Vagn Lundbye

Vagn Lundbye, 22.11.1933-20.8.2016, forfatter. Vagn Lundbye tog lærereksamen fra Århus seminarium 1961 og virkede som lærer til 1967, fra 1963 bosat på Langeland. Han debuterede med en novelle i Vindrosen 1964 og sluttede sig med sine første romaner til de unge prosaeksperimentatorer inden for den såkaldte systemdigtning, delvis influeret af den franske "roman nouveau". Signalement, 1966, Mørkespil, 1967, (baseret på en episode ved Langeland med en tysk krigsfangetransport i 1945) og Roman, 1968, kredser alle om vold, seksualitet og død. Deltagelsen i ungdomsoprørets musiske aktiviteter – hvor Vagn Lundbye medarbejdede i kortfilm og beatopera – medførte en frigørelse gennem fællesskabet og den æstetiske drøm om en bedre verden, afspejlet i Nico, 1969, (med inspiration fra Andy Warhol og den amerikanske popsang).

Men også oprørets politiske tematik kom til udtryk i radioromanen Smukke tabere, 1970, om en partisangruppes sabotageforsøg mod et atomkraftværk. I gruppens skovtilværelse foregribes den idé om menneskets pagt med naturen som fra nu af bliver dominerende. Studiet af indiansk leveform og kultur resulterede i Her ligger min Yucca frugt, 1972, myter og beretninger om et indianersamfund i opløsning. Efter at have besøgt og levet med indianerstammer i USA udsendte han en samling rejseartikler Den indianske tanke, 1974, senere fulgt af en tekstantologi (Alt er liv I–II, 1976) og en skolebog om hopierne i Arizona. Civilisationens modsætning til naturlivet blev aktualiseret af økologidebatten og indgår som motiv både i lyriksamlingen Digte 1977 (med paralleller og kontraster til Johs. V. Jensens "Digte" 1906) og i hans hidtidige hovedværk, romantrilogien Tilbage til Anholt, 1978, Hvalfisken, 1980, og Den store by, 1982, med benyttelse af den bibelske myte om Jonas, og hvor et grønlandsk indslag svarer til det indianske. Førstedelen indbragte ham Kritikerprisen 1978.

Indianere og Grønland spillede fortsat en central rolle i forfatterskabet, hvilket bl.a. fremgår af Hjemkomster, 1987, Indianske fortællinger, 1992 og Døren der ikke må åbnes, 2003, der behandler indiansk mytologi, samt Mytologisk rejse i et grønlandsk landskab, 1985. Vagn Lundbye deltog 1984 og 1987 i ekspeditioner til Grønland for at finde spor efter Danmark-ekspeditionen og skrev på baggrund heraf Omkom 79' Fjorden, 1984 (ny udgave 2006). Han fortsatte også med at skrive romaner, fx Det lille bjerg og den afskyelige snemand, 1998, digte, fx Næsehornsdigte, 1990, og essays, fx Dyrejeg, 2000. 2008 udgav han Fabler for børn, som er en gendigtning af Kaalunds fabler. Trefoldighedsbarn, 2002, er en selvbiografisk roman om en barndom med en voldelig far.

Vagn Lundbye fik tildelt Kunstfondens livsvarige ydelse 1980, Niels-prisen af Niels Matthiasens mindefond 1990 og Det danske akademis store pris 2002.