Åge Meyer Benedictsen, 13.7.1866-21.10.1927, forfatter. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., urne på Videvang ved Troldhede. Efter at være blevet student 1886 fra Hauchs skole og cand. phil. 1887 drev B. slaviske studier ved universiteterne i Kbh., Leipzig, Moskva og Warszawa og (1893–97) på langvarige rejser i det russiske og det østrigske område og på Balkanhalvøen. Ved sin overordentlige arbejds- og indfølingsevne og sin sikre hukommelse blev han sprogkyndig som få men hans lingvistiske interesse kom snart helt og holdent til at tjene hans humane; han blev ikke filolog men etnolog og historiker, og hans liv blev viet til at vinde umiddelbar kundskab om folkeslag i og uden for den europæiske kulturverdens periferi og bringe denne kundskab til andre med det formål at udvide deres synskreds og bekæmpe miskendelse og uret nationerne imellem. Udholdende, fordringsløs og praktisk gennemførte han med beskedne midler sine talrige farter i vidtstrakte, primitive egne. Foruden Østeuropa og Tyrkiet (nye besøg 1897–98, 1913, 1922, 1923) gjaldt hans rejser Persien og Kurdistan (1900–01), Armenien (1905–06), Indien (1907–08), Irland (1909), Island (1910–11, 1921), Vestindien (1926). Han skrev Et Folk, der vaagner; Kulturbilleder fra Litaven, 1895 (engelsk udgave 1924), Armenien, et Folks Liv og Kamp gennem to Aartusinder, 1925, afsnittet om de slaviske folk til Illustreret Verdenslitteraturhistorie, 1901, en del artikler til konversationsleksika og enkelte til tidsskrifter, og han oversatte slavisk og finsk skønlitteratur. Sammen med Arthur Christensen har han givet oplysning om lidet kendte iranske sprogforhold (Les dialectes d'Awromån et Parwä, Vid. selsk. skr., hist.-fil. afd., VI, 2 1921). Langt mere omfattende end hans dygtige forfatterskab var imidlertid hans virke som foredragsholder; var han ikke udenlands færdedes han næsten til stadighed rundt i hele Danmark, udsendt af folkeuniversitetsforeningen eller indbudt af højskoler, og evnede som næppe nogen anden at holde tilhørerne fast ved sin anskuelige fortællen der forenede overdådig stofrigdom med enkle ideer og støttedes af hans særprægede og vindende personlige fremtræden. Den menneskekærlighed og retsfølelse der fik ham til fortrinsvis at skrive og tale om stedbørn blandt nationerne viste han på sine livsinteressers område også ved privat hjælpsomhed og ved at deltage i organisationsarbejder. Han var medlem af betyrelsen og i mange år formand for De danske Armenienvenner samt medstifter af og sekretær i Dansk-islandsk samfund, og han vedligeholdt en omfattende korrespondance verden over. 1912 opførte han på heden i Nr. Vium ejendommen Videvang.

Familie

Forældre: grosserer Johan Philip Ferdinand Meyer (1828–87) og tidl. skuespiller ved Det kgl. teater Anna Maria B. (1835–74). Navneforandring 1893. Gift 1. gang 31.12.1890 i Kbh. (b.v., Nordre birk) med Jeanette Schønheyder van Deurs, født 11.6.1864 på Frbg., død 14.10.1898 sst. (Jac.), d. af landstingssekretær Johan Christian Jens Frederik S. van D. (1832–76) og Caroline Adolphine Benedicte Dorette Schønheyder (1834–72). Gift 2. gang 7.7.1912 i Ordrup med Anna Kathrine (Katri) Andreasen, født 26.12.1873 i Dejbjerg, Ringkøbing amt, død 6.12.1970 i Kbh., d. af gårdejer Anders Lausten A. (1846–88) og Maren Larsen (1838–1920).

Ikonografi

Buste efter fotografi af Kristinn Pjetursson 1932. Foto.

Bibliografi

Å. M. B. – en mindebog I–II, 1935 (m. artikler og breve). – Studenterne fra 1886, 1911 og 1926. L. Moltesen m.fl. i Højskolebladet 16.12.1927 sp. 1581–88. – Papirer i Kgl bibl. og Rigsark. Breve og dagbøger på Videvang.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig