• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tove Ditlevsen

Oprindelig forfatter MKnud

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Tove Ditlevsen, Tove Irma Margit Ditlevsen, 14.12.1917-7.3.1976, forfatter. Tove Ditlevsen er født og opvokset i et arbejderhjem på Vesterbro i København. Moderen var en rapmundet københavnerpige med begrænset horisont og klippefast tro på borgerlig respektabilitet. Faderen var som 16-årig kommet fra Jylland, havde prøvet forskelligt og arbejdede i mange år som fyrbøder. Han var en melankolsk natur med stor læselyst. Mellem Tove Ditlevsen og forældrene bestod ingen dybere forståelse, men hun knyttede sine følelser til en tre år ældre broder. Hun var et kvikt barn, lærte sig at læse før hun kom i skole og havde udpræget sans for rim, rytme og melodi. Hun brast i gråd over morgensangen den første skoledag. Tidligt følte hun sig "anderledes", men passede på ikke at skille sig ud fra kammeraterne. Følelsen af at være fremmed og leve i en indre verden skærpede hendes agtpågivenhed. Hun slugte folkeviser og salmer, og fra tiårsalderen skrev hun digte i smug.

I 1932 tog hun mellemskoleeksamen, fik pladser i huset og på kontor, flyttede hjemmefra som 17-årig, oplevede kejtede forelskelser og gik som andre unge i biograf og på danserestaurant. Men det vigtigste var at skrive. 1937 fik hun sit første digt optaget i de unge lyrikeres tidsskrift Vild Hvede. Hun lærte redaktøren, den 30 år ældre pebersvend Viggo F. Møller at kende, han hjalp hende med at få udgivet digtsamlingen Pigesind 1939, og hun giftede sig med ham 1940. Gennem ham fik hun adgang til en ny verden af skribenter og kunstnere, og hun mødte jævnaldrende forfattere gennem sammenslutningen Unge kunstneres klub som hun var en livlig og munter formand for. Hun fik en flyvende start som skribent. På få år blev den kønne arbejderpige fra Vesterbro et kendt navn i pressen og i den litterære kritik. Pigesind med de blide melodiske vers om angst, kærlighed, ensomheden og livets flygtighed vakte opmærksomhed på et tidspunkt da der længe ikke havde været talentfuld tilgang til lyrikken. Formen var traditionel, præget af folkevisen og Stuckenberg men indholdet umiskendelig personligt. I starten var salget af bogen beskednere end berømmelsen, men inden længe kom Tove Ditlevsens digte i store oplag og vandt tusinder af især kvindelige læsere.

En umiddelbar kritiker- og publikumssucces var romanen Man gjorde et Barn Fortræd, 1941, om en ung piges befrielse fra et angstkompleks der stammer fra et seksuelt overgreb hun som barn har været udsat for. Bogen er usikker i det stilistiske, men disciplineret i sin fortællerholdning og dybdepsykologiske skildring. De livlige billeder af tredivernes ungdom i de københavnske gader genfindes i Barndommens Gade, 1943, et større digterværk med fin balance mellem fiktion og personlig erindring. Det er historien om en piges opvækst på Vesterbro, hendes lykkedrømme og hendes afhængighed af miljøet i det menneskefyldte kvarter. Bogen fortsætter som de andre af Tove Ditlevsens romaner en tradition fra 1930'ernes sociale litteratur, men forædler den ved sin sjælfulde fremstillingskunst og i sin indføling i det enkelte menneskesind.

Annonce

Ægteskabet med Viggo F. Møller blev afkort varighed og afløstes af et nyt med en jævnaldrende stud.polit. Det unge par fik lejlighed, barn, vennekreds, og Tove Ditlevsen levede i et sus af travlhed. Hun overkom journalistisk venstrehåndsarbejde samtidig med at hun fik nye bøger fra hånden. Hun forfinede sit lyriske instrument med digtsamlingerne Lille Verden, 1942 og Blinkende lygter, 1947. Romanerne fortsatte med For Barnets Skyld, 1946 hvor et skilsmissebarn er hovedpersonen i en handling der foregår på baggrund af besættelsen og modstandskampen. En udvidelse af hendes kunstneriske register betød Den fulde Frihed, 1944 der viste et suverænt talent for den korte fortælling, en genre hun senere tog op i Dommeren, 1948 og Paraplyen, 1952. Tove Ditlevsens noveller er et af de klareste udtryk for hendes nænsomme og omfattende menneskekundskab. De handler ofte om børn, men også om voksne og gamle i deres oplevelse af frygt, smålighed og skuffelse. Mange af novellerne er hverdagsnære situationsbilleder med langt perspektiv, tegnet med myndig knaphed og fortalt med skiftevis humor, ømhed, ironi og en afdæmpet indignation der er rent menneskeligt bestemt og kun sjældent har social eller politisk adresse.

En flerårig krise omkring 1950 skyldtes at Tove Ditlevsen på sin ægteskabelige odyssé havde indgået nyt giftermål og kom under forhold der forværrede hendes psykiske ustabilitet. Hun førtes ind i en ond cirkel med stofmisbrug og manglende arbejdsevne, og først på et kritisk tidspunkt mobiliserede hun sin vilje til at overleve. Hun kom gennem krisen ved psykiatrisk bistand og med støtte af sin fjerde og sidste ægtemand, journalisten og nationaløkonomen Victor Andreasen. Sammen med ham oplevede hun i midten af 1950'erne en relativt harmonisk periode med familieliv i Birkerød og genoptagelse af forfatterskabet. 1954 kom den lette lille roman Vi har kun hinanden om ung kærlighed i småborgerligt klima, året efter digtsamlingen Kvindesind, en af milepælene i Tove Ditlevsens lyrik med fortættet smertelig indsigt i kvindens og kærlighedens kår og bevidstheden om forspildte livsmuligheder. Et ofte tilbagevendende motiv er kvindens oplevelse af sig selv på de forskellige alderstrin og erkendelsen af at det er umuligt at forvandle sig i takt med årenes forløb ("Der bor en ung pige i mig som ikke vil dø -"). Tove Ditlevsen dyrkede stadig den traditionelle digtform med korte strofer, rim og melodisk rytme. Hun adskilte sig derved fra den nye lyrik som skød frem i 1940'erne og 1950'erne og blev præget af modernismens ideer og form. Som traditionalist havde Tove Ditlevsen sit store publikums trofasthed, men nød gradvis mindre bevågenhed fra de yngre kritikere. En svensk poet kaldte hende "en lyrikkens barpianist".

Temaet med den unge forventningsfulde pige over for den gifte resignerede kvinde tog hun op i den ironisk titulerede roman To som elsker hinanden, 1960 om den gammelkendte trekant: manden, konen og elskerinden. Med lige dyb indfølelse skildres de to kvinders situation, mens ægtemanden fremføres mere karikeret. Der er en tone af bitterhed i romanen, og de to følgende bøger er også i mørkere farver: digtene Den hemmelige rude, 1961 hvor en række motivmønstre er hentet fra Grimms eventyr, og novellesamlingen Den onde lykke, 1963.

Sidstnævnte titel får særlig betydning i forhold til den sidste fase i Tove Ditlevsens liv. Trods den ydre succes blev virkeligheden hende mere og mere uudholdelig. Hun beskrev selv sin sindslidelse som periodiske psykoser hvor personligheden falder fra hinanden og fantasi, drøm, virkelighed og indbildning vikler sig sammen. Livet igennem havde hun haft skiftevis dårlige og bedre perioder. Men fra begyndelsen af 1960'erne forværredes hendes tilstand. Hendes abnormt skarpe hukommelse bevirkede at hun ikke kunne udskille de tidligere livsafsnit fra sin bevidsthed. Dette anlæg var et aktiv for hende som kunstner, men en belastning af hendes person. Gennem den sidste halve snes år var livet hende en pine, med tvangstanker, lejlighedsvis alkoholisme, gentagne selvmordsforsøg og korte udbrud af forceret livsfølelse. Det stormfulde ægteskab der efter midlertidige afbrydelser ophørte 1973 var nået et punkt hvor de to katastrofenaturer hverken kunne leve sammen eller undvære hinanden. Tove Ditlevsen var under stadigt psykiatrisk tilsyn og tilbragte sammenlagt flere år på statshospital. Ikke desto mindre blev den sidste tid den rigeste for hendes digtning. Hun øvede selv den bedste terapi når hun satte sig til at skrive. Kun ved arbejdet følte hun at hun var i live. I al sin sygdom besad hun store ressourcer af robusthed. Fra 1956 havde hun redigeret en brevkasse for Familie-Journalen. År efter år til kort før sin død passede hun den omhyggeligt og gav venlige råd om fornuftig levevis uanset om hun selv var i pine og befandt sig på lukket afdeling. Men her følte hun sig almindeligvis bedre tilpas end ude i det uoverkommelige liv. Adskillige af hendes bedste bøger er skrevet i "dette fristed i verden".

Det gjaldt bl.a. de to smukke erindringsbøger Barndom og Ungdom, begge 1967, samlet under titlen Det tidlige forår, 1976. Her vender hun endnu engang tilbage til sin uudtømmelige barndom, til livet "hjemme i gaden", og genoplever det i en nænsom fortrolighed der langtfra forskønner de barskere sider af Vesterbromiljøet. Et dristigere greb tilbage i fortiden foretog hun med en anden erindringsbog Gift, 1971, om voksenlivets forvildelser i hendes første ti år som forfatter. Bogen er helt afklaret skrevet, hensynsløst åbenhjertig og med en selvudlevering der er sjælden i memoirelitteraturen. Endnu ejendommeligere er dog hendes sidste tilbageblik Tove Ditlevsen om sig selv, 1975, bestilt som undervisningsbog til folkeskolen. Her fortæller hun med pædagogisk forståelse, afslappet og ligefremt sine ungdommelige læsere om et lidet mønsterværdigt levnedsløb, om psykiske problemer og ægteskabelige forlis og om hvordan hun holdt sig i live ved at skrive. Med i billedet af hendes sidste år hører også at hun ind mellem bøgerne lavede mange veloplagte og muntre causerier til aviser hvoraf de bedste er samlet i Min nekrolog og andre skumle tanker, 1973 og En sibylles bekendelser, 1976.

Kunstnerisk øste hun af sine erfaringer fra depressionernes og sindslidelsernes grænseland i to romaner og to digtsamlinger hvor hun delvis prøvede nye udtryksformer, tydeligst i De voksne, 1969. Her skriver hun sproget ned til prosadigtets knappe registrering i en række billeder af de midaldrendes udsigtsløse eksistens. Stemningen er pessimistisk, men ikke uden barsk stoicisme: "livet smager af aske men er til at udholde". Den friere verseform anvendes også i den kompositorisk mere splittede samling Det runde værelse, 1973. Et af hovedstykkerne er et stærkt indlevet portrætdigt om en sindssyg piges forestillingsverden. – Romanerne Ansigterne, 1968 og Vilhelms værelse, 1975 handler begge om forfatteren Lise Mundus' kriser af psykisk og ægteskabelig karakter men er vidt forskellige. Den første er en af forfatterskabets mørkeste bøger, med sin næsten klinisk nøjagtige skildring af en kvindes sammenbrud, hendes hallucinationer og vrangforestillinger, indlæggelse på lukket afdeling og problematiske tilbagevenden til en "normal" tilværelse. Lise Mundus' ægteskab og skilsmisse er temaet for Tove Ditlevsens sidste roman, den forrygende Vilhelms værelse, en "Hærværk"-bog om elskov, had og galskab, om to ramsaltede elskende og deres "rå, nådeløse, rasende og ømme liv". Romanen er løs i opbygningen, men fortalt med hjerteskærende intensitet og grotesk humor. Handlingen slutter med Lise Mundus' død for egen hånd. Et halvt år efter bogens udgivelse begik Tove Ditlevsen selvmord.

Posthumt udkom 1978 et bind efterladte digte Til en lillepige. Med udgangspunkt i en barndom der oplevedes som en uafvendelig skæbne forholdt Tove Ditlevsen sig meget direkte til sit eget liv. Det dannede råstof i hele forfatterskabet. Men hendes talent fortolkede og forvandlede den private eksistens til virkelighedsnær digtning af stor almenmenneskelig gyldighed.

Tove Ditlevsen har modtaget Tagea Brandts rejselegat 1953, Emil Aarestrup-medaljen 1954, Henri Nathansens mindelegat 1958, undervisningsministeriets børnebogspris 1959, Ingrid Jespersens legat 1966, Søren Gyldendal-prisen 1971.

Familie

Tove Ditlevsen blev født i Kbh. (Kristk.), død i Kbh., begravet sst. (Vestre kirkegård). Forældre: fyrbøder Ditlev Nielsen Ditlevsen (1880–1972) og Kirstine Alfride Mundus (1890–1965). Gift 1. gang 29.4.1940 i Kbh. med redaktør Viggo F. Møller, født 24.4.1887 i Odense, død 24.3.1955 i Kbh., s. af branddirektør Fritz Julius Møller (1851–1908) og Marie Louise Frederikke Crone (1852–1930); ægteskabet opløst 1942. Gift 2. gang 12.9.1942 i Kbh. (b.v.) med stud.polit. Ebbe Munk, født 31.1.1916 i Høng, død 10.1.1970 i Esbjerg, s. af højskoleforstander, cand.mag. Einar Munk (1875–1938) og Ingeborg Køster (1877–1958); ægteskabet opløst 1945. Gift 3. gang 26.11.1945 i Kbh. (b.v.) med læge Carl Theodor Ryberg, født 27.9.1918 i Kbh., s. af kontorist Ejvind Ryberg (1887–1950) og Gudrun Vilhelmine Nellemann (1896–1976); ægteskabet opløst 1950. Gift 4. gang 4.8.1951 på Frbg. (b.v.) med cand.polit. Victor Andreasen, født 18.2.1920 i Raarup, s. af arbejdsmand Rasmus Peter Andreasen (1886–1954) og Amiela Smolenska (1896–1960); ægteskabet opløst 1973.

Ikonografi

Mal. af Hans Bendix, 1964 (Fr.borg), tegn. af samme udst. 1965, tegn. af samme 1966, 1971 og 1974 (de to sidste Kgl.bibl.). Tegn. af Gunnar Hossy, 1966(sst.).Foto.

Bibliografi

Erindringer: Barndom, 1967. Ungdom, 1967. Gift, 1971. T. D. om sig selv, 1975. – Niels Birger Wamberg i Danske digtere i det 20.årh. III, 1966 103–26. Lis Thorbjørnsen: 1971 e.Kr., 1970 5–23. Om T. D., red. Harald Mogesen, 1976.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Knudsen: Tove Ditlevsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288865