Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Villy Sørensen

Oprindelige forfattere MeHa og PeOEhr

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Villy Sørensen, 13.1.1929-16.12.2001, forfatter. Villy Sørensen voksede op i Valby (Vigerslev) som den yngste af to brødre og gik indtil mellemskoleeksamen i Ålholm skole, derefter i nysprogligt gymnasium på Vestre Borgerdydskole hvor han tog studentereksamen 1947. Hjemmet havde ingen traditioner for højere uddannelse, men lagde heller ingen hindringer i vejen for Sørensens tidligt vakte læselyst der dog ikke var hans eneste interesse; i mellemskoleårene var han en ivrig atletikudøver. Efter studentereksamen studerede Sørensen ved Københavns universitet, først nordisk filologi, senere filosofi og sluttelig et års tid psykologi, inden han 1954 afbrød sine studier uden eksamen. De dengang dominerende positivistiske retninger inden for de humanistiske videnskaber havde ikke Sørensens store interesse; han var tidligt blevet optaget af andre traditioner, herunder Søren Kierkegaards tænkning, tysk filosofi og psykologi – Sigmund Freud og især C.G. Jung – en interesse som blev yderligere styrket ved et studieophold ved universitetet i Freiburg i Vesttyskland 1952–53. Sørensen ernærede sig i studietiden ved mange forskellige jobs, den længste tid (1950–52) som lærer på Rigshospitalets børneafdeling. Hans politiske interesse førte til deltagelse i ungdomsfestivalen i Østberlin 1951; i løbet af 1950'erne var Sørensen på andre, kortere rejser i Europa, han deltog således i PEN-kongressen i London 1956 og i den vesttyske "Gruppe 47"s møder 1957 og 1958.

Sørensen var tidligt begyndt at skrive og forsøgte sig både i skønlitteratur og essayistik; det personlige gennembrud skete omkring 1950 hvor han skrev de første af sine "sære historier" og den første version af sin analyse af Harald Kiddes forfatterskab der dannede udgangspunkt for den senere fortolkningslære i Digtere og dæmoner, 1959. Den første samling noveller blev 1952 afvist af Wivels Forlag, men udkom 1953 på Gyldendal der dog af moralske grunde ønskede en enkelt historie udeladt. Sære historier var Sørensens første offentlige fremtræden, og debuten vakte gennemgående stor respekt, selv om mange også stod noget rådvilde over for fortællingernes symbolske forløb der på den ene side lod grundkonflikter træde næsten nøgent frem, uden den episke realismes kulisser, og på den anden side alligevel var fortællinger, ikke filosofiske traktater. Med rette har man siden sammenlignet både de sære og de Ufarlige historier, 1955, med drømmeforløb der har deres egen logik, uanset hvor fremmedartede de kan virke. Allerede i sine første bøger beskæftigede Sørensen sig indgående med den fundamentale spaltningsmyte i den europæiske kulturkreds: syndefaldet, og med de moderne udformninger af splittelsen mellem bevidsthed og følelse, mellem ånd og kød. Oplevelsen af splittelse i den enkelte og i samfundet afføder bestræbelsen på frigørelse som i de første mange år især kom til udtryk i den essayistiske del af forfatterskabet. Sørensen så ikke en løsning i valget mellem den ene eller den anden oplevelse, den ene eller den anden forklaringsmodel, men i ophævelsen af splittelsen mellem dem, en anerkendelse af menneskets mangfoldighed. De to første novellesamlinger beskriver oftest et fald eller et gennembrud fra en naiv "barnlig" tilstand til en reflekteret og problematisk. Jo mere samfund og individ kræver entydighed, jo dybere bliver splittelsen der hos Sørensen ofte udtrykkes direkte i tvillingeskikkelser eller dobbeltvæsener (historien Duo). De to bind fortællinger er undertiden blevet anskuet som moderne eventyr, og der er ingen tvivl om at Sørensen tæller H.C. Andersen blandt sine litterære aner (andre er Kierkegaard og Thomas Mann). Da Sørensen sidst i halvtredserne trådte frem som essayist og filosof blev det mere almindeligt at se historierne som en slags filosofi i poetisk form, men det er snarere filosofien der er en efterrationalisering og bearbejdelse af digtningen.

Sørensen skrev efter sine to bind noveller en del litteraturkritik og artikler, men først 1959 udkom den næste bog, Digtere og dæmoner – fortolkninger og vurderinger som blev hædret med kritikerprisen og i de følgende år fik betydelig indflydelse på mange unge menneskers opfattelse af litteratur. Sørensen fremlagde her en litteraturbetragtning der lagde afgørende vægt på værkernes symbolindhold og deres indre sammenhæng, og som samtidig søgte at indsætte refleksionerne over kunst i en mere generel kulturkritik og -analyse. Sørensens orientering mod den danske guldalderlitteratur (tilbage fra barndommen) og mod den tyske tradition trådte frem i eksempelmaterialet der bl.a. omfattede den dengang endnu ret ukendte Hermann Broch (1886–1951) hvem Sørensen senere oversatte flere romaner af. I begyndelsen af 1959 overtog Sørensen sammen med Klaus Rifbjerg redaktionen af Vindrosen (til og med 1963) og gjorde i denne periode tidsskriftet til et samlingspunkt for den nye litteratur (modernismen) og for nye kritiske tanker samtidig med at der blev orienteret bredt om udenlandske strømninger. I denne periode profilerede Sørensen sig som sin generations mest indflydelsesrige teoretiker og debattør, ikke mindst i kraft af sin brillante formuleringsevne, og han bidrog stærkt til en mere samfundsengageret opfattelse af kunsten, uanset at han ikke mente at kunst kan have sin rod alene i et sådant engagement. Essaysamlingen Hverken-eller, 1961, definerede i sit korte titelmanifest Sørensens stillingtagen i de politiske og kulturelle debatter: som oplysningens mand der samtidig hellere vil integrere end forkætre det dunkle. Med denne bog og med de nye former for medieomtale (TV) slog Sørensen igennem over for et større publikum, og også hans tidligere bøger har fra og med tressernes begyndelse været genoptrykt jævnligt. Omkring 1960 ramtes Sørensen af en rygsygdom (diskusprolaps) som trods mange operationer og behandlinger plagede ham siden og betød et alvorligt handicap for hans direkte deltagelse i møder, debatter etc.

Annonce

Egentlig filosofiske essays og anmeldelser skrev Sørensen fra midten af 50erne, 1960 udgav han Kierkegaards Begrebet Angest, 1962 Karl Marx' ungdomsskrifter, 1963 udkom hans monografi Nietzsche (2.udg. 1982, 3. udg. 1994) og 1969 monografien Schopenhauer (2. udg. 1995). I alle disse udgivelser og i den store litterære analyse Kafkas digtning, 1968, ses en bestræbelse for at analysere digternes og tænkernes verden som en helhed der kan kritiseres og ikke nødvendigvis skal accepteres eller forkastes totalt. Ikke sjældent forenes interessen for bestemte tankegange med interessen for at gøre opmærksom på oversete eller glemte, eller at modvirke den i Sørensens øjne herskende ensidighed. 1964 udkom Formynderfortællinger der i en række historier med emner fra oldtiden til fremtiden skildrer myndigheds- og magtproblemer og de sociale, historiske og psykologiske faktorer der bestemmer dem. I konflikterne mellem formyndere og myndlinge anslås spaltningstemaet på en ny måde, synsvinklen er blevet den ældres: hvordan kan frihed "læres", hvordan kan mennesket lære at omgås humant med sine egne kræfter og sine medmennesker? Samtidig med denne nyformulering af grundtemaet løber også i disse år det konkrete engagement: i debatten om Statens kunstfond (hvor Sørensen 1965–67 sad i det første litterære tremandsudvalg), gennem kommentarer i "Politisk revy" og i andre sammenhænge.

Til Sørensens 40-års dag 1969 udkom artikelsamlingen Mellem fortid og fremtid, der med sine bidrag fra næsten 20 år viste kontinuiteten i forfatterskabet og samtidig placerede Sørensen i de nye debatter der opstod med ungdoms- og studenteroprøret. I de følgende år kommenterede Sørensen ved flere lejligheder med sympati, men ikke ukritisk de nye bevægelser, og han blev i løbet af 70erne stadig mere kritisk over for den nye marxisme der i hans øjne forfaldt til den gamle ensidighed. Omvendt var der blandt yngre intellektuelle først i 70erne en tendens til opgør med Sørensen og hans angiveligt for moderate synspunkter. Sørensens politiske engagement gav sig flere konkrete udslag, først i redigeringen af en debatbog om den såkaldte "perspektivplanlægning" 1974, senere i essaysamlingen Uden mål – og med, 1973 der rummer de første ansatser til det senere "oprør fra midten". Sørensen førtes nu til i stigende grad at diskutere forholdet mellem menneskets natur og dets historie, til dels under påvirkning af nye socialpsykologiske og økologiske debatter, til dels som foregangsmand i dem, og stadig med påstanden om at forklaringer, der kun vil lade én linje gælde, nødvendigvis må gå galt i byen. Hvordan det i tidligere tider kunne forme sig at være humanist og intellektuel og samtidig politisk engageret, skrev Sørensen om i sin monografi af Seneca – humanisten ved Neros hof, 1976 der på en måde samtænker essayenes og formynderfortællingernes fremstillinger, og som i sin positive vurdering af stoicismen ikke som ligegyldighed, men som en lære om frigørelse også er et vidnesbyrd om Sørensens egen kamp med skæbnen i form af sygdom.

1978 udsendte Sørensen sammen med Niels I. Meyer og K. Helveg PetersenOprør fra midten der blev en enestående salgssucces og skabte omfattende debat. Bogen analyserer samfundets fundamentale modsigelser og henter sin titel fra den antagelse at en forandring må bæres af et flertal som ikke hører hjemme i ekstremerne, men mellem dem, og at dette flertal må overbevises om at det er i dets langsigtede interesse at skabe forandringer. Bogens virkning skyldtes uden tvivl til dels at alle forfatterne i forvejen var kendte personligheder i debatten, men navnlig at de ikke nøjedes med at analysere, men også skitserede en utopi: det humane ligevægtssamfund, baseret bl.a. på ligeløn og samfundsovertagelse af produktionsmidlerne. Virkningerne af midteroprøret kan ikke gøres op, og forfatterne sigtede mere på at gøre deres synspunkter gældende i allerede eksisterende partier og bevægelser end på selv at skabe nye. Debatten om midteroprøret har været hård i dagspresse og tidsskrifter (forfatterne har selv grundlagt et, På vej 1978ff). 1982 udkom en resumerende bog af de samme tre forfattere, Røret om oprøret. Sørensen udgav for sit eget vedkommende 1979 artikelsamlingen Den gyldne middelvej der sætter nogle af midteroprørets tanker i historisk perspektiv; det samme sker i hans forord til egen oversættelse af Erasmus af Rotterdam, Tåbelighedens lovprisning, 1979.

En ny fase i Sørensens forfatterskab synes begyndt med bogen Vejrdage, 1980, en slags dagbog fra sommeren 1979 der kombinerer iagttagelser af dagligdags art med vide perspektiver i politiske, sociale og alment humanistiske spørgsmål. Teksterne er korte, ofte pointerede, men påfaldende uironiske sammenlignet med de tidligere fortællinger. Efter en genfortælling af Aladdin-eventyret (1981) udsendte Sørensen i 1982 Ragnarok – en gudefortælling, i hvilken han gendigtede og nytolkede (nogle af) de nordiske myter: kampen står ikke mellem de gode (aserne) og de onde (jætterne), men mellem det gode og det onde, også i hver enkelt og hver enkelt gruppe. I 1983 udvalgte og oversatte Sørensen kunstteoretiske skrifter af Richard Wagner. Apollons oprør. De udødeliges historie, 1989 er en gendigtning af græsk mytologi. I bogen Jesus og Kristus, 1992 behandlede Sørensen Jesus som en historisk person, og skildrede, hvordan han blev til en Kristus-myte, hvilket var en ødelæggelse af det oprindelige budskab. Hans sidste bog, 55 bagateller, udkom post humt i 2002. Sørensen skrev desuden børnebøger, bl.a. Historien om Ødipus, 1995. Hans forfatterskab omfatter i alt 30 bøger; derudover oversatte han 20 bøger fra tysk og latin.

Villy Sørensens forfatterskab hører til de betydeligste og indflydelsesrigeste i nyere dansk litteratur. Kritikken af det har tit hæftet sig ved det angiveligt fortænkte i historierne, og det er sandt at Sørensen ikke hører til de altfavnende epikeres kreds. Men han er ikke af den grund blot en filosof der skriver historier; uanset hans insisteren på sammenhængen mellem filosofi og kunst er kunsten for ham den centrale ytring. Dens tendens er frigørende, fordi den udtrykker og fortolker på samme tid. "Den gyldne middelvej" formuleres ikke som et bekvemt politisk program, men som en nødvendig integration af de magtfulde ekstremer, og om disse handler til gengæld digtningen. Både som digter, filosof og debattør viser Sørensen en usædvanlig formuleringsevne: problemer ridses klart op, standpunktet pointeres, og et gennemgående stiltræk som ordspillet, der tager sprogets klicheer på ordet, vidner om en meget materiel brug af sproget som erkendelsesmiddel og ikke kun som redskab for allerede opnåede indsigter.

Sørensen modtog Kritikerprisen 1959, Det danske akademis pris 1962, Søren Gyldendal-prisen 1965, Jeanne og Henri Nathansens mindelegat 1969, Holberg-medaljen 1973, Georg Brandes-prisen 1973, Henrik Steffens-prisen 1974, Nordisk råds litteraturpris 1974, Amalienborg-prisen fra Dronning Margrethes og Prins Henriks fond 1977, H.C. Andersen-medaljen 1983, Svenska akademiens nordiska pris 1986, PH-prisen 1987, H.C. Andersen-medaljen 1993 og Paul Hammerich-prisen 1994.
1979 blev Sørensen æresdoktor ved Københavns universitet.

Familie

Født på Frederiksberg, begravet på Tårbæk kirkegård.
Forældre: portør, senere togfører ved DSB Johannes Peder Sørensen (1896–1969) og Anna Mathilde Thomsen (1897-1998). Ugift. Bror til Henning Sørensen.

Ikonografi

To tegn. af H. Lollesgaard, 1962 (Kgl. bibl.) og tegn. af H. Bendix, 1969 (sst.). Mal. af sidstnævnte. Mal. af Michael Kvium, 1998 (privateje). Karikatur af Anne-Marie Steen Petersen. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1979 58. Villy Sørensens erindringer: På egne veje : erindringer, kommentar, polemik, 2000. Villy Sørensens dagbøger: Tilløb. Dagbøger 1949-53. Forløb. Dagbøger 1953-61, 1990. Perioder. Dagbøger 1961-74. – Thomas Bredsdorff: Sære fortællere, 2. udg. 1968 21–52. Niels Barfoed i Danske digtere i det 20. årh. 2. udg. III, 1966 445–66. Per Øhrgaard sst. 3. udg. IV, 1982 43–64. Ebbe Sønderriis: Villy Sørensen – en ideologikritisk analyse, 1972. Thorkild Bjørnvig: Virkeligheden er til, 1973 89–98. Jørgen Bonde Jensen: Litterær arkæologi, 1978. J. Fjord Jensen: Efter guldalderkonstruktionens sammenbrud III, 1981 82–161. Med Villy i midten : 28 vidnesbyrd om Villy Sørensen, 2003. Kasper Støvring: Villy Sørensen og kulturkonservatismen, 2011.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Per Øhrgaard: Villy Sørensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298148