Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Th. Rumohr

Oprindelig forfatter PHes
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Th. Rumohr, Vilhelm Theodor Kierstrup Rumohr, 2.8.1807-15.10.1884, forfatter. Født i Kbh. (Frbg.), død sst. (Frbg.), begravet på Frbg. (Solbjerg). R. blev student 1826, privat dimitteret; samtidig med at han passede sit juridiske studium dyrkede han sine tidligt vågnede historiske og filologiske interesser hvortil han yderligere opflammedes af sin historisk og sprogligt interesserede adoptivfar. Efter at han 1832 var blevet cand.jur. var han i nogle år knyttet til Berlingske Tidende hvorefter han afsluttede sine lære- og vandreår med en rejse gennem Tyskland og Schweiz. Hjemkommen fra udlandet var han først kopist under Kbh.s magistrat og senere tingskriver i Gram hrd. i Sønderjylland; 1853 tog han eksamen i slesvigsk ret og udnævntes s.å. til herredsfoged i Haderslev, en stilling han beklædte til 1864. Derefter tog han ophold i Kbh. hvorfra han foretog flere store rejser, ikke alene i Europa, men også i Afrika og Asien; Palæstina besøgte han således sammen med grevinde Danner til hvem han var knyttet som en art rådgiver. R. debuterede 1830 med et episk digt, Selvmorderen eller Vandring gjennem Maanen og Jorden i det 33te Aarhundrede. Derefter fulgte et dramatisk digt i fem akter om Regner Lodbrog og hans Sønner, 1833, en historisk novelle fra 1600-tallet, Jacob Dannefærd, 1838 og en historisk-romantisk fortælling, Odins Ankomst til Norden, 1839. Det lykkede dog ikke R. at få tag i et større publikum med disse arbejder. 1842 udsendte han Peter Tordenskjold. Et historisk Maleri fra det 18de Aarhundrede, den første af de historiske romaner, der fremkom under det senere stadig benyttede pseudonym P.P. (ɔ: pro patria). Den efterfulgtes af Niels Juel og hans Samtid, et historisk Maleri fra Midten af det 17de Aarhundrede, 1847, Grevens Feide. Historisk Maleri fra den første Halvdeel af det sextende Aarhundrede, 1850, Historiske Billeder fra Christian den Fjerdes Tid, 1863 og Elias Hagen, 1868. Alle disse romaner er så vidtløftigt fortalt, overfyldt som de er med sidespring og forfatterens direkte henvendelser til læseren at man nu om stunder har svært ved at forstå den enestående popularitet de i sin tid opnåede; de hørte gennem adskillige årtier til den foretrukne læsning i lejebibliotekerne.

Familie

Forældre: kobbersmedemester, aëronaut Carl Frederik Kierstrup (1773–tidligst 1816) og Louisa Frederikke Simonsen (ca. 1785–tidligst 1834, gift 2. gang 1821 med janitschar ved garden Christian Bromme, 1794–1831). Adopteret 1.12.1829 af rentier Ditlev Christian R. (1767–1849). Gift 6.6.1841 i Kbh. (Frue) med Sally (Friderica) Nathalia Sames, født 31.8.1812 i Kbh. (Garn.), død 11.1.1892 sst., d. af oberst, kammerherre Hans Friederich Anna Ludwig S. (1763–1831) og Margaretha Cicilia Friderica Hinzpeter (1779–1853).

Ikonografi

Mal. af H. J. F. Berg (Fr.borg). Flere træsnit i ens type bl.a. 1882, af A. Bork, 1884, af W. Obermann, 1892.

Annonce

Bibliografi

Vilh. Møller i Nutiden IX, 1884 37. Rob. Neiiendam: Bogen om grevinde Danner, 1956 (2. udg. 1970). – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peder Hesselaa: Th. Rumohr i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296693