Malthe Møller, , 24.11.1771-21.7.1834, litterat. Født i Helsingør, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Ass.). M. blev student 1788 fra Helsingør. Han studerede teologi uden at tage eksamen og drog 1792 til Tyskland. Fra Jena udgav han 1795-97 anonymt Repertorium for Fædrelandets Religionslærere, fem hæfter der skaffede ham en lige så stor som kortvarig berømmelse. Skriftet blev ved R. Nyerups hjælp trykt i Kbh. Dets hensigt var at gøre teologerne kendt med Immanuel Kant ved hvem filosofien var blevet "videnskabernes videnskab". Uagtet det er et meget tarveligt bekendtskab med Kant der kan gøres ved hjælp af repertoriet fik det dog i denne henseende en betydning idet den mand i Danmark der har gjort det dybeste studium af "den store Königsberger-vise", A. S. Ørsted, her første gang synes at være blevet opmærksom på ham.

Hvad der vakte opsigt i samtiden var skriftets "kætterske" udtalelser i religiøs henseende og tillige de personlige angreb på visse præster. Da M. i skriftet angav at være præst måtte biskop N. E. Balle tage stilling til ham i en offentliggjort erklæring til kancelliet: han vil ikke, skønt det var blevet forlangt fra anonym side, have ham afstraffet, men M. må eventuelt søge sin afsked. M. opgav sin anonymitet, og da det viste sig at han blot var student gjorde ingen ham noget; men han havde selv en tid lang forfølgelsesvanvid. Hvornår han kom hjem vides ikke. Endnu 1805-06 viser et sammenstød med Balle at han ikke har forandret sig synderligt. Han levede af litterært arbejde, udgav en mængde oversættelser, redigerede 1808 et ugeskrift Fortid og Nutid, 1817-18 Dagposten, 1829-34 Den danske Statstidende (Berlingske Tidende). I disse blade findes der intet spor af repertoirets anskuelser. Der siges at han anså dette for et mislykket arbejde som han ikke gerne omtalte. 1813 erhvervede han tilladelse til i stedet for at underkaste sig teologisk embedseksamen at disputere, men tilladelsen blev ikke benyttet.

Familie

Forældre: toldkontrollør Peder M. (1732-90, gift 2. gang 1780 med Maren Ferslew, 1748-1810) og Ulrica Elisabeth Bruun (1750-78). Ugift.

Bibliografi

Breve til Nyerup i S. Birket Smith: Til belysning af lit. personer og forhold, 1884 235-45. – L. Koch i Hist. t. 5.r.II, 1880-81 85-101. E. C. Werlauff: Erindringer af mit liv, 1910 (fot. optr. 1968) = Memoirer og breve XIII.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig