Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tom Kristensen

Oprindelig forfatter SEJ

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Tom Kristensen, Aage Tom Kristensen, 4.8.1893-2.6.1974, forfatter. Tom Kristensen blev 1911 student fra Henrik Madsens skole og cand.mag. med dansk som hovedfag 1919. Han var lærer i engelsk ved Købmandsskolen 1919–21, foretog 1922 en studierejse til Japan og Kina og blev 1924–27 og igen 1931–63 litteraturanmelder ved Politiken. Tom Kristensen var medlem af Det danske akademi fra 1960. Han boede siden 1946 på Thurø hvor han 1970 blev æresborger.

En afgørende forudsætning for Tom Kristensens forfatterskab finder man i studentertidens fundamentale mistillid til overleverede værdier. Denne tvivl manifesterer sig dels i en Nietzsche-inspireret, visionær kaosdyrkelse, dels i en angst-betonet søgen efter et muligt fast udgangspunkt for en livsanskuelse. Tom Kristensen debuterede med digtsamlingen Fribytterdrømme, 1920 hvor ca. halvdelen af digtene kan karakteriseres som ekspressionistiske. Disses motiver hentes fra eksotiske lande eller fra storbyproletariatet og er holdt i en stram, rytmisk form og med dyrkelse af ordenes og farvernes rent sansemæssige værdi. Digtene gengiver ikke nogen konkret ydre virkelighed, de peger på sig selv som æstetiske frembringelser, prioriterer den suveræne, artistiske formsans.

Et Nietzsche-citat der havde gjort voldsomt indtryk på Tom Kristensen angiver fribytterpoetikkens vilkår: "Man må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne". Romanen Livets Arabesk, 1921 er for så vidt én stor fribytterdrøm. Ved en arabesk forstår Tom Kristensen en "kunstnerisk udformet meningsløshed", og her er da også tale om en meget artistisk udformet afvisning af diverse religiøse, moralske og politiske anskuelser. Romanen skildrer optakten til og gennemførelsen af en revolution hvor proletariatet ikke udgør noget kvalificeret alternativ til det udlevede borgerskab. Livets arabesk betegner det nærmeste Tom Kristensen har været en egentlig nihilisme, og det kan diskuteres om romanen dybest set lever op til fribytterens krav om euforisk fastholdelse af meningsløsheden som eksistensens grundvilkår.

Annonce

Stilistisk set mere traditionel, men vægtigere forekommer En Anden, 1923. Det er en af psykoanalysen inspireret udviklingsroman som indtager en nøgleposition i forfatterskabet idet den skildrer den psykologiske baggrund for angstoplevelse, værdikrise og identitetssøgen. Under sin rejse til Asien 1922 havde Tom Kristensen oplevet en skærpelse af sit eget identitetsproblem; europæeren med hans urolige søgen efter en sjæl, en dybere mening var blevet konfronteret med asiatens foruroligende og fascinerende fatalistiske ro. I En Anden søger hovedpersonen, der har slået sig ned i Kina, denne ro samtidig med at han beskriver sin barndom i København (og Tom Kristensen var her glimtvis mere selvbiografisk end i Hærværk), beskriver hvorledes forventningen om menneskelig vækst frem mod en på faste værdier grundlagt identitet skuffes. Den voksne finder ikke roen, hans liv synes dømt til at være en gentagelse af mønstret i barndommens oplevelser. I sin tvetydige slutning viser En Anden imidlertid ikke blot at barnet er den voksnes far, den diskuterer også muligheden af den viljens frihed som studenten Tom Kristensen kun havde haft (fortvivlet?) foragt tilovers for.

Også digtsamlingen Påfuglefjeren, 1922 bærer præg af indtrykkene fra Asienrejsen. I flere af digtene kredses der om det der nægter at antage en form, det uudsigelige, et sjæleligt fænomen af erotisk-religiøs karakter: "Og jeg blev forledt til at synge om det,/jeg ej kan forstå." Det uforståelige i det asiatiske knyttes også (som senere det spanske i En Kavaler i Spanien) til dødsoplevelsen.

Med Hærværk, 1930 – en af århundredets mest betydningsfulde danske romaner – kan forfatterskabet siges at kulminere. Hærværksumiskendelige karakter af nøgleroman og den usminkede fremstilling af menneskelig fornedrelse måtte ved fremkomsten spærre for en forståelse af det kunstneriske format. Tom Kristensen arbejdede på denne i sin komposition sjældent raffinerede roman 1927–29, på et tidspunkt da han havde opgivet sin anmeldervirksomhed og sammen med vennerne Anton Hansen og Aksel Sandemose dannet en afholdsforening. Hovedpersonen Ole Jastraus hærværks-projekt er dobbeltsidet, det rummer et destruktivt aspekt som imidlertid er underordnet det konstruktive. Selvdestruktionen (romanen skulle med god grund have heddet Whisky) fører til opgivelse af borgerlighed (ægteskab, stilling som anmelder) og er et forsøg på at komme bag om al ideologisk påvirkning, bag om "meningerne". Målet med denne afskrælningsproces er at nå frem til sjælen, at finde sin sande, inderste identitet. Det lykkes ikke for Jastrau, han tvinges til at opgive, hans angst for sjælens uendelighed sejrer (jf. romanens berømte motto: "Frygt sjælen og dyrk den ikke for den ligner en last"). Hærværk rummer udover megen skarp psykologi og stemningsmættet miljøskildring Tom Kristensens egen erfaring om kunstens menneskelige omkostninger: viljen til fortsat konfrontation med eksistensens grundvilkår forudsætter den angst der på samme tid er kunstens livsnerve og en stadig fare for menneskelig ruin. I denne forbindelse kan Jastraus valg af flugten som løsning opfattes som et varsel om Tom Kristensens egen kunstneriske udvikling.

I 1932 holdt Tom Kristensen et radioforedrag (af ham selv senere med rette betegnet som vulgærmarxistisk) hvor han tog afstand fra størstedelen af 1920'ernes danske digtning. Erkendelsen af en altomfattende krise førte nu til kravet om politisk stillingtagen og på denne baggrund anklagede han sin ungdomsproduktion for at være udtryk for gold individualisme og amoralsk æsteticisme. 1930'ernes første halvdel blev i det hele taget den periode hvor Tom Kristensen var stærkest forankret i en fastere livsanskuelse der nærmest var af marxistisk-freudiansk tilsnit.

Man kan diskutere hvilke konsekvenser denne moralske og politiske udvikling fik for kunstneren Tom Kristensen. Sammenholder man digtsamlingen Mod den yderste Rand, 1936 med samlingerne fra 1920'erne (udover de allerede nævnte Mirakler, 1922 og Verdslige Sange, 1927) kan man alt efter temperament tale om afklaring eller afmatning. Kan det således nok hævdes at de bedste digte efter Hærværk synes undfanget i 1920'erne må det retfærdigvis understreges at Tom Kristensen dog fortsat også skrev digte der besad lyrikeren Tom Kristensens bedste egenskaber. Smukkest ses foreningen måske i Verdslige Sanges erotiske digte.

Tom Kristensen var i mange år Politikens huspoet, i stand til med få timers varsel at levere en aktuel digtkommentar (kvaliteten var rimeligt nok svingende). Et udvalg er samlet i Digte i Døgnet, 1940. I Den sidste Lygte, 1954 mærkes en stigende indflydelse fra forbilledet Sophus Claussen side om side med en mere resigneret tone.

Øjemennesket Tom Kristensen brillerer især i den første af tre rejseskildringer, den fremragende En Kavaler i Spanien, 1926. I en blanding af lyrik og prosa tegnes et billede af landet oplevet som en sindstilstand. Mere en Don Quixote end en med ophøjet sjælsro begavet kavaler må Tom Kristensen også her lade sit alter ego vælge flugten bort fra en alt for påtrængende og uforståelig virkelighed. Helt modsat rummer En Omvej til Andorra, 1947 og især Rejse i Italien, 1951 en fordybelse i europæisk kulturtradition. Først nu rejste Tom Kristensen ud på det europæiske åndsmenneskes dannelsesrejse, nu kunne klassiske værdier integreres i personligheden. Også halvdelen af teksterne i Vindrosen, 1934 – med den sigende undertitel Konfrontationer – består af rejseindtryk.

1959 kom novellesamlingen Hvad er Heta? og andre fortællinger. I fire af novellerne (første gang trykt i 1946) psykologiseres der, igen med delvis selvbiografisk baggrund, over barnets møde med døden og kønslivet, dets første smertefulde erfaringer om tilværelsens foranderlighed. De øvrige tre noveller kan betragtes som fodnoter til Tom Kristensens religiøse udvikling.

Blev fra 1930'erne Tom Kristensens kunstneriske udvikling stækket blev han til gengæld en af sin generations mest betydende anmeldere. 1931–63 var han Politikens hovedanmelder af især angelsaksisk og nordisk litteratur. Ret beset hyldede anmelderen Tom Kristensen ofte dét der var blevet suspekt for kunstneren af samme navn. Han var åben og engageret, med stor psykologisk indlevelsesevne og klart blik for sammenhænge. Hovedvægten lå på at viderebringe glæde og begejstring – med årene stadig sjældnere det modsatte.

Endelig har Tom Kristensen virket som oversætter af tysk og engelsk skønlitteratur. Stalinprocesserne i 1936 gjorde en ende på Tom Kristensens kommunistiske sympatier, og fra slutningen af 1930'erne blev en kristent farvet religiøsitet dominerende i hans livsholdning. Dogmatisk blev han aldrig, som Jastrau endte han trods fristelser hverken som kommunist eller katolik.

Tom Kristensens kunstneriske format udsprang på godt og ondt af spændingen mellem et skarpt intellekt (der undertiden kunne føre til lammende selviagttagelse) og en rigt udviklet sensibilitet (der kunne tangere det overfølsomme). I det bedste han skrev var denne modsætning på mageløs vis både fastholdt og forsonet.

Familie

Tom Kristensen blev født i London, døde på Turø og blev begravet sst. Forældre: fabrikmester Niels Peter Larsen Kristensen (1867–1948) og Kirstine Marie Petersen (1874–1937). Gift 1. gang 2.12.1921 på Frbg. med Ruth Lange, født 15.4.1899 i Napoli, død 11.8.1992, (gift 2. gang 1935 med journalist Ove Nielsen, født 1905), datter af forfatter Sven Lange (1868–1930) og Maria M. Blad (1875–1959). Ægteskabet opløst 1927. Gift 2. gang med Else Marie Emma Pauline Aggersborg, født 8.11.1901 i Kbh. (gift 1. gang 1926 med fabrikant Knud Malling, født 1896, gift 3. gang med forretningsbestyrer Erik Eriksen), datter af fabrikant Hans Christian Aggersborg (1862–1928, gift 2. gang 1927 med Marie Christine Elisabeth Hansen, født 1877) og Rosa Kall (1867–1913). Ægteskabet opløst. Gift 3. gang 4.12.1933 med Gerda Westermann, født 11.2.1910 i Kbh., død 1943, datter af købmand Georg Wilhelm Westermann (født 1872) og Elisabeth Nielsine Schrøder (1880–1934). Gift 4. gang 8.3.1946 i Kbh. (b.v.) med Ingeborg Sylvia Adelheid Nielsen, f. Weber, født 10.3.1904 i Svendborg (Vor Frue), død 22.1.1993, datter af plantageejer Sophus Weber (1859–1941) og Sinnet Christine Bruhn (død 1931).

Udnævnelser

R. 1955.

Ikonografi

Tegn. af Ivan Opffer, 1924 (Fr.borg), af H. Bendix udst. 1928, H. Jensenius udst. 1929 og Otto Christensen, 1932 (Kgl. bibl.). Mal. af Johs. Nielsen, 1936. Tegn. af Carl Jensen, 1943. Buste af G. Hammerich, 1946. Linoleumssnit af K.J. Almquist s.å. Mal. af Ruth Weber, 1959 (Fr.borg). Tegn. af Opffer, 1960 (sst.), af Bendix udst. 1962 samt 1963 (Kgl. bibl.) og Otto Christensen, 1969. Radering af Poul Christiansen. Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Hanne Jürs og Bente E. Knudsen: Tom Kristensen. En bibliografi, 1979.

Udg. Udv. digte, ved Carl Bergstrøm-Nielsen, 1963.

Kilder. Tom Kristensen: Åbenhjertige fortielser. Erindringsglimt, 1966. Samme: Blandt københavnere, 1973. Tom på Thurø. En samtale mellem Tom Kristensen og Thorkild Bjørnvig, 1971.

Lit. Chr. Rimestad i Gads da. mag. XVIII, 1924 118–25. Aage Kabell sst. 1952 489–504. Otto Gelsted i Sirius, 1925 217–27. Søren Hallar: Tom Kristensen. En farvepsyk. studie, 1926. Regin Højbjerg-Pedersen: Tom Kristensen, 1942. Ernst Frandsen: Årgangen, der måtte snuble i starten, 1943 (3. udg. 1965) 119–72. Erik Rostbøll i Det danske mag. II, 1954 534–41. Klaus Rifbjerg: Rif, 1967 183–90. Omkr. Hærværk, udg. Aage Jørgensen, 1969 (heri bibliografi). Preben Ramløv i Børne- og ungdomsbøger, 1969 (2. udg. 1974). Niels Egebak: Tom Kristensen, 1971. Lars-Olof Franzén: Punktnedslag i da. lit., 1971 66–77 183–85. Henning V. Jensen i Kritik XVIII, 1971 5–26 (jfr. sst. 104–21). Lyrikeren Tom Kristensen, udg. Aage Jørgensen, 1971. Mogens Bjerring Hansen: Person og vision. Hærværk og dens forudsætninger, 1972. Thorkild Bjørnvig: Virkeligheden er til, 1973 99–109. Carl Bergstrøm-Nielsen: Analfabeternes forlægger, 1974 74–90. Thurø og Tom (ved Johannes Johansen), 1975. M. S. Byram i Scandinavica XV, London 1976 29–37. Jørgen Breitenstein: Tom Kristensens udvikl., 1978. Klaus Rifbjerg i Danske digtere i det 20. årh., 3. udg. II, 1981.

Papirer i Kgl. bibl. Carl Bergstrøm-Nielsen: Tom Kristensens papirer, 1975 (registrant).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven-Erik Jørgensen: Tom Kristensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293011