i det københavnske miljø, hvor han foretrak omgang med avisens og teatrets kredse fremfor universitetets. Men hans omfattende lærdomsværk vil bevare hans navn i kraft af de talrige lysende enkeltheder og evnen til at få de gamle tekster til at glimte af liv. Han forsagede de store åndshistoriske sammenhænge, de idémæssige synteser og de abstrakte systemer for til gengæld at sætte ind med punktuelle analyser – blottet for fagjargon, i et preciøst tilslebet sprog.

Familie

Hans Brix blev født i Vejle, død i Gentofte, begravet samme sted. Forældre: løjtnant af infanteriet, lærer, senere kaptajn og realskolebestyrer i Varde Nicolaus Brix (1835–1912, gift 2. gang 1895 med Caroline Mathilde Laub, 1855–1942) og Anna Marie Ohrt (1838–93). Gift 5.9.1903 i Struer med Johanne Scholl, født 6.7.1882 i København (Holmens), død 19.1.1962 i Gentofte, datter af cand.pharm., senere apoteker i Struer Herlov Dalhoff Scholl (1848–1914) og Malfridur Øgmundsen (1850–1920).

Udnævnelser

R. 1928. DM. 1931.

Ikonografi

Tegning af P.S. Krøyer, 1907, af Ernestine Nyrop ca. 1928, af Carl Jensen ca. 1928 og af Hans Bendix ca. 1928 og senere. Tegning af Johs. Glob, 1931 (Fr.borg) og maleri af samme, 1932. Træsnit af Alex Garff, 1932. Maleri af Alex Bredsdorff, 1933. Tegning af Otto Christensen 1935, 1950 og 1958 (de to på Fr.borg) samt 1960. Karikatur af Jensenius, 1940 (Kgl. bibliotek). Maleri af Margrethe Svenn Poulsen ca. 1950 og af A. Tørsleff, 1955 (Fr.borg). Tegning af Hans Bendix, 1960 (samme sted). Tegning af Viggo Thomsen. Linoleumssnit af K.J. Almquist. Livsmaske. Foto.

Bibliografi

Interview i Gads da. mag., 1931. – Volmer Dissing i Danske digtere i det 20. årh., ny saml. 1955 411. Fr. Nielsen samme sted, 1966 III 739. Paul V. Rubow i Politiken 24.10.1960. Samme i Festskrift udgivet af Københavns universitet november 1961. Jens Kistrup: Hans Brix og teatret, 1969. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Brøndsted: Hans Brix i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287664