Alf Henriques, 16.12.1906-27.7.1976, litteraturforsker. Alf Henriques blev student fra Efterslægtselsskabets skole 1925 og cand.mag. i dansk og tysk 1931. Han har erkendt sin gæld til det filologiske som et bærende element i bl.a. Vilhelm Andersens undervisning, men følte sig også tiltrukket af genrehistorien; han har gennemarbejdet størstedelen af det danske dramas historie fra Holberg til Kaj Munk. Alf Henriques' første afhandlinger Harald Haarfager, Oehlenschlägers første nordiske Drama og Det danske Skæbnedrama (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning 1934 (Fem danske studier tilegnet Vilh. Andersen) og 1936) er på een gang levende og metodisk sikre behandlinger af et delvis obskurt stof. De leder hen til disputatsen i 1941 Shakespeare og Danmark indtil 1840. Værket er et stort rydningsarbejde, og alene det indsamlede materiale repræsenterer en betydelig arbejdsindsats; væsentligst er dog påvisningen af hvordan Shakespeare gennem opførelser, oversættelser og efterligninger blev en levende kraft i det danske dramas udvikling. 1934–42 var Alf Henriques dansk lektor i Uppsala og virkede også 1943–45 i Sverige. Fra denne tid skriver sig den koncentrerede introduktion Johannes V. Jensen, 1938, Modern dansk dramatik, 1942 og Svensk litteratur 1900–1940, 1942, med åbenlys afsmitning af hans egen læseglæde. Kaj Munk, svensk 1944, dansk 1945, er en både bevæget og nøgtern skildring.

Indtil 1955 var Alf Henriques lektor ved Aurehøj gymnasium og 1948–54 formand for Dansklærerforeningen til hvis udgaver han flittigt bidrog samtidig med at han fortsat leverede bidrag til teaterhistorien og skrev teaterkritik i Jyllands-Posten 1946–55. Litteraturforstaaelse, 1948, vandt stor udbredelse; den er pædagogisk uden misvisende forenkling, og et stort stof gennemgås med let hånd. Fra 1955 til sin død var Alf Henriques dramatisk konsulent ved Det kgl. teater og 1956–68 forstander for teatrets elevskole. Det var dennes nedlæggelse der inspirerede ham til hans sidste bog Historien om en skuespillerskole, 1974, om den rosingrahbekske skole; måske Alf Henriques' mest oplagt skrevne bog.

Alf Henriques var et musisk menneske med stor lydhørhed over for det ægte hvad han også viste ved næsten 30 års virksomhed som censor ved skoleembedseksamen. Det var litteraturens store skikkelser der fængslede ham; til mindre ånder holdt han en let ironisk, men ikke overlegen distance. Som forsker skyede han unødig teoretiseren og fastholdt livet igennem en kritisk holdning over for de grænsevidenskaber – psykologi, sociologi – der forekom ham at true litteraturvidenskabens autonomi. 1966 blev han æresdoktor ved Uppsala universitet.

Familie

Alf Henriques blev født i København, død i Helsingør, begravet samme sted. Forældre: hovedkasserer Rolf Vilhelm Henriques (1862–1947) og violinist Immanuella (Ella) Antoinette Sidenius (1876–1969). Gift 1. gang 15.1.1935 i Gentofte med Inga Poulsen, født 4.12.1910 i København, død 17.1.1941 i Uppsala, datter af Marie Poulsen (død 1946). Gift 2. gang 5.12.1944 i Göteborg med adjunkt Else Gudrun Henriques, født 18.2.1905 på Frederiksberg, død 15.7.1972 i Hillerød, datter af overretssagfører Arthur Carl Henriques (1878–1958) og Else Bing (1882–1949).

Udnævnelser

R. 1959.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskrift udgivet af Københavns universitet november 1941 134f. – Poul Linneballe i Gymnasieskolen, 1976 732f. Anne E. Jensen i Kulturminder 3.r. II, 1979 151–54.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig