Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vilh. Andersen

Oprindelig forfatter PPRo
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Vilh. Andersen, Vilhelm Rasmus Andreas Andersen, 16.10.1864-3.4.1953, litteraturhistorisk forfatter. Født i Nordrup sg., Sorø amt, død på Frederiksborg amts centralsygehus i Hillerød, begravet i Kbh. (Vestre). A. voksede op i et præstegårdsmiljø. Det kom til at præge hans sind og blev en af forudsætningerne for hans dannelse. Han blev student fra Sorø akademi 1882 og cand.mag. 1888 med fagene dansk, latin og græsk. Det klassiske og det nordiske var bestandigt hjørnestenene i hans arbejde som han også udtrykte det i sit alderdoms-værk om Horats hvor han skriver: "Det er skrevet på mine skolekundskaber, hvis to blokke var fagene latin og oldnordisk." Den opgave han løste med sit alderdomsværk svarer ganske til den første opgave han satte sig: at undersøge latinens indvirkning på dansk sprogkunst. 1892 holdt han på et nordisk filologmøde et foredrag om Den zirlige Stil med undertitlen: Sproglige Iagttagelser fra det 17. og 18. Aarhundredes Danmark. Det forelå året efter trykt i A.s første bog Danske Studier som i øvrigt rummer to andre afhandlinger, Gentagelsen og Den heibergske Skoles Naturopfattelse. Denne bog er blevet retningsgivende for hele generationen. A. følte sig i stigende grad som fortaler for en bevidst national indstilling over for Georg Brandes' europæiske orientering der havde ført til en foragt for den danske provinsialisme. A.s tro på og tillid til det livsduelige i den danske kultur gav sig et smukt udtryk i Poul Møller, hans Liv og Skrifter, 1894, måske hans mest personlige og lettest tilgængelige arbejde. 1896 tog A. doktorgraden med Guldhornene. Et Bidrag til den danske Romantiks Historie. Nogle år i forvejen havde Valdemar Vedel der var A.s samtidige, skrevet sin disputats, Studier over Guldalderen i dansk Romantik. De to mænd som bevarede et livslangt venskab der formede sig snart som en duel, snart som en duet, afslører sig i deres egenart i disse to ungdomsværker. Hvor Vedel søger mangfoldigheden i fænomenet og gør rede for dets spegede oprindelse, søger A. at gøre rede for romantikkens væsen ud fra et enkelt dokument. De to værker bidrog stærkt til at genindsætte den danske romantik i dens rettigheder som var bragt i miskredit af halvfemsernes dekadence. A. fortsatte den nationale linje med Adam Oehlenschläger, et Livs Poesi, 1899–1900, hvor hans psykologiserende metode kommer til fuld udfoldelse og digteren mere end digterværket bliver det centrale. I de følgende syv år samlede A. sig om et større værk, Tider og Typer af dansk Aands Historie, 1907–16. De to første bind, Erasmus, giver et billede af dansk humanisme gennem tiderne, men særligt samlet om Holberg og hans tid. De to følgende bind, Goethe, fortsætter linjen op i 1800-tallet. I en meget udførlig indledning havde A. skitseret planen for hele værket der skulle omfatte tre rækker: skole, kirke, folk. Den første af disse rækker skulle bestå af tre dele, Erasmus, Horats, Goethe. Værket, som det var udtænkt, svarede til det storværk Vedel i de samme år syslede med, der er en kultursociologisk og psykologisk undersøgelse af den europæiske kultur fra middelalder til barok.

1908 blev A. udnævnt til ekstraordinær og 1918 til ordinær professor i dansk litteraturhistorie ved Kbh.s universitet. Til trods for arbejde med det store værk fandt han tid til at skrive flere mindre om end ingenlunde små værker, dels af faglig art, som Litteraturbilleder I–II, 1903–07, Paludan-Müller I–II, 1910, Henrik Pontoppidan, 1917 og Vilhelm Topsøe, 1922; og dels af mere almen eller folkelig art, som Bacchustoget i Norden, 1904, Knud Sjællandsfars Tidebog I–II, 1902–12, Kritikl-U, 1914, Nordboer, 1919, Taler, 1924 og Sommer, 1924. Sine metodiske synspunkter i undervisningen på universitetet har han nedlagt i Dansk Litteratur, Forskning og Undervisning, 1912. Imidlertid blev der stillet nye fordringer til A.s viden og arbejdskraft. Overbibliotekar Carl S. Petersen havde påbegyndt en Illustreret dansk Litteraturhistorie, oprindelig tænkt som en bearbejdelse af P. Hansens tobindsværk, men det oversteg hans tid og kræfter da det viste sig at en sådan revision var helt utilstrækkelig. Det blev overdraget A. at skrive om 1700- og 1800-tallet. Resultatet foreligger i form af tre mægtige bind, hvori et uhyre førstehåndsarbejde er nedlagt og som særligt glimrer ved fremstillingen af de mindre og ofte oversete skikkelser, også af filosofiens og videnskabens dyrkere. De tre bind blev afviklet på den rekordagtige tid af fem år (1929–34). Først efter afslutningen af denne ekstraordinære opgave, og efter at A. var blevet pensioneret og havde trukket sig tilbage til sit refugium i Fredenborg var han i stand til at vende tilbage til fortsættelsen af Tider og Typer. Selv den første række var ikke blevet fuldført. Det midterste led der skulle handle om Horats og hans indflydelse manglede. Udfyldningen af dette hul udfyldte også resten af A.s liv. Det blev et gigantisk værk på henved to tusind sider. Det har til formål "i et afgørende Eksempel at paavise det antike Grundlag for den nyere humane Litteratur i Europa indtil o. Aar 1900". Første bind, Antiken (1939) tager sit udgangspunkt i Horats' poesi, "en Halvpoesi, kunde man sige, men netop derved tilgængelig for alle og ved sin fortrolige Meddelelse af den hedenske Menneskelighed saa kort Tid før Kristi Komme virkende paa alle, der i den i Skolen fandt Medhold eller Modstrid overfor Kirkens Aand og Lære". Det første bind slutter med Augustin, og dermed er vi ført fra oldtid til middelalder. Andet bind, Fra Middelalder til Nytid (1940), profiterer endnu af A.s fortrolighed med den klassiske dannelse, mens det tredje bind, Det nittende Aarhundredes Strejftog (1942), er mindre overbevisende. Men i fjerde bind, Norden (i virkeligheden tre bind på henved 1200 sider, 1948, 1949, 1951) hvor han ikke blot er men også føler sig på hjemlig grund, behersker han sit stof med suveræn overlegenhed. I en vis forstand er dette værk en fuld udfoldelse af et lille, noget kapriciøst skrift han havde udgivet i 1904 (Bacchustoget i Norden) men også, som nævnt, af hans allerførste plan at undersøge latinens indvirkning på det danske sprog, nu rigtignok med et dybere sigte. Værkets første bind der kom samme år som krigen begyndte er i hovedsagen skrevet under besættelsen, og om end uudtalt ligger der i baggrunden en bevidsthed om at den klassiske ånd og formsans er trængt i defensiven over for barbarerne, den antikke ånds liberalitet truet af ideologiernes ensretning.

Som dyrker af antikken var A. romernes mand i højere grad end grækernes og sølvalderens måske mere end guldalderens, en barokkens repræsentant i sin stilistiske form med dens subtile syntaktiske og billedlige formuleringer og med dens blanding af akademiske og folkelige elementer. Det hænger sammen med hans dobbelte funktion som universitetslærer og populær og meget elsket foredragsholder der havde både videnskabelig belæring og vækkelse som sit mål -i sidste instans en arv der stammede fra Sorø akademi og fra de sjællandske præstegårde. Som videnskabsmand har A. ikke dannet skole. Dertil var hans form alt for personlig og præget af et sind mere end af en metode. Derimod satte hans pædagogiske virksomhed som vejleder for en generation af dansklærere sig dybe spor. Hans forelæsninger og oplæsninger – lørdagstimerne -var altid stærkt besøgte og gjorde indtryk ved deres forening af lærdom og kunstnerisk sans. Hans metode indskrænkede sig til et minimum som fandt sit udtryk i den tvivlsomme inddeling i tiår og i formlen: stof, stil og stemning. Disse metodiske finesser betød dog ikke stort for hans elever som blev oplært til at se på personen bag værket mere end på værket selv. Det var denne interesse for det menneskelige der inspirerede hans berømte cykelture med de studerende til litterære mindesmærker ud over landet. Og det var denne vidtfavnende interesse og sympati der fik Johs. V. Jensen, som ellers ikke hørte til ynderne af A., til at erklære at der udgik en varme fra ham som fra store dyr. Bag dette varmende engagement lå det humanitetsbegreb, hvorpå han havde bygget sit hovedværk Tider og Typer af dansk Aands Historie. A.s livsværk var et klart korrektiv til Georg Brandes' nedvurdering af det danske og især af den danske romantik. Alligevel var A. på ingen måde nogen national hjemmeføding, og det bør ikke overses at hans opfattelse af det nationale havde en bred, europæisk baggrund: Erasmus, Goethe og Horats. – Medlem af Vidensk. selsk. 1923.

Annonce

Familie

Forældre: provst for Ringsted og Alsted herreder, dr.teol. F. V. A. (1820–1910) og Christine Elisabeth Friderichsen (1820–1906). Gift 1. gang 14.5.1891 i Ringsted med Kirstine Charlotte Mathilde Friderichsen, født 6.9.1865 på Roskilde kro i Herstedvester sg., Kbh.s amt, død 9.3.1916 i Kbh., d. af kancelliråd, fhv. herredsfoged i Nordslesvig, senere borgmester og byfoged i Vordingborg Rasmus Severin F. (1822–95) og Sophie Charlotte Friis (1832–90). Gift 2. gang 23.12.1926 i Kbh. (b.v.) med Rose Michalla Bojesen, f. Poulsen, født 28. 11.1877 i Kbh. (Slotsk.), død 4.5.1963 i Kbh. (gift 1. gang 1902 med direktør, ingeniør, senere fabrikant Sigurd Svend B., 1872–1956; ægteskabet opløst 1925, han gift 2. gang (i England) med senere sproglærer Olga Mott, 1897–1971), d. af skuespiller Olaf Poulsen (1849–1923) og Henriette Emilie Bryde (1846–1909).

Udnævnelser

R. 1905. DM. 1917. K2. 1929. S.K. 1946.

Ikonografi

Statuette af A. J. Bundgaard, 1896. Tegn. af P. S. Krøyer, 1899 og 1904 (Hirschsprung). Mal. af Karl Konow, ca. 1905, af H. Slott-Møller, 1912, buste af Elise Brandes, 1912. Tegn. (i gruppe) af G. Ploug Sarp, 1914 (Fr.borg). Figurerer på H. N. Hansens mal. af Chr.Xs ridt over grænsen 1920 (Fr. borg) og på karton af Aksel Jørgensen (Studentergården). Tegn. af Carl Jensen, ca. 1922 og senere. Mal. af N. V. Dorph, 1924 (Ringsted by). Tegn. af Jensenius, ca. 1928. Tegn. af Otto C, 1933 (Fr.borg). Buste af G. Hammerich, 1935 (Sorø akademi). Mal. af Aug. Tørsleff (forh. Studenterforen.). Snit af K. J. Almquist, 1941. Mal. af Herman Vedel, 1943 (Fr.borg). Tegn. af Jensenius, 1944. Mal. af Vilh. Tetens, 1946 (Sorø kunstmus.). Silhouetklip af Kirsten Wivel (Kgl. bibl.). Tegnet som Jens Grib i Plougs Atellaner af Emil Krause.

Bibliografi

Selvbiogr. i Univ. progr. nov. 1896 og i Folk og mennesker 1919, jfr. Tider og typer I, 1907. – G. Brandes: Saml. skr. XV, 1905. P. V. Rubow i Tilskueren, 1923, I, 244–48 og København 16.10.1924. Vald. Vedel i Tilskueren, 1924, II, 255–64. Vilh. Andersen. Hilsener på firsårsdagen 16. okt. 1944 (bibliografi 1934–44). Paul V. Rubow i Kbh.s univ. årsskr. 1953. Paul la Cour: Solhøjde, 1959 112–18. – Levnedsberetning i ordenskapitlet. Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter P. Rohde: Vilh. Andersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286073