Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thomas Overskou

Oprindelig forfatter RNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Thomas Overskou, 11.10.1798-7.11.1873, forfatter, teaterhistoriker. Født i Kbh. (Frels.), død sst. (Frbg.), begravet på Frbg. O.s far var indvandret vendelbo, der blev fabriksarbejder i Kbh., moderen har O. skildret som en redelig, mild og gudfrygtig natur i bådsmandskonens skikkelse i sin bedste komedie Pak! Forældrenes gode egenskaber var hans arv og styrke gennem fattige barndoms- og ungdomskår som han besejrede med gigantisk flid og vilje til fremdrift. Om de mange kampe han måtte bestå har han selv fortalt i sin sidste bog Af mit Liv og min Tid, 1868, og de giver dette værk, som F. C. Sibbern regnede til "det værdifuldeste og læseværdigste i dansk Literatur" bestandig betydning som samfundsskildring før skoleloven af 1814 og den sociale forsorgs tid. O. var ingen lysende begavelse, og der er i hans produktion kun få vidnesbyrd om at kunstens og videnskabens genier stod ham bi, men hans livsgerning er et mageløst eksempel på, hvor langt hårdnakket vilje kan føre sin mand. Hans læselyst var medfødt, og han havde en udmærket hukommelse, men fattigdommen tvang ham i snedkerlære i stedet for i latinskolen; det pinte ham hele livet og diskvalificerede ham i mange akademikeres øjne at han ikke blev student; selvuddannelsen hvilede, skriver han, "tungt paa mig som en Forbandelse". Teatret blev den port hvorigennem han kunne "liste sig ind paa Kunstens og Videnskabens Enemærker", og efter forgæves forsøg lykkedes det ham 1818 at få foden indenfor, støttet af instruktør J. P. Frydendahl der havde fået interesse for hans da utrykte skriverier. Omsider 25.4.1821 debuterede han som tjeneren Jasmin i Den paadigtede Galskab og to år senere blev han kgl. ansat, men han nåede kun at blive brugbar i halvkomiske småroller ved en ret omfattende teatertjeneste. Stillingen havde længe været ham til byrde, da han efter eget ønske fra aug. 1842 fik afsked med 412 rdl. i pension. Hans sidste optræden var Jeppe, Erasmus Montanus' far (23.11.1841). Men dermed var hans tjenstlige forhold til teatret ingenlunde afsluttet. Da J. L. Heiberg 1849 blev chef, udnævntes O. til sceneinstruktør, i hvilken stilling han tidligere havde fungeret. Hans betingelser for denne gerning var erfaring og påpasselighed, men ingen kunstnerisk evne. Han blev Heiberg en tro medarbejder og afskedigedes brutalt af hans efterfølger (1858). Som svar herpå udgav han s.å. pjecen Oplysninger om Theaterforhold 1849-1858 hvori harmen over den usømmelige behandling, han havde været genstand for, gav hans sprog en flugt det ellers savnede. 1846 var han den første som fik kgl. bevilling til at oprette et privatteater inden for voldene, og dette privilegium betød dengang et afgørende brud med nationalscenens gamle eneret på opførelse af dramatisk litteratur. O. udgav s.å. pjecen Folketheatret, hvori han redegjorde for foretagendet og indbød til aktietegning, men da planen stod på nippet til at blive gennemført, strandede den på vanskeligheder som den upraktiske O. ikke kunne klare. Han måtte se Casino blive det første privatteater i Kbh., men tilfældet ville at han en del år senere skulle blive dets direktør. Her havde han dog kun uheldet med sig, men tidspunktet var også det vanskeligst mulige: vintermånederne efter krigen 1864. Omkring 1830 var O. brudt igennem som lystspilforfatter, dækket af en anonymitet der først blev hævet da han havde sejret. Hans tidligste skuespil, Farens Dage, 1826, Tre Maaneder efter Brylluppet, 1828 og Misforstaaelse paa Misforstaaelse, s.å. er nu glemt. De var forældede allerede da de kom frem og fulde af reminiscenser fra de tyske dramatikere A. F. F. v. Kotzebue og F. U. L. Schröder. Først da han i sit selvstudium fandt vej til John Vanbrughs og William Congreves solide engelske komedier forstod han at det ikke kom an på at kopiere kendte sceniske typer, men tværtimod på at skildre "komiske Originaler, som af Forfatterens Lune føres fra Livet ind paa Scenen for sandt og kraftigt at præsenteres i al deres Latterlighed". Selv om han vedblev at benytte gamle komedieformer var karaktertegningen mere ægte og lunet større i de tre lystspil der har bevaret scenisk liv til vore dage: Østergade og Vestergade, 1828, Capriciosa, 1836 (hvori A. L. Arnesen skrev billardakten og flere af sangene) samt Pak!, 1845. Disse arbejder er ikke betydelige digterværker, men solide og morsomme folkekomedier hvis lokalfarve gav dem værdi på længere sigt, og hvori der var lykkelige fund, fx den idé at bringe de brave nyboderfolk på scenen. For Heiberg var Østergade og Vestergade det bedste lystspil siden Gulddaasen, og Adam Oehlenschläger beundrede især indfaldet at klassificere den kbh.ske borgerstand efter de to gader. O. formede rollerne med sine kolleger blandt skuespillerne for øje og mange af replikkerne gik over i sproget som mundheld, men det hændte at de sympatiske figurer blev alt for ædle og de usympatiske alt for slette, for O.s viden om samfundets øvre lag stod ikke mål med hans kendskab til de lavere klasser. Bedst lykkedes hans skildring af mødrene. Mange år senere skrev Herman Bang: "Den jævne Kones Retsindighed, hendes Hjertensgodhed, hendes ufravigeligt rigtige Instinkt overalt, hvor det gælder Følelsen og Hjertet – alt det er evigt". De O.ske komedier, som udkom samlet i fem bind 1850-51, forsvandt fra nationalscenen med det gamle teaters nedrivning, men vendte levende tilbage på privatscenerne, og deres succes gik de hårde domme afgørende imod, som censor Chr. Molbech fældede ved fremkomsten. Også i de andre nordiske lande blev de hyppigt spillet, og Fandens Overmand, 1854 (Den Ondes Besegrare) gjorde endog større lykke i Sverige end i Danmark. I alt skrev O. femten originale og syv syngespiltekster, og desuden oversatte han 41 skuespil og bearbejdede teksten til 40 syngespil. Denne vældige produktion ville i vore dage have indbragt ham en stor formue, men datidens slette honorarvilkår gav ham aldrig fred i økonomisk henseende, og skønt han udnyttede enhver chance, fx ved at redigere Dagen (1836-38) og ved at stille sig til rigsdagsvalget 1848, måtte han 1859 opgive sit hjem. Sygdom i hjemmet og andre private sorger bidrog hertil. Når nøden var størst, hjalp grevinde Danner ham, men arkæologen J. J. A. Worsaae hindrede, at han blev inspektør ved Rosenborg, hvortil så store modsætninger som grevinden og ægteparret Heiberg anbefalede ham.

Varigst betydning fik O. som teaterhistoriker og gennem det nævnte memoireværk Af mit Liv og min Tid. Allerede i ungdomsårene begyndte han at samle stof til Det kgl. teaters historie, og da det ældste arkiv var brændt med Christiansborg 1794, var det ikke få hindringer han måtte overvinde. Den 80-årige fhv. skuespiller F. Schwarz, hvis erindring gik tilbage til tiden før 1770, blev ham en vigtig mundtlig kilde, og da han arvede hans papirer, fik han en væsentlig del af materialet til teksten omkring den daglige repertoireliste han med stor flid havde samlet, og som han senere med flere heldige fund fuldstændiggjorde fra teatrets åbning på Kongens Nytorv 1748. Resultatet af al denne flid blev først et statistisk arbejde: Fortegnelse over alle dram. Arbeider, som siden det kgl. Theaters Aabning 18. Decbr. 1748 indtil Udgangen af Aug. 1838 have i det danske Sprog været opført paa det kgl. Theater og Hoftheatret, samt over Balletterne siden Galeottis første Ballets Opførelse, 1838; dette nyttige skrift, det første i sin art i vor litteratur, blev populært kaldt "O.s Haandbog" og udkom senere i forøgede udgaver, sidste gang 1879 ved Edgar Collin. Med understøttelse af Samfundet til den danske litteraturs fremme begyndte O. 1854 at udgive sit hovedværk Den danske Skueplads, i dens Historie, fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid, og i løbet af ti år førte han gennem fem bind fremstillingen ned til 1849; kort før sin død påbegyndte han udgivelsen af et supplement der skulle omfatte perioden 1849-74, indtil den gamle bygnings nedrivning; manuskriptet blev dog ikke færdigt, men fuldendtes af Edgar Collin 1876. O.s teaterhistorie er et kildeskrift af stort, på mange punkter uerstatteligt værd, men den må betragtes med kritik, da senere forskere gennem et dybere kildestudium har korrigeret eller suppleret hans resultater. Vejledende har O.s værk været for dem alle, især for P. Hansen, hvis bedre skrevne, men mere overfladiske teaterhistorie hovedsagelig hviler på hans arbejde. Men de fleste, der benyttede O. slog sig til riddere på hans fejl, mens få forstod at når ét menneske skal bygge et så stort værk fra bar bund er mangler uundgåelige. Sproget er knudret som næsten altid O.s prosa; han fulgte den annalistiske fremstillingsform der vel vanskeliggør oversigten, men som er den grundigste, og som tillader medtagelse af enkeltheder der på længere sigt har større værdi end det i første øjeblik synes. Personskildringen, fx af dr. Ryge (J. C.) står højere end den litterære bedømmelse, og skildringen af den Heibergske periode, hvori O. selv var ivrig deltager, er mere et defensorat end objektiv historieskrivning. O. karakteriserede sit arbejde med disse ord: "Det er ikke en Morskabsbog, jeg har villet levere, men et Værk, der efter Gennemlæsningen beholder Værd". Denne dom står stadig ved magt. O.s flittige liv er et gribende billede af de triste forhold, hvorunder en åndsarbejder måtte leve på den tid hvor det næsten var en forbrydelse for en ikke-akademiker at vove sig ind på forfatterbanen. Men hans viljekraft svækkedes aldrig af misundelse, og hans forsynstro gav ham en ligevægt i sindet der fik ham til at synes, at han trods al modgang dog havde grund til at være taknemmelig. Den hån, han ofte mødte i livet, fortsatte fra tilsvarende kredse efter hans død. Edv. Brandes kaldte ham "en stakkels Autodidakt", og C. St. A. Bille nægtede på bedømmelsesudvalgets vegne at lade hans buste opstille i det nuværende teaters foyer.

Familie

Forældre: sukkerhusarbejder Jens Sørensen O. (1762-1822) og Margrethe Jørgensen (1763-1838). Gift 1. gang 10.12.1823 i Kbh. (Slotsk.) med skuespiller Juliane Adolphine Knub, født 12.7.1797 i Kbh. (Frue), død 21.8.1857 sst. (Trin.), d. af bødkermester, kaptajn Frederik Christian K. (1759-1821, gift Susanne Schultz, ca. 1757-1813) og figurantinde Christiane Juliane Frederikke Rummelhoff (ca. 1772-1834). (Kbg. har: fh. tjener Johan Adolph Nicolaysen og Juliane Nielsdatter). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 28.4.1850 i Kbh. (Slotsk.) med Jonine Margrethe Lund, født 27.8.1803 i Kbh. (Holmens), død 21.9.1869 sst. (Frbg.), d. af kgl. staldkarl, senere rustvognskusk Christian Jensen L. (1772-1817) og Inger Anthonette Kieldsdatter Bach (død senest 1817). Gift 3. gang 3.5.1870 på Frbg. med Marie Georgine Thostrup, født 24.8.1830 i Kbh. (Helligg.), død 12.7. 1889 sst. (Frbg.), d. af læge, senere amtskirurg, kancelliråd, fattiglæge Zacharias Geertsen T. (1806-77, gift 2. gang 1867 med Anne Marie Emilie Larsen, 1813-90) og Anne Marie Hylquist (1802-66).

Annonce

Udnævnelser

Tit. professor 1852. – R. 1868.

Ikonografi

Stik i rolle af C. V. Bruun. Mal. af G. Salomon, 1849 (Fr.borg, deponi. i Teatermus.), litograferet 1851. Tegn. signeret J. Kayser, 1852 (Fr.borg) og tegn. af Fritz Jürgensen. Afbildet på Constantin Hansens mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg). Træsnit 1868 og efter dette træsnit af H. P. Hansen, 1886. Træsnit af H. P. Hansen, 1871, og efter dette s.å., 1874 og 1877. Buste af Henny Diderichsen, 1873 (Teatermus.; Det kgl. teater; på graven). Afbildet på mal. af V. Neiiendam udst. 1956.

Bibliografi

T. O.: Af mit liv og min tid, 1868 (ny udg. ved Rob. Neiiendam I-II, 1961-62). – F. C. Sibbern: Om poesie og konst III, 1869 XXXVf. Aug. Bournonville: Mit theaterliv III, 1, 1877 (ny udg. 1979) 65f (jfr. Edgar Collins svar i Dagbladet 16.7.1877). Rob. Neiiendam i Pers. hist. t. 11.r.VI, 1945 236. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Robert Neiiendam: Thomas Overskou i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295406