Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyge Rothe

Oprindelig forfatter Palud
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Tyge Rothe, Tyge (Thyge) Jesper Rothe, 16.1.1731-19.12.1795, forfatter, landboreformator, filosof. Født i Randers, død i Kbh. (Nic), begravet sst. (Ass.). R. blev allerede 1744 student fra Slagelse og 1747 teologisk kandidat. Efter huslærervirksomhed drog han på en langvarig studierejse hvor han især studerede i Göttingen, Geneve og Paris. Efter hjemkomsten var R. 1759–61 lærer for arveprins Frederik, men egnede sig næppe hertil. 1761–63 og atter 1769,-71 var han derpå kommitteret i generaltoldkammeret. 1771 udnævntes han af J. F. Struensee til 1. borgmester i København hvad han var i halvanden måned hvorpå han udnævntes til 3. deputeret i det nyoprettede finanskollegium med hele landbovæsenet under sig. Denne stilling måtte han forlade efter syv måneders forløb ved Struensees fald. Stort set forgæves forsøgte R. at vinde den nye regering for sig; denne "forviste" ham til Segeberg hvor han var amtmand fra april 1772 til januar 1773. Derefter ophørte R.s embedsbane. Imidlertid havde R. 1762 købt Tybjerggård som han til sin død drev som dygtig godsejer. Nogen selvstændig politisk indsats øvede R. ikke, og hans ry skriver sig ej heller fra hans embedsbane, men alene fra hans forfatterskab. Bedømmelsen af dette har været usædvanlig svingende hvilket nok skyldes at han er forekommet mange "en blanding af en betydelig skribent og en karikatur" (Edv. Holm). Det var R.s ambition at spille på alle det daværende åndslivs strenge så forfatterskabet har såvel en skønlitterær som en filosofisk, en samfundsteoretisk, en historisk og en aktuel politisk side. Mindst vellykket og tillige mest afgørende for R.s eftermæle som forfatter blev hans skønlitterære produktion. Hans lyrik i tidens, specielt F. Klopstocks odestil, forekom allerede samtiden svært tilgængelig og bidrog til over R. at nedkalde K. L. Rahbeks karakteristik: Tankens dag i sprogets nat. Ikke desto mindre regnedes R. af de intellektuelle kredse der i 1700-tallets sidste årtier samledes i de københavnske klubber for en af stjernerne på Danmarks litterære himmel. I P. A. Heibergs berømte indtogsvise fra 1790 "Ordner hænger man på idioter..." nævnes som de tilsidesatte begavelser "de Mallinger, Suhmer og Rother".

Samtidens respekt for R.s værker skrev sig imidlertid ikke fra deres udbredelse der forblev begrænset fordi få gav sig i kast med hans knudrede sprog. Til gengæld fik han stor betydning for en snævrere kreds af kvalificerede læsere ved til Danmark at omplante centrale europæiske diskussionstemaer. Det gælder således R.s landbopolitiske ideer. Han tog direkte til orde i landbodebatten med skriftet Dansk Agerdyrkeres- især den til Hovedgaard hæftede Festebondes Kaar og borgerlige Rettigheder, for saavidt samme ere bestemte ved Lovene; eller vort Landvæsens System, som det var 1783, politisk betragtet, 1784. R. talte her for at Danmark løste sine problemer med England som forbillede. Fæstebønderne skulle ikke gøres til ejere af deres gårde, men til frie forpagtere; og godsejerne skulle tilskyndes til at sammenlægge bøndergårde til relativt store enheder. Disse ideer kom ikke til at præge de danske landboreformer. Alligevel må R. tillægges stor betydning i perioden op til 1788 som følge af det teoretiske perspektiv, han tilførte den danske debat ved med udgangspunkt i forfattere som Montesquieu og Arthur Young at påpege at Danmarks behov ikke var en agrarteknisk reform, men en fundamental reform af det feudale landvæsenssystem. R. talte hermed i fortsættelse af sit historiske forfatterskab hvor han med udgangspunkt i C. de S. Montesquieu og J. Moser i Nordens Statsforfatning før Lehnstiden, og da Odelskab med Folkefriehed – i Lehnstiden og da Birkerettighed, Hoverie, Livegenskab med Aristokratie, I–11 1781–82, lancerede forestillingen om et særligt feudalt stadium i Europas historie som i Norden havde udviklet sig af et ældre stadium med en udbredt folkefrihed. Samfundsudviklingens enkelte stadier er for R. bestemt ved den måde hvorpå arbejdet er organiseret. Derfor understregede han tillige at oldtidens folkefrihed alene kunne udfolde sig på baggrund af de frie bønders trællehold der var "en borgerlig Tilstand, hvorved man mægtigen forberedtes til i senere Tider at bære Livegenskabs Aaget". Da den oprindelige odelsfrihed således var forbundet med et for oplyste mennesker uværdigt barbari var oldtiden ej heller for R. nogen guldalder hvis genindførelse kunne gøres til politisk program. 1803 overtog imidlertid Rasmus Nyerup i "Historisk-statistisk Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere Tider" R.s fremstilling af folkefrihedsstadiet, men ændrede ved at bagatellisere den gammelnordiske trældom billedet i retning af en guldalder. Forestillingen herom blev derpå fælles gods for danske historiske skribenter i 1800-tallet, især efter at C. F. Allen 1840 havde gjort den til bærende tanke i sin "Haandbog i Fædrelandets Historie".

I det store værk Christendommens Virkning paa Folkenes Tilstand i Europa, I-III 1774–76 tolkede R. i overensstemmelse med sit grundsyn historien som en fremadskridende proces der med kristendommen som civiliserende faktor havde nået et foreløbigt højdepunkt med de oplyste 1700-år. Foruden i dette historisk-filosofiske arbejde udviklede R. sine filosofiske tanker i Philosofies Ideer, til Kundskab om vor Art, og til Glæde over den I–II, 1788–89, (ty. overs. 1790–91) og i Naturen: betragtet efter Bonnets Maade I-VI, 1791–94 med fortsættelsen Jorden – efter kiendelig lagt Plan – en Verden for levende vellidende Væsener I, 1795. Det var et hovedanliggende for ham i rationalistisk ånd at føre bevis for Guds eksistens som han så åbenbaret i naturens lovmæssighed. Ud fra denne empirisme protesterede han mod Kants "vist ærligen meente, men alt for ublideligen mod Medmennisker anlagte" anfald mod erfaringsfilosofien. R.s ønske om således på fornuftens grund at være "Christen Philosoph" forenedes med en Herder-inspireret antirationalistisk insisteren på "vor indre Følelses" ret til religiøs oplevelse. I denne kristne side af R. greb N. F. S. Grundtvig fat da han efter sin krise 1810–11 tilegnede R.s minde sin verdenskrønike 1812 fordi "vi ere Frænder i Tro og Tungemaal". 1813 hyldede Grundtvig yderligere i det lange digt "Tyge Rothes Minde" R. som en af oplysningen miskendt oprører og kristen tænker og lagde således selv grunden til opfattelsen af R. som en "forulykket Grundtvig" (Vilh. Andersen). R.s sidste skrift Karen Biørns Minde, 1795, et følelsesladet mindeskrift om den nylig afdøde hustru benyttede Grundtvig 1812 som grundlag for et digt med samme titel i hvilket han for sin egen forlovede fremhæver R. som foregangsmand for en ny tids mere emotionelle forhold mellem ægtefæller. – R. var medstifter af Selskabet for de skiønne og nyttige videnskaber og et virksomt medlem af Selskabet for borgerdyd i dets første dage. – Medlem af Videnskabernes selskab 1777. – Justitsråd 1761. Virkelig statsråd 1774.

Annonce

Familie

Forældre: regimentskvartermester, senere kancelliråd Carl Adolph R. (1689–1766, gift 1. gang 1723 med Cornelia Bekkers Molderup, 1702–27, gift 3. gang 1748 med Anna Hvalsøe, død 1756, gift 1. gang 1726 med hospitalsforstander, borgmester i Nykøbing F. Niels Hammer, død 1739 (gift 1. gang 1718 med Cathrine Garb, død 1718)) og Kirstine Margrethe Thygesen (Jespersen) (død 1746). Gift 22.4.1761 i Kbh. (Frels.) med Karen Bjørn, født 12.8.1742 i Kbh. (Frels.), død 12.2.1795 sst. (Nic), d. af købmand Andreas B. (1703–50) og Margrethe Lentz (1719–58). - Far til Andreas Bjørn R., Carl A. R. og Christian R. Halvbror til Caspar P. R.

Ikonografi

Tegn. af N. Abildgaard ca. 1770. Mal. af Jens Juel (Fr.borg), efter dette kopi af Hans Hansen, 1823 (Åstrup kloster) og stik af O. O. Bagge, 1815. Min. Buste af B. Thorvaldsen, 1797 (Sorø kunstmus.; marmor i Thorvaldsens mus.; Bakkehusmus.), gengivet i stengravure 1851. Silhouet i stik 1797. – Gravmæle af N. Abildgaard.

Bibliografi

Udg. T. R.: Adspredte skr., udg. Andreas Bjørn Rothe I-II, 1799.

Kilder. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I-II, 1904–07. Kabinetsstyrelsen i Danm., udg. Holger Hansen II, 1919.

Lit. K. L. Rahbek og R. Nyerup: Udsigt over den da. digtekunst under kong Fr. V, 1819 140–50 162–81. Peter Conrad Rothe i Genealog. og biogr. archiv, 1840–49 32–72. Holger Lund: Selsk. for borgerdyd, 1885 9–24 45–49 85–88 96. Edv. Holm: Kampen om landboreformerne, 1888 (reproudg. 1974) 64–73. Samme: Danm.-No.s hist. 1720–1814 III, 2-VI, 1898–1909. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé II, 1896 95. H. L. Bisgaard: Den danske nationaløkonomi i det 18. årh., 1902 98–102. Harald Høffding: Danske filosofer, 1909 30–33 41 141. Vilh. Andersen: Tider og typer. Erasmus II, 1909 især 242–57. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I-II, 1915–30. Aage Friis: Bernstorfferne og Danm. II, 1919. Anathon Aall: Filosofien i Norden, Kria. 1919 91f 95. J. V. Christensen: Tider og skikkelser i Midtsjællands hist. VI, 1922 82–101. L. Magon: Ein Jahrhundert geistiger und lit. Beziehungen zwischen Deutschland und Skandinavien, Dortmund 1926. Hans Jensen: Dansk jordpolitik 1, 1936 (reproudg. 1975). Knud Erik Svendsen i Danske økonomer, 1976 95–103. Helge Paludan i Historie ny r. XIII, 3, 1980 1–32. Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Paludan: Tyge Rothe i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296640