Ulla Ryum

Ulla Ryum, 4.5.1937, forfatter. "En marsdame er landet!" erklærede Niels Barfoed i sin anmeldelse af Ulla Ryums debutroman Spejl i Information (6.9.1962), og i Politiken kaldte Klaus Rifbjerg hende en sibylle hvis "hele delfiske naturel" fungerer bedst i en Salvador Dali eller Luis Bunuels surrealistiske kulisser. Ulla Ryum selv var lykkeligt upåvirket af påstandene om at hun skulle være mystiker eller have skrevet en passionshistorie. Derimod vedgik hun en katolsk opdragelse – det fast tilbagevendende spørgsmål hvordan man kan være både katolik og kommunist har hun besvaret i en afhandling i Kirkens verden (nr. 11, 1968) – og erklærede i øvrigt at hendes digtergerning udsprang af hendes arbejde i et restaurationskøkken på Østerbro som led i en hoteluddannelse.

Denne forening af det åndelige og det jordnære, det poetiske og det praktiske er i øvrigt forblevet et særkende for Ulla Ryum. Uden at hendes subjektive digteriske univers har lidt synlig overlast har hun røgtet tillidshverv som medlem af Dansk forfatterforenings bestyrelse (1973–76), landsformand for Danmarks demokratiske kvindeforbund (udnævnt 1975), medlem af Statens kunstfonds litterære tremandsudvalg (1977–80) og medlem af Nordisk teaterkomité 1981-85. Hun har samarbejdet med Bagsværd amatørscene, undervist på Statens teaterskole (fra 1975) filmskolen og forfatterskolen, og hun har siddet i de kulturministerielle udvalg der afgav betænkning om teateruddannelser i Danmark (1978) og om Det kgl. teaters målsætning (1979). Fra 1973 har hun fungeret som instruktør ved radioteatret, fra 1976 ved Det kgl. teaters intimscene Comediehuset – begge steder med fornemt musikalske resultater ved iscenesættelsen af sine egne høre- og skuespil (Denne ene dag, 1976, Jægerens ansigter, 1978, Rejse gennem dagen, 1980).

Forfatterskabet falder i to forholdsvis klart afgrænsede dele: et prosaisk og et dramatisk. Første del består af de fire romaner Spejl – hvis anden halvdel er udformet dramatisk i replikker – Natsangersken, 1963, Latterfuglen, 1965 og Jakelnatten, 1967. De efterfølges af novellesamlingerne Tusindskove, 1969 og Noter om idag og igår, 1971 – kortformen forklarer Ulla Ryum selv med at hun efter sin første søns fødsel 1968 ikke kunne få ro til det seje stræk som er nødvendigt til en roman. Ulla Ryum udgav 1986 science fiction-romanen Jeg er den I tror som første del af en triologi om tiden frem til 2039; den efterfulgtes af de prosalyriske tekster Skjulte beretninger 1993 og Mod begyndelsen 1999. 1972 kom hendes "funderinger over forbrugslitteratur" med titlen Om ondt og godt folk, og det dramatiske forfatterskab tog fart: Hendes hovedværk i 70'erne er den store cyklus om den vestlige civilisations krigeriske selvudslettelse, omfattende Den bedrøvede bugtaler (Radioteatret 1971), Myterne (Comediehuset 1973), Krigen (Det kgl. teater 1975), Jægerens ansigter (Comediehuset 1978) og Og fuglene synger igen (radio 1980). Disse fem skuespil samt hørespillet Denne ene dag er samlet udgivet i Seks skuespil, 1990. Desuden har Ulla Ryum skrevet stykker for Fiolteatret (Cirkus ½, 1975), TV (Faster er død, 1978), Århus (Rummene, 1979), Folketeatret (Digt om et døgn, 1980) og Bellevue (En kærlighedshistorie, 1981). I hendes senere dramatik spiller religiøse spørgsmål en vigtig rolle, bl.a. i Passion, 1996 og 8 små mirakler 1998.

Omkring 1968 skærpedes forfatterskabet i politisk retning, men er i øvrigt bemærkelsesværdigt konsistent. "Alle vil de det samme. Elskes og genelskes. Men vi ved intet om hinanden, før vi har dræbt hinanden" siger natsangersken hvis afskedsord til verden er: "At elske sig selv som sin næste". At erkende og acceptere sig selv er for Ulla Ryum forudsætningen for at være noget for andre – og det "er det allervigtigste imellem levende folk – at de ved og forstår og ikke er bange for at vide og forstå at de har brug for hinanden alle sammen altid", som det formuleres af sandsigersken i hørespillet Denne ene dag. Uanset om Ulla Ryum skriver eventyr eller realistisk prosa, poetisk eller politisk drama – hendes bedste skuespil er begge dele – er det dette kærlighedsbudskab, hun kredser om: Selverkendelse, ansvarlighed for andre – kampen for "at leve og arbejde sammen ... være til nytte og brug for hinanden" som udtrykt af partisankvinden i det store prosadigt Natten 1975, en monolog tilegnet Ulla Ryums foretrukne skuespiller Berthe Qvistgaard. 1990 blev Ulla Ryum ph.d. i teatervidenskab.

Ulla Ryum modtog 1965 Statens kunstfonds treårige stipendium. 1975 fik hun Danske dramatikeres hæderspris, 1981 Tagea Brandts rejselegat, Thit-prisen 1985, Kjeld Abell-prisen 1985, Holberg-medaillen 1989 og H. C. Andersens-leagatet 1994.