Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

William Norrie

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

William Norrie, William Good Norrie, 27.5.1866-30.9.1946, forfatter, teaterdirektør. Født i Kbh. (Holmens), død sst. (Vor Frelsers), begravet på Bispebjerg kgd. N. blev først uddannet ved landbruget, men tog 1889 studentereksamen som privatist og n.å. filosofikum. 1895 udgav han sin første bog En Løsgænger der 1896 efterfulgtes af Unge Junker, og 1897-1904 var han økonomiinspektør ved Dagmarteatret (inkl. Casino 1902-04) under Martinius Nielsens ledelse. 1905-06 rejste han i samme egenskab med "De otte" i Skandinavien, men da det ikke lykkedes at skaffe dette ensemble en ny scene i Kbh. forlod han teatervæsenet og levede nogle år som gårdejer ved Gilleleje. 1911-20 var han på ny økonomidirektør, denne gang ved Det ny teater, og derefter overtog han stillingen som administrerende direktør for Dansk skuespillerforbund. I denne egenskab rykkede han 1921 ind i den af undervisningsminister J. Appel nedsatte sparekommission vedrørende Det kgl. teater som suppleant for den sygemeldte professor Einar Christiansen, og da resultatet af kommissionens arbejde bl.a. blev en ny firedelt teaterdirektion overtog N. 1922 økonomidirektørens plads. Her blev det hans utaknemmelige opgave i praksis at gennemføre de indskrænkninger som kommissionen havde foreslået og ministeriet godkendt. Men da direktionen, som Appel udnævnte i forventning om en snarlig dobbeltscene, to år senere ophævedes hårdhændet af undervisningsminister Nina Bang, avancerede N. til enedirektør hvortil han blev anbefalet af departementschef K. Glahn og Social-Demokratens teatermedarbejder, redaktør C. E. Jensen med hvem N. havde skrevet folkekomedien Fem Søstre (Casino 1908); i øvrigt havde han bearbejdet og oversat en række teaterstykker, deriblandt de store successer Gurli, 1898, farcen Den grønne Elevator, 1921 og fået lystspillet Paa Plads opført 1916 på Det kgl. teater samt komedien Løjtnantens civile Bror på Det ny teater 1920. Som nationalscenens leder samlede N. det bedst mulige personale og indrømmede enkelte kunstnere en gage der tidligere var ukendt i dansk teaterhistorie, men kom derved bort fra sparekommissionens egentlige hensigt, at formindske statens driftstilskud. En ny teaterlov af 14.2.1930 forudsatte indskrænkninger under en anden ledelse, og fra juli 1930 afløstes N. af Adam Poulsen. Opfyldte N. efter undervisningsminister F. J. Borgbjergs opfattelse der hvilede på stemninger i rigsdagen, ikke sin opgave økonomisk set, var til gengæld det repertoire han valgte eller godkendte, både afvekslende og interessant, præget af nyheder fra ind- og udland, fx En Dag paa Hirschholm Slot, Til Skjaldens Ihukommelse, En Idealist, Den leende Jomfru, Swedenhielms, Graven under Triumfbuen, Rejsen endt, Sælsomt Mellemspil. Af ældre dansk dramatisk litteratur genoptog N. Fiskerne der ikke var opført siden 1814, Hakon Jarl og Axel og Valborg; af engelsk Volpone, Stormen (med ny musik af Jean Sibelius) og Som man behager; af fransk Scapins Skalkestykker og Den Gerrige; af tysk Maria Stuart; af russisk Onkel Vanja og Tre Søstre. De verdenskendte instruktører Gordon Craig og Max Reinhardt iscenesatte henholdsvis Kongsemnerne og – med stor succes – Flagermusen. Ved sin afgang blev N. formand for den kortvarige kontrolkomité for dobbeltscenen, og 1931 udgav han et bind ungdomserindringer i romanform En ung Mand fra Firserne. N.s første hustru Anna Pettersson Norrie var udgået fra Musikaliska Akademien og videreuddannet hos Signe Hebbe og debuterede 1882 på Nya teatern. Fra 1888 gæstespillede hun i Kbh. og blev snart Nordens førende operettediva. Hun var desuden en fornem visefortolker, 1914-16 ledede hun den intime kabaret Edderkoppen i Kbh., hvori bl. a. Robert Storm Petersen optrådte. N.s anden hustru, Olivia Norrie, kom 1879 til balletskolen på Det kgl. teater hvor hun debuterede 1885 som Puk i En Skærsommernatsdrøm; hun blev uddannet på den dramatiske elevskole og fik 1891 engagement ved Folketeatret hvor hendes elskværdige ingenuefremstillinger vandt publikums sympati. Fra 1895 tilhørte hun Dagmarteatret og spillede her i en halv snes år et fremragende repertoire (Cathinka i Familien Jensen, titelrollen i Gurli, Skovmærkelil i Klokken, der sank, Cyprienne i Lad os skilles). Kunstnerisk set nåede hun ikke sine samtidige, Betty Nansen og Anna Larssen, men fru N. var smidig, teknisk dygtig i sit spil der støttedes af et udmærket sceneydre. Hun deltog i "De otte"s skandinaviske turné og tilhørte siden på ny de kbh.ske privatscener indtil hun 1930 sluttede sin virksomhed ved Dagmarteatret. I sine senere år spillede hun mest komiske roller.

Familie

Forældre: bogbindermester John Richard N. (1822-1905) og Louise Augusta Jacobsen (1830-90). Gift 1. gang 12.11.1891 på Frbg. med skuespiller Anna Hilda Charlotta Pettersson, født 7.2.1860 i Stockholm, død 19.2.1940, d. af læge, senere distriktslæge Samuel Magnus Axel Könsberg (1827-85) og Anna Pettersson. Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 29.5.1909 i Kbh. (Helligg.) med skuespiller Olivia Johanne Margrethe Jørgensen, født 22.11.1869 i Kbh. (Johs.), død 7.11.1945 sst. (Cit.) (gift 1. gang 1896 med skuespiller Jacob Jacobsen, 1865-1955), d. af instrumentmager Jørgen Adolf J. (1822-1900) og Christiane Pouline Engelund (1835-90).

Udnævnelser

R. 1924. DM. 1927. K2. 1931.

Annonce

Ikonografi

Tegn. af K. Hansen Reistrup, 1894 (Fr.borg). Afbildet på tegn. af H. Jensenius (sst.). Tegn. af Vald. Møller, 1927 (Teatermus.). Buste af Mette Lise v.d. Recke udst. 1937 (Det kgl. teater). Foto.

Bibliografi

Studenterne 1889-1914, ved Th. Hauch-Fausbøll, 1914. Hans Werner i Teatret XXVIII, 1928-29 133-38. Einar Christiansen: Nogle træk af mit liv, 1930 400f 410. Albr. Schmidt: I liv og kunst, 1937 141-48. Olaf Fønss: Thalia tilbedelse, 1948 114f 130 136-47 166 171f. – Om Olivia N.: Albr. Schmidt i Teatret XXV, 1925 82-84. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: William Norrie i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295136