• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thorkild Bjørnvig

Oprindelige forfattere MeHa og PDahl

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Thorkild Bjørnvig, Thorkild Strange Bjørnvig, 2.2.1918-5.3.2004, forfatter. Efter studentereksamen 1938 (Aarhus Katedralskole) læste Thorkild Bjørnvig sammenlignende litteratur ved Århus universitet og lagde under studiet grunden til den omfattende litterære og kulturfilosofiske orientering som præger hele forfatterskabet; for en prisopgave om Rainer Maria Rilke hvis digte han senere oversatte fik Thorkild Bjørnvig 1946 guldmedalje. Allerede her søgte han en afklaring på sit centrale omverdensproblem ved at fastholde jeg og omverden over for hinanden som de to centre i en ellipse. Efter magisterkonferens 1947 debuterede Thorkild Bjørnvig med digtsamlingen Stjærnen bag Gavlen om en uholdbar kærlighed der er set i forhold til naturen. Som student havde han medvirket i foreningen Musiske studenter hvis intentioner videreførtes i tidsskriftet Heretica (1948–53) som de to første år blev redigeret af Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen. Til kredsen omkring Heretica der fik væsentlig indflydelse på tidens kulturdebat hørte desuden Ole Wivel og Martin A. Hansen hvis digtning Thorkild Bjørnvig behandlede i 1949 (Martin A. Hansens Digtning); i Heretica tryktes bl.a. essayet Begyndelsen og digtet Barndommens Hus som viser hen til inspirationen i venskabet med Karen Blixen – senere beskrevet i Pagten. Mit venskab med Karen Blixen, 1974. Begyndelsen står her for en enhed af natur og historie, kunst og liv, digter og borger; i løbet af 50erne blev en spaltning af denne enhed fremtrædende hos Thorkild Bjørnvig efterhånden som natur og kosmos fremstod som det magnetfelt der bragte alle andre oplevelser og perspektiver i forhold til sig. Herved frigjordes en stærk, skabende evne som fik sit første udtryk i titeldigtet i Anubis, 1955 – en digtsamling som desuden tog fortrængte dødsmotiver op.

I 50erne udgav Thorkild Bjørnvig i øvrigt kun lidt, men arbejdede, i det vekselspil forskning/digtning som karakteriserer forfatterskabet, dels på en henlagt disputats om den europæiske modernisme (studierejser til Paris 1950, Bonn 1951, Uppsala 1955) dels med digtsamlingen Figur og Ild der udkom 1959. Efter digte om den moderne splittelse (Nietzsche) og med det erotiske som gennemgangsled bringer bogens sidste del natur- og kosmosmotiverne til fuld udfoldelse. Denne afklaring af sit natursyn reflekterede Thorkild Bjørnvig derpå i essaysamlingen Begyndelsen, 1960 som tillige indeholder en central analyse af den "æstetiske idiosynkrasi" – en civilisationsbestemt tilstand af "følsomhed uden følelse, fornenmelse uden sanselighed" der slår ud i virkelighedshad. Fænomenet der har natursynet som positivt modstykke er væsentligt for Bjørnvigs modernismeforståelse. Med det originale natursyn og opfattelsen af modernismen som "sakralt provisorium" som forudsætninger tog Thorkild Bjørnvig nu fat på en disputats om hele Martin A. Hansens forfatterskab Kains Alter, 1964. Hovedtesen – at en "uforsonlig konflikt mellem kunst og kristendom" bragte digtningen til ophør – fremkaldte en voldsom debat som Bjørnvig tog stilling til i Forsvar for Kains Alter, 1965. I disputatsen fremlagde Thorkild Bjørnvig samtidig sin egen identitetsopfattelse som "en tempereret identitet – et rytmisk skift mellem selvopfattelse og selvforglemmelse".

I disse år skrev Thorkild Bjørnvig desuden talrige essays hvoraf en del er trykt i Virkeligheden er til, 1973; 1966 kom digtsamlingen Vibrationer og 1968 det svært tilgængelige digt Ravnen hvis første udkast stammer fra 1937; de fleste afsnit er skrevet i Rom 1963–64, de sidste på Samsø hvor Thorkild Bjørnvig bosatte sig. I lys af identitetsproblemet sammenføjes begyndelsesmotivet her med natur og kosmos til hans største, bevidst kunstneriske (selv-)realisation. I 70erne reformulerede Thorkild Bjørnvig, inspireret af beatmusikken, begyndelsens utopiske impuls (Oprør mod neonguden, 1970) og uddybede dens religiøse dimensioner (bl.a. ved forelæsninger på Københavns universitet, 1974). Desuden søgte han ved at oversætte Friedrich Holderlin tilbage til sit natursyns historiske forudsætning. Som en polemisk digter med saglig viden engagerede Thorkild Bjørnvig sig i den økologiske debat med Delfinen. Miljødigte 1970–75, 1975 som adskiller sig fra Bjørnvigs øvrige lyrik ved at selvforståelsen viger for appellen til læseren.

Annonce

Også i hans senere forfatterskab skrev han miljødigte, bla. Abeguder. Miljødigte 1975-80, 1981 og Epimetheus. Miljødigte 1980-90, 1990. Blandt han samlinger af essays kan nævnes Også for naturens skyld : økologiske essays, 1978 samt Den følende planet, 1988. Hans Samlede digte udkom i 1998. Ud over Pagten udgav Thorkild Bjørnvig flere erindringsværker: Solens have og skolegården, 1983, omhandler erindringer fra 1918-33, Hjørnestuen og månehavet, 1984, om perioden 1934-38, Jordens hjerte, 1986, om 1938-46 og endelig Ønsket, 1987, der skildrer årene 1946-48.

Sideløbende med forfatterskabet virkede Bjørnvig som forlagskonsulent, foredragsholder, oversætter og udgiver. Han var 1960-2001 medlem af Det danske akademi og tildeltes en lang række udmærkelser, bl.a. Søren Gyldendalprisen, 1960, Dansk oversætterforbunds ærespris, 1962, Holberg-medaillen 1983, Henri Nathansens mindelegat 1984 og Rungstedlund-prisen 1998. Vagn Holmboe har skrevet musik til Thorkild Bjørnvigs Universitetskantate og Nietzsche-sonetter, Per Nørgård til Titanic. Til Ravnen har Arne Kildebæk lavet en serie grafiske blade.

Uden at slippe den humanistiske dannelsestradition skrev Thorkild Bjørnvig sig fra sit udgangspunkt i Hereticas sensymbolistiske miljø ind i modernismen for herfra – med natursynet som centrum -at åbne for nye perspektiver.
Som lyriker var Thorkild Bjørnvig på én gang original og bestemt (til tider bundet) af traditionen; den rytmiske diktion er mættet, men i de bedste digte frigøres inspirationen i en suveræn kosmisk følelse. Som essayist registrerede Thorkild Bjørnvig følsomt og præcist kompleksiteten i de fænomener han tog op. Uden at være metodiker nåede Bjørnvig som værkorienteret forsker en klar helhedsforståelse i kraft af en sikker indfølingsevne, men han karakteriserer ved at placere sig selv som tekstens bevidste modspil. Dr. h.c. ved Lunds universitet 1979.

Familie

Thorkild Bjørnvig blev født i Århus og er begravet på Nordby kirkegård, Samsø.
Forældre: fabriksinspektør, cand. polyt. Theodor Frese Bjørnvig (1882–1966) og Adda Thomine Hummel Jensen (1888–1957). Gift 1. gang 21.9.1946 i Brønderslev med Grete Damgaard Pedersen, født 19.2.1922 i Kolding, d. af købmand Peder Damgaard Pedersen (1891–1973) og Mary Elise Christensen (1893–1936). Ægteskabet opløst 1969. Gift 2. gang 14.6.1970 i Snøde med Birgit Nielsen, født 4.1.1936 i København, d. af formand Knud Ove Nielsen (1912–61) og Kitty Hornum (1913-90).

Ikonografi

Mal. af Aug. Tørsleff ca. 1962. To tegn. af Hans Lollesgaard (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Århus universitets årsberetning 1964–65 219. Björn Julén: Danske digtere i det 20. århundrede III, 1965 273–89. Claus Clausen: Digtere i forhør, 1966 33–59. Ole Jensen: Theologie zwischen Illusion und Restriktion, 1975. 223–33. Erik A. Nielsen: Modernismen i dansk lyrik 1870–1970, 1976 138–61. Per Dahl: Thorkild Bjørnvigs tænkning, 1976 (med bibliografi).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Per Dahl: Thorkild Bjørnvig i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287137