• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

L. J. Flamand

Oprindelig forfatter PEng
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

L. J. Flamand, Ludvig Joseph Flamand, 27.6.1800-9.3.1879, litterat. Født i Kbh. (Kat.), død sst. (Matth.), begravet på Frbg. (Solbjerg). F. kom i boghandlerlære og optrådte tidligt som oversætter af engelsk og tysk underholdende litteratur. Han udgav tillige en række historiske skrifter, således Det oldenborgske Kongehuus, 1843-44, Danmarks Historie fra Christian I. til Nutiden, 1848, Slagene ved Fredericia og Idsted, 1853, Christian VII.s Hof, 1854, Frederik VI.s Hof, 1855, alle ledsaget af portrætter. Navnlig de medfølgende litografier var efterspurgte, og teksternes emner – som historieskrivning uden originalitet – ofte aktuelle og populære. Bogen om Chr. VIIs hof hvis undertitel, Struensee og Caroline Mathilde, bedre dækker indholdet, imødekom et vist behov ved at bringe i oversættelse en del af Struenseeperiodens franske aktstykker.

Familie

Forældre: spisevært Leopold Farmacher (ca. 1765-1812, gift 1. gang 1794 med Anna Sophia Wilhelmina Diner) og Christiane Frederikke Ludvigsen (ca. 1776-1837). Gift 22.4.1825 i Kbh. (Frels.) med Johanne Cecilie Hansen, født 9.4.1803 i Kbh. (Holmens), død 2.3.1874 sst. (Frbg.), d. af savskærer Hans Pedersen og Cecilie Pedersdatter.

Ikonografi

Mal. af Otto Bache.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Engelstoft: L. J. Flamand i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289502