Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Valdemar Rørdam

Oprindelige forfattere SRoss og EjTho

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Valdemar Rørdam, 23.9.1872-13.7.1946, forfatter. Faderens forflyttelser (1880 til Holeby på Lolland, 1884 til Ondløse i Holbæk amt, hvor også hans far og farfar havde været præster, 1893 til Fanefjord på Møn) gav Valdemar Rørdam lejlighed til at blive fortrolig med mange danske ølandskaber og med deres plante- og dyreverden. Desuden var drengen en umættelig og tidligt moden bogsluger. Svend Grundtvigs samling af kæmpeviser (1867), et Oehlenschlägerudvalg (1854) samt Kingos og Grundtvigs salmer blev grundlæggende for hans kærlighed til dansk sprog og digtning. I anden række har han nævnt Grimms eventyr, Saxo, H.C. Andersen og Holger Drachmann blandt sine tidligste litterære oplevelser.

Fra sit trettende år var han besluttet på at blive "Danmarks Tunge" og skabe sange der "skulde dufte sødere end Winthers, bølge stærkere end Drachmanns". I sådanne fremtidsdrømme svælgede Valdemar Rørdam under et kostskoleophold i Lyngby (1884–88) der har givet ham stof til den ironisk betitlede pubertetsroman Lykkelige Barndom, 1915. Mere direkte selvbiografiske og ulige værdifuldere er digtsamlingerne Huset ved Volden, 1932, Af et Barns Verden udendørs, 1933 og Holeby, 1940; de to førstnævnte hviler navnlig på indtryk fra Stege der også har været ret afgørende for digtkredsen Købstad-Idyller, 1918. Stykker som Fars Stue og Grundtvigianere (det sidste med på én gang skarpe og nænsomme portrætter af F. (Frits) Boisen og D.G. Monrad) er af høj kunstnerisk rang.

Fra Valdemar Rørdams femtende år satte forelskelser fart i hans lyriske forsøg, ikke just til gavn for hans toårige artiumlæsning på et kbh.sk kursus. Endnu før han blev student (1890) øvede Georg Brandes, hvem han hørte og læste, indflydelse på hans tanker om moral og religion, og det var bestemt ikke frivilligt at han i rusåret rejste til Askov som elev; udbyttet af sin vinter der har han gjort op i fortællingen På Højskole, 1898, en fremhævelse af det folkelige kammeratskab.

Annonce

Efter filosofikum 1891 måtte han af fattigdom opgive et påtænkt juridisk studium og ernære sig som huslærer, først på Hannæs, siden i Vendsyssel. Efteråret 1894 begyndte Valdemar Rørdam at studere moderne sprog, især engelsk, ved universitetet samtidig med at han måtte passe en snes sletlønnede undervisningstimer om ugen. Dertil kom lange natteture i hovedstadens udkanter og omegn og så, selvfølgelig, fortsat lyrisk produktion. Hans første digtsamling, Sol og Sky, 1895, hvis udgivelse han selv bekostede, og som gik temmelig ubemærket hen, er nærmere beslægtet med vor poetiske guldaldertradition end med 1890'ernes typiske lyrik.

Efter at være blevet livsfarligt angrebet af tuberkulose udfoldede Valdemar Rørdam under et toårigt sygeleje (1896–98) – i begyndelsen vis på snart at skulle dø – en rig produktivitet, delvis gennem diktat til en søster. Fra denne tid stammer digtsamlingerne Tre Strænge, 1897, Dansk Tunge, 1901, og det episke digt Bjovulv, 1899. I dette epos høres første gang hos Valdemar Rørdam den rungende klang der er blevet regnet for hans særegne tone. 1898 rejste han på det Anckerske legat til Schwarzwald hvor han kom sig helt. Ved anden støtte privat og offentlig, kunne han fortsætte til Italien og Korsika; i egnen om Ajacciobugten der i farver og stemning mindede ham om Limfjordslandet følte han sig "hjemsindet" og fandt her motiver til versfortællingen Karneval, 1903 (med tilegnelsesdigt til Georg Brandes). I april 1899 var han atter i Danmark og valgte nu uigenkaldeligt at leve som fri forfatter.

Af Valdemar Rørdams mange – kortere og længere – rejser satte den til Java 1920 frugt i digtsamlingen Over det indiske Hav s.å. og siden i den store versroman Jens Hvas til Ulvborg I–II, 1922–23 hvis titelfigur, en falleret dansk herremands søn der i Østen tjener sig op til millionær vel svigter moralsk på væsentlige punkter, men dog – som det med pædagogisk pegepind påvises – fortjener at oprejses ved en kvindes tilgivende kærlighed og en mands agtelse. Romanens ydre, ofte puerile handlingsgang er bygget over motiverne skyld og soning, og virker som en forgrovning af et delvis beslægtet motiv i det aktualiserede Ebbe Skammelsøndrama Grønlandsfærd, 1909. Dens egentlige værd findes i idéindholdet, i påvisningen af at besindelsen på simple etiske grundlove formår at overvinde ellers uforenelige modsætninger i et splittet sind. En modning er sket siden den smukt tænkte, ofte skønt formede, men ferske og løse behandling af den idealt frie kærligheds problem i versfortællingen Gudrun Dyre, 1902. Erotiske motiver behandles endvidere i digtsamlingen Kærlighedsdigte, 1903 mens Ved Midsommertid, 1904 bringer en række barne- og familiedigte. Ellers er det især naturmotiver der dominerer Valdemar Rørdams lyriske digtning hvilket fremgår af bindenes titler: Under aaben Himmel, 1908, Luft og Land, 1910, De sorte Nætter, 1913, Fugleviser, 1924, Blomstervers, 1925 og Jeg gik mig over Sø og Land, 1930.

En af de dialektiske kontraster i Jens Hvad – mellem arbejdshytriner; ekspansion og fremdrift på den ene side og civilisationslede, Nirvanalængsler og selvfordybelse på den anden – er tilspidset i versdramaet Buddha, 1925, kulminationen i Valdemar Rørdams livsfornægtende linje der anes tidligt i forfatterskabet og er klart optrukket i digtet om Paludan-Müller (i Luft og Land, 1910); som en nordisk replik til Buddha står Hrolv Krake-spillet Kongeofret, 1927 og det utrykte prosadrama Absalon, 1928. En anden spænding – mellem lovløs individualist og æt- og stammebunden borger, mellem selvkredsende kunstner og et folks tjenende skjald – dominerer den værdifulde samling Afrodites Boldspil, 1920, men udtrykkes enklere i Rimbrev til Aage Westenholz (i Luft og Land, 1910) hvorimod idyllen er fremherskende i de sene samlinger Huset ved Volden, 1932, Af et Barns Verden udendørs, 1933 og Alderdoms Fæstning, 1938.

Den klareste poetiske bekendelse af sit standpunktløse mangesind har Valdemar Rørdam givet i En Digters Stue, slutningsdigtet i Taktløs Tale, 1924; men uden omskrivning står hans fjernhed fra enhver bås at læse i foredragene Vi og vort Fædreland, 1911 og Et borgerligt Ord om Danmarks Stilling og det at være dansk, 1912 hvor han giver samtlige politiske partier – og egentlig hele demokratiet – det glatte lag. Hans kritik fremkaldes især af den almindelige lunkenhed i forsvarssagen og gentager for så vidt essensen af de villet grove og smagløse kampvers i slutningen af Den gamle Kaptajn I–III, 1906–07 (forkortet folkeudgave i ét bind 1908, et slags dansk sidestykke – med stof fra krigen 1864 – til J.L. Runebergs Fänrik Ståls sägner som han havde oversat).

Fra 1907 var Valdemar Rørdam for mange blot "chauvinisten", og selv ikke den praktiske virkelighedssans i hans fædrelandsfølelse har kunnet redde ham fra at blive stemplet som national frasemager. Trods hans ubestridelige førsteplads som Sønderjyllands digter (se især prosabøgerne Fra Grænseøerne i Sydvest, 1913, Hjemme i Sønderjylland, 1919, Langs Flensborg Fjord, 1927 og digtsamlingerne De dernede, 1917 og Regnbuen, 1919) havde man ved de officielle genforeningsfestligheder ingen brug for ham, og af hans fædrelandssange er kun Danmark i Tusend Aar, 1917 slået fuldt igennem. At hans nordiske orientering ikke har vakt synderlig genklang kan skyldes dens noget teatralske udformning (bl.a. i samlingen Nordisk Hilsen, 1921).

Under første verdenskrig blev både hans kraftfulde bibeldrama Kampen mod Bål, 1914 og den vægtige samling Krigen og Duerne, 1915 modtaget jævnt ligegyldigt hvorimod hans oversætterbedrift Digte fra Verdenskrigen I–II, 1918–19 slog an. Valdemar Rørdams patriotisme og antikommunisme førte under anden verdenskrig til et katastrofalt fejlsyn på forholdet til Tyskland der i digtet Så kom den Dag, som vi har ventet længe!, 1941 mundede ud i en opfordring til Danmark om at gøre fælles sag med Hitler mod Sovjetunionen. Hans sjældne talent som gendigter, også hvor han – som ved de slaviske værker – har måttet omplante på anden hånd, beror foruden på hans sprogskabende evne tillige på en grundfæstet litterær kultur; i denne sammenhæng skal mindes om hans virksomhed som kritiker (navnlig ved Samfundet, Nationaltidende og Berlingske Tidende), om hans gode populære oversigt Svensk Literatur, 1911 og om hans åndfulde verstale 1915 til Sophus Claussen (i Afrodites Boldspil). Valdemar Rørdam var en virtuos verskunstner der formåede at realisere alle sprogets muligheder: dæmpet inderlighed, impressionistisk liv, ægte patos og ordsprogligt fynd. Dog var der ikke altid indholdsmæssig dækning for den blændende stilkunst. Klicheen lurede, sentimentalitet og en vis brovtende, bombastisk tone kunne tage overhånd på bekostning af udtrykkets renhed og tankens klarhed.

Familie

Valdemar Rørdam blev født i Dalby, Præstø amt, død i Holbæk, begravet Turø kgd. Forældre: residerende kapellan i Stege, senere sognepræst, sidst i Fanefjord på Møn, Hans Kristian Rørdam (1842–1924, gift 2. gang 1882 med Louise Theodora Rønne, 1852–1930) og Bolette Ingeborg Olsen (1840–81). Gift 1. gang 10.9.1901 i Blegind, Århus amt, med Margrethe Jensine Hansen, født 20.11.1873 i Tranekær, Langeland, død 7.4.1937 i Svendborg, datter af residerende kapellan i Tranekær, siden sognepræst, sidst i Blegind og Hørning, Hans Anthon Hansen (1840–1906) og Margrethe Jensine Mathiassen (1846–1924). Gift 2. gang 11.9.1938 i Troense, Tåsinge (b.v.) med Margaretha (Margot) Rothnau, f. Brill, født 27.2.1895 i Markneukirchen, Sachsen. Separeret 1940.

Ikonografi

Tegn. af H. Jensenius, 1913 og af lensgrevinde F. Krag-Juel-Vind-Frijs, 1919. Mal. af Sig. Swane 1939 og 1940. Mal. af Kr. Bjerre og af Harald Heiring. Tegn. af Alfred Schmidt (Fr.borg), K. Sinding-Larsen og Gerda Ploug Sarp. Foto.

Bibliografi

Udg. Udv. digte fra tyve år I–II. 1918. Danm. i tusend år, m. forord af Kaj Munk, 1940. Udv. digte 1895–1940, udg. Sig. og Agnete Swane, m. efterskr. af F. J. Billeskov Jansen, 1966.

Kilder. Valdemar Rørdam i Tilskueren XXI, 1904 132–41. Nationaltid. 30.3.1915 og Information 22.4.1946. Lit. Paul Bournonville i Pers. hist. t. 10.r.IV, 1937 185 (geneal.). Georg Brandes: Saml. skr. XV, 1905 234–40. Oscar Geismar: Nogle digterprofiler, Kria. 1906 115–39. Fredrik Book: Essayer och kritiker, Sth. 1913 143–50. Harald Nielsen: Vej og sti, 1916 69–105. Chr. Rimestad: Fra Stuckenberg til Seedorf II, 1923 7–32. Vilh. Andersen: Taler, 1924 140–45. Jørgen Bukdahl: Det moderne Danm., 1931 240–65. Ejnar Thomsen i Ord (och bild XLI, Sth. 1932 499–505. Samme i Festskr. til Vilh. Andersen, 1934 284–98. Tom Kristensen i Politiken 15.7.1946. Samme: Fra Holger Drachmann til Benny Andersen, 1967 57–63. Jacob Paludan i Nationaltid. 15.7.1946. Hans Kirk i Land og folk s.d. Jens Kruuse i Danske digtere i det 20. årh. I, 1951 179–85. Fr. Nielsen sst. 2. udg. I, 1965 309–16. Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Rossel, Ejnar Thomsen: Valdemar Rørdam i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296799