William Heinesen, Andreas William Heinesen, 15.1.1900-12.3.1991, forfatter. For de fleste digtere er oplevelser og indtryk i de tidligste år et uundværligt råstof. Det gjaldt i helt særlig grad William Heinesen. – Sine drengeår indtil 1916 tilbragte han i Torshavn hvor hans far drev et større handelshus på havnen. En lille bitte købstad i udkanten af det danske rige. Og dog en slags regeringsby med amtmand, dansk øvrighed, flådebesøg – og færøsktalende indbyggere. Kun i skolen og når man talte med "de fine" slog man over i dansk. Få hundrede meter fra Tinganes, Skansen, Havnen og de sorttjærede røghuse i den gamle, snævre hovedgade Gongin var der fjeld, rivende bække og halvvilde får i udmarken. En by og et landskab der gav rig næring til fantasien.

Men en anden vigtig forudsætning var det kulturelle miljø William Heinesen voksede op i. Moderen var af dansk familie, og man talte dansk hjemme. Mormoderen levede af klaverundervisning, og hendes lille biedermeierhus i en overgroet have med gammeldags træagtige stauder var et stykke københavnsk guldalderkultur midt i den lille færøske søkøbstad. Her fik William Heinesen kærlighed til digtning, musik og teater, og han og fætteren Jørgen Frantz Jacobsen færdedes hjemmevante i Torshavns "kunstnermiljø", blandt sangkor, amatørorkestre og begejstrede dilettantskuespillere.

I Færøernes mellem- og realskole, i et smukt sorttjæret hus med græs på taget, indterpede jyske lærere Danmarkshistorien og alle de andre færdighedsfag (men ikke et ord om Færøernes natur, historie og sprog). Trods en masse bibelhistorie og salmevers, trods daglig omgang med præster og missionærer var den 16-årige unge mand som midt under første verdenskrig drog ud på den lange færd til København absolut ikketroende. Købmandsskolen var det egentlige mål, men William Heinesens interesse for handel og regnskab var beskeden. Han skrev poesi, blev journalistelev i Ringsted, fortsatte det nære venskab med Jørgen-Frantz Jacobsen – og mødte Otto Gelsted som kom til at betyde meget for ham. Sammen diskuterede de kunst, digtning og marxisme, og sammen traf de Sophus Claussen og andre digtere. De læste, diskuterede og kritiserede hinanden. 1924 udsendte William Heinesen digtsamlingen Høbjergning ved Havet. Indtil 1932 opholdt han sig skiftevis i Kbh. og på Færøerne – og foretog et par længere Europarejser sammen med Jørgen-Frantz Jacobsen.

Fra 1932 blev William Heinesen knyttet til sin fars store rederi- og handelsvirksomhed i Torshavn, og efter faderens død drev han den endog selv indtil han solgte den i 1954. Men om formiddagen var der tid til at skrive. Flere digte og to store romaner var der tid til at skrive. Og under anden verdenskrig var han redaktør af et radikalt ugeblad der trykte indigneret kritik og festlig satire mod embedsmænd og kyniske spekulanter. Nu og i årene efter krigen blev William Heinesen kendt som socialist, kommunist, selvstyremand og modstander af militarisme og Natobasen på Færøerne. Og efterhånden også som en fremragende satirisk tegner og billedkunstner. Flere offentlige udsmykninger bærer William Heinesens signatur.

Også musik spillede fortsat en stor rolle i hans liv. Daglig sad han flere timer ved klaveret. I 1970'erne skabte han ved raffineret udvikling af farvepapirklip bogomslag og plakater af stor skønhed og virkning. Efter anden verdenskrig udgav William Heinesen sine væsentligste kunstværker. En række underfundige, festlige, dramatiske og sprogligt helt suveræne digtsamlinger, novellebind og romaner. Mest kendt og elsket er nok Den sorte gryde, 1949, De fortabte spillemænd, 1950, Det gode håb, 1964, Tårnet ved verdens ende, 1976. Flere af titlerne er oversat til mere end ti fremmede sprog. Og som noget helt bemærkelsesværdigt: professor Christian Matras oversatte næsten hele forfatterskabet til færøsk. William Heinesen udgav desuden udgivet sin brevveksling med Jørgen-Frantz Jacobsen, Det dyrebare liv, 1958 og skrev artikler om billedkunst og politik i færøsk og dansk presse.

Man ser tydeligt en udvikling i forfatterskabet fra debuten i 1921 og til hans sene værker. De første digtsamlinger indeholdt indtryk fra Færøerne og ensomhedsstemninger fra København, men først og fremmest er de karakteristiske ved at verdensrummet, solen, månen og stjernerne er lige så nærværende som den jord vi går rundt på. Først efterhånden suppleres denne kosmiske lyrik med socialt engagerede digte. I trediverne blev det helt klart hvor William Heinesen stod politisk. Hans store kollektive romaner viser at han er på de udbyttedes side mod regereri og mod kapitalen og religionens udnyttelse af forskræmte folk. Men her blev aldrig tale om skematisk socialistisk realisme. Underfundigt og med stor viden om menneskelivet, med blik for det løjerlige og komiske, men også vidende om at der trods alt findes ømhed og solidaritet mellem mennesker har han skildret klassesamfundet sådan som han oplevede det i sin hjemegn, de våde grønne øer i Atlanten hvor "gammellivet" egentlig først blev skubbet til side af den moderne kapitalisme under anden verdenskrig og i årene efter.

I de seneste bøger spiller barndommens erindringer og fantasien en stadig større rolle. Forfatterskabet henter detaljer og dufte fra et lille bitte samfund langt fra de pulserende hovedstrøg. Men når mennesker der intet forhold har til røghuse, klipfisk og lægprædikanter i små bygder alligevel elsker dette forfatterskab, uanset om de bor i Danmark, Sovjetunionen eller USA, så hænger det sammen med at William Heinesen var en stor digter der vidste meget om menneskelivet. I sit 80. år arbejdede han med energi og lystighed på en ny samling fortællinger der karakteristisk nok hedder Her skal danses.

De vigtigste titler i forfatterskabet foruden de nævnte er romanerne Blæsende Gry, 1934, Noatun, 1938 og Moder Syvstjerne, 1952, digtsamlingerne Arktiske Elegier og andre Digte, 1921, Hymne og harmsang, 1961, Panorama med regnbue, 1972 og novellesamlingerne Gamaliels besættelse, 1960, Kur mod onde ånder, 1967, Don Juan fra Tranhuset, 1970 og Fortællinger fra Thorshavn, 1973. Hans sidste bog er Laterna magica: nye erindringsnoveller, 1985. Hans lyrik er udgivet i Samlede digte, 1984. Et udvalg af William Heinesens arbejder inden for den bildende kunst er med tekst af Heinesen selv udgivet i 1980 i bogen Fra billedmagerens værksted. Tegninger, malerier og farveklip. (Færøsk udgave samme år). William Heinesen blev medlem af Det danske akademi 1961. Han fik Dansk-færøsk kulturfonds pris 1962, Nordisk råds pris 1965, Holbergmedaljen 1958, Aarestrup-medaljen 1968, H.C. Andersen-prisen , Henri Nathansenprisen 1979, Sonningprisen 1985 og Det svenske akademis nordiske pris 1987. Som den første færing modtog han 1981 medaljen Ingenio et arti.

William Heinesens søn Zacharias Heinesen , født 19.6.1936, er uddannet på kunstakademiet i København 1959–63 hos professor Niels Lergaard. Han har udstillet på den årlige færøske Olaiudstilling i Torshavn siden 1956 og deltaget i færøske vandreudstillinger i de skandinaviske lande samt i Finland og Skotland. Fra 1972 var han medlem af sammenslutningen Den nordiske. Han har haft separatudstillinger i København og gjort udsmykningsarbejder på bl.a. Hotel Føroyar 1958, Færøernes gymnasium 1966, Torshavns alderdomshjem 1978, Færøernes seminarium 1979 og Østre Landsret i København 1989. I de nordiske lande, Frankrig, Italien, Grækenland, Spanien, Egypten og Grønland har han foretaget studierejser. William Heinesens flittigt eksperimenterende kunstneriske virksomhed falder på en for moderne færøsk malerkunst meget frodig gennembrudstid og omfatter næsten alle genrer fra bogillustrationer til vægmaleriet. Han har især på dette sidste område frembragt form- og farvesikre ting, præget af modernistisk stilholdning uden dog at afbryde kontakten med en figurlig og fortællende udtryksmåde.

Familie

William Heinesen blev født i Tórshavn, begravet på Tórshavns nye kirkegård. Forældre: købmand Zacharias Heinesen (1874–1944) og Caroline Restorff (1873–1944). Gift 10.12.1932 i Torshavn med Elise Susanne Johansen, født 5.2.1907 i Signabö, død 2002, datter af odelsbonde Poul Michael Johansen (1876–1960) og Jacobine Thomsen (1883–1968).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

William Heinesen i Glimt af barndommen, 1955 (ny udg. 1967) 21–29. Interview i Ninka: 33 portrætter, 1969 177–82 (zoptr. fra Politiken 6.6.1965). Samtale med William Heinesen, ved Hemming Hartmann-Petersen, 1975. Lit. Otto Gelsted i Danske digtere i det 20.årh., ny saml. 1955 271–82. Ole Storm sst. ny udg. ny saml. 1966 625–56. W. Glyn Jones i Nord.t. för vetenskap, konst och industri XLIII, Sth. 1967 11–23. Samme sst. 1969 53–66. Samme sst. 1976 128–45. Samme i Scandinavian studies XLI, Lawrence, Kansas 1969 217–30. Samme i Scandinavica IX, London 1970 81–94. Samme i Den moderne roman og romanforskn. i Norden. 8. studiekonf. over skand. lit., Oslo 1972 93–109. Samme: William Heinesen, N.Y. 1974. Samme: Færø og kosmos, 1974 (m. bibliografi). Harry Andersen i Frodskaparrit, Torshavn 1970 103– 28. Hedin Brønner: Three Faroese novelists, N.Y. 1973 38–80. Ejnar Fors Bergström: Den färöiska boken, Sth. 1974 42–49. Henrik Ljungberg: Eros og samf. i William Heinesens romaner, 1976. Stan. Robert de Summer-Brason: Typologisk klassifikation af William Heinesens romaner, m. bibliografi, 1976 (opgave ved Danm.s bibl.skole, Kbh.). /fK"William Heinesen"-film, 1970. Instruktor Ole Henning Hansen. Else Lidegaard: Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen, 2011.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig