Jens Kragh Høst

Jens Kragh Høst, 15.9.1772-26.3.1844, litterat, historiker. Født på St. Thomas, død på Islegård ved Kbh., begravet i Brønshøj. H. kom til Danmark da han var fire år og voksede op i forældrenes livlige og selskabelige hjem på Gråbrødretorv. Han var et usædvanligt begavet barn, synes at have slægtet faderen på, tidligt udviklet, som skribent foretagsom, velorienteret, men, som det skulle vise sig, uden den stadighed der krævedes til det videnskabelige arbejde hans intellekt gav løfte om. Efter at være dimitteret privat af Fr. Sneedorff til universitetet 1788 blev han 1792 cand.jur., fik bestalling som prokurator ved hof- og stadsretten og søgte allerede næste år, 21 år gammel, at aflægge prøve ved højesteret, men måtte afbryde for ikke at blive refuseret på en uagtsomhed, et udslag af den skødesløshed og uorden der kom til at præge hans livsførelse. 1799 deltog han sammen med bl.a. A. S. Ørsted og M. H. Bornemann i konkurrencen om et juridisk professorat ved universitetet. 1800 blev han protokolsekretær ved højesteret og n.å. assessor ved hof- og stadsretten, et embede han dog 1808 måtte forlade efter dom, fordi han i en sag havde udvist forsømmelighed med fremlæggelse af bevismateriale. En tid skrev han indlæg for prokuratorerne, men levede ellers fra nu af som uafhængig skribent, en kendt figur i tidens litterære og halvpolitiske klubber, selskaber og kaffehuse. Allerede som student havde han oversat en af den franske forfatter J.-P. Florians romaner, Numa Pompilius, flere fulgte. Nu begyndte han at udgive tidsskrifter og ugeblade, alene 1796–1810 udgav, og skrev, han over en halv snes. Emnemæssigt spændte de fra det rent underholdende over litterære og dramaturgiske til oplysende og politiske. Han kunne det hele, hans flid var utrolig, pennen flød let, uden at det ideologiske sigte for alvor anfægtede ham. Han tilhørte så udpræget det udgående århundredes åndsretning og knyttede varige venskaber med dens førende skribenter som K. L. Rahbek, Jens Baggesen, Rasmus Nyerup og Chr. Pram. Sammen med de to sidste stiftede han 1796 Det skandinaviske Literaturselskab, var dets sekretær til 1802 og skrev i dets tidsskrift Skandinavisk Musæum.

H.s betydeligste indsats er fordelt på dette arbejde for skandinavisk forståelse og en række samtidshistoriske værker af folkeoplysende værdi. Tidsskriftet Nordia som han udgav 1795 sammen med F. Høegh-Guldberg og P. H. Haste blev i Sverige fremdraget i kampen mod den Reuterholmske trykkefrihedsforordning, alligevel måtte det gå ind af mangel på svensk interesse. H. var flere gange i Sverige, 1810 med offentlig støtte sammen med notarius publicus G. H. Olsen for at søge at påvirke den offentlige mening til fordel for Frederik VIs tronkandidatur, han udgav Svenske Blade, 1798–99, Svensk Haandordbog for Danske. 1799 og Kort svensk Sproglære for Danske, 1808. Om H.s arbejde for dansk-svensk samarbejde er det træffende sagt at han "var det rør, hvorigennem andre ledede strømningerne, skønt det ingenlunde skal nægtes, at han med sit hurtige og glimtvis tit så lyse hoved også kunne gribe selvstændigt ind i handlingen" (Fr. Bajer). 1812–15 holdt han forelæsninger over svensk sprog og digtning.

Som historisk forfatter var H. mere journalisten og kompilatoren end kildegranskeren, men utroligt produktiv og med et ikke ringe jugement. Af den imponerende produktion (bibliografien fylder seks sider i Erslew) kan nævnes periodiske skrifter som Biographen, eller mærkværdige Menneskers Levnet I-VI, 1803–06, Den danske Statstidende, 1812–13 og Chronos I–II. 1822, og værker, tildels som resultat af offentlige forelæsninger, som Entwurf einer Geschichte der dänischen Monarchie unter der Regierung Christian des VII, I–III. 1813–16, Udsigt over de fem første Aar af Kong Christian den Syvendes Regiering, 1821 og Johann Friedrich Struensee og hans Ministerium I–III. 1824. Også om svensk historie skrev han, samt et værk om De Franskes Keiser Napoleons Levnet I–11. 1810. Det var ligeledes den altid leveringsdygtige H. der fuldførte H. J. Birchs Billedgallerie for Fruentimmer, hvoraf han udgav bind II og III, 1795. 1817 erhvervede han den juridiske doktorgrad på afhandlingen De injuriis verbalibus secundum leges danicas nunc vigentes og han udgav flere bøger om juridiske spørgsmål.

Selv om H. med sin uordentlige livsførelse ikke passede ind i det etablerede borgerskab fik han støtte hos enkeltpersoner som J. G. Moltke og M. L. Nathanson til mange af sine udgivelser. Fra 1819 fik han tillige ventepenge af statskassen men alligevel levede han fra hånden i munden og forsømte hjem og familie, enten rastløst optaget af arbejdet eller i ivrig polemik på knejperne. Hans personlige malproperhed var legendarisk, hvorom Henrik Steffens i sine erindringer giver malende vidnesbyrd. Hustruen, som en tid blev opvartet af Christian Winther, forlod ham med de fire yngste børn som alle tog stedfaderens navn, Schiern. Kun den ældste blev hos H. Omkring 1820 var H. medlem af foreningen Clio, hvor man til uro for regeringen drøftede forfatningsspørgsmål, og i det her virkende hemmelige selskab "Jernringen" hvor han optrådte som politidirektør A. C. Kierulffs spion mod dr. J. J. Dampe. Men om han her spillede dobbeltspil er uklart, i hvert fald talte Kierulff om hans "velbekiendte upaalidelige Karakter". 1835 udgav han et lille bind erindringer der intet føjer til hans portræt. Sine sidste år tilbragte han som delvis sindsforvirret hos en niece, efter en anden niece Sille Beyers udsagn "interessant også i sin galskab". Han der havde tilbragt det meste af sit liv med uophørligt at fylde det hvide papir med egne og andres tanker fik i sin alderdom den mani at fortære hvad han kunne overkomme af papirslapper.