Thomas Clitau

Thomas Clitau, Thomas Christensen Clitau, ca. 1695-9.1.1754, forfatter. Født på Bygholm ved Horsens, død i Bergen, begravet i domkirken sst. C. blev student 1714 fra Odense gymnasium, rejste udenlands og studerede jura i Halle 1726. Efter sin hjemkomst var han en tid auditør ved et rytterregiment, levede senere i Kbh. som skribent, juridisk manuduktør og sproglærer indtil han 1748 blev notarius publicus i Bergen hvor der efter hans død for hans efterladenskaber oprettedes et blindelegat; han var selv svagsynet. -Som forfatter spillede C. på flere strenge. Han udgav et par juridiske håndbøger; den ene, Overeensstemmelse og Forskiæl imellem den Romerske og Danske Ræt, 1736, er den første behandling af romerretten på dansk. Af senere dato er en filosofiens historie Theatrum Sapientiæ et Stultitiæ som aldrig blev trykt (manuskriptet i Det kgl. bibl.). Fra 1735 var han medarbejder ved Joachim Wielandts Lærde Tidender, 1740-48 redaktør deraf, og står som den der har indført litterær kritik i dansk presse. Som journalist førtes han ind i flere polemikker; hans stridsskrift Journal over den Grammaticalske og Orthographiske Krig, 1742 imod Niels v. Hauens retskrivningsreformforslag fik betydning ved at give stødet til Jens Høysgaards forfatterskab. Som deltager i den store Spectator-fejde forfulgte han sin modstander Jørgen Riis ad rettens vej (1745), men tabte ved højesteret (1747); i mellemtiden var det lykkedes ham at få ram på Riis i det periodiske skrift Dubia og Correctioner over Den Politiske Tilskuer, 1745-46. -C.s mest kendte værk er Poetisk Tidsfordriv, 1738 (med Continuation, 1740) hvori størstedelen af hans digte er samlet heriblandt latinske, franske, tyske og italienske vers i hvilke han brillerer med sit store sprogtalent. I den meget pralende fortale slår han sig til ridder på Bording, Kingo og Holberg som han mener at overgå i prosodisk korrekthed, og ved at anvende 80 forskellige strofeformer prøver han at være forbillede for unge digtere. Man må også indrømme ham stor metrisk færdighed og variationsevne, og der findes enkelte nette ting iblandt, medens andet skæmmes af tørt pedanteri. Hans stil svinger mellem barok og klassik; i sin diktion kan han samtidig minde om Anders Bording. - Om C. som person er den samtidige dom - før han blev gammel og gudelig - ikke gunstig. Han har været temmelig indbildsk og arrogant, unødig voldsom i sin polemik. Baggrunden for hans selvfølelse er en ubestridelig perfektibilitet, men reversen af hans evners mangesidighed (han var også musikalsk begavet) var mangelen på fornøden koncentration.