Thomas Dinesen, Thomas Fasti Dinesen, 9.8.1892-10.3.1979, forfatter, cand.polyt. Thomas Dinesen voksede op på Rungstedlund som den næstyngste af fem søskende og gik i skole i Rungsted. Han blev privat dimitteret som student 1910 men havde allerede da påbegyndt studiet ved Polyteknisk læreanstalt hvorfra han tog kandidateksamen 1916. S.å. blev Thomas Dinesen besidder af Det Wentzel Dinesenske fideikommis og arvede slægtens hovedgård Katholm ved Grenå som han dog frasagde sig.

Da var første verdenskrig brudt ud, og Thomas Dinesen ventede kun på at vide Danmarks neutralitet sikret mod tysk besættelse før han søgte ind som frivillig soldat på allieret side. I New York blev han 12.6.1917 indskrevet som rekrut i den canadiske hær (The 42nd Battalion Royal Highlanders of Canada) og - efter en mangelfuld uddannelse - afskibet oktober s.å. fra Halifax til England hvor uddannelsen fortsatte.

15.3.1918 gik canadierne i land i Frankrig og blev straks sendt til fronten ved Amiens hvor den 42. brigade i sommerens løb deltog i talrige angreb på fjendtlige skyttegrave. For sin tapperhed udmærkedes Thomas Dinesen med Victoria Cross (18.8.1918) og modtog ligeledes Croix de Guerre (27.9.1918). Sin afsked søgte og fik han fra den canadiske hær jan. 1919 hvorefter han vendte tilbage til Danmark.

Fra december 1920 til marts 1925 opholdt Thomas Dinesen sig i to længere perioder på Karen Blixens farm i Kenya og hjalp sin søster med farmens drift. Efter indgåelse af ægteskabet 1926 og nogle års bosættelse i København hvor Thomas Dinesen skrev sin berømte erindringsbog No Man's Land flyttede familien 1932 til Hillerød hvorfra forbindelsen til Rungstedlund med den derboende, i 1931 fra Afrika hjemvendte søster, fra nu af blev en krævende del af hans tilværelse.

1956 overtog Thomas Dinesen familiebesiddelsen Lerbæk ved Vejle efter sin bror, Anders Dinesen (1894-1976), men tog først bolig på godset 1966. Siden fortsatte Thomas Dinesen med betydeligt held sit påbegyndte forfatterskab (novellesamlingen Syrenbusken, 1951, og livsanskuelsesbogen Øksen, 1959) med de to indsigtsfulde bøger om faderen, Boganis, 1972 og søsteren Tanne, 1974 samt dagbogsromanen om oldemoderen Anne Margrethe, 1976.

Familie

Thomas Dinesen blev født på Rungstedlund, døde i Vejle og er begravet på Hover kirkegård.

Forældre: forfatter, godsejer Wilhelm Dinesen (1845-95) og Ingeborg Westenholz (1856-1939). Gift 7.4.1926 med Jonna Lindhardt, født 8.9.1902, d. af stiftsprovst Vincentz Charles L. (1850-1922) og Theodora Elise Wilhelmine von Bülow (1860-1934). - Bror til Karen Blixen.

Udnævnelser

R. 1920.

Ikonografi

Maleri. Foto.

Bibliografi

Thomas Dinesen: No man's land, 1929; eng. udg.: Merry heil, London 1930. - John Hundevad i The legionary. National mag. of the Royal Canadian legion XLIII, Toronto 1968, nr. 3 august. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig