Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

T.C. Bruun

Oprindelig forfatter GeChr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

T.C. Bruun, Thomas Christopher Bruun, 2.11.1750-24.6.1834, forfatter, sproglærer. Født på Gavnø, død i Kbh., begravet sst. (Helligg.). B. gik i skole pa Herlufsholm og blev student 1767, underviste i levende sprog og blev 1800 lektor i fransk og engelsk ved det pædagogiske seminarium, 1802 professor i engelsk ved universitetet, 1808 sproglærer ved ingeniørkorpsets læreinstitut. Ved Kongens livkorps var han kaptajn til 1828. Frugter af hans lærervirksomhed er en række franske og engelske grammatikker og læsebøger. Han har også leveret oversættelser fra disse sprog: Beaumarchais' "Eugénie" (1775), La Fontaines fabler (1821), "Slagelse-Madamen" (1823) efter Pope. – B. kom tidligt ind i litterære kredse og var et ivrigt medlem af Norske selskab. Han har skrevet adskillige klubviser og besynger foruden venskabet fortrinsvis Bacchus og Amor, men Rahbek siger i sine erindringer at "han, den evigunge, var saa aldeles glad uden Drik, at man maaske kunde paastaa, han hele sin Levetid igennem ikke tilsammen taget har tømt en Flaske Vin eller en daværende Tolvskillingsbolle, og han var dog den gladeste og over-givneste af alle". På samme måde synes hans forkærlighed for en i samtidens øjne frivol behandling af erotiske situationer mere at være en frugt af litterær mode end at have personlig baggrund. Han bruger et sted Ovids ord til motto: Vita verecunda est, Musa jocosa mihi. (Mit liv er ærbart, min muse frivol).

B.s forfatterskab opviser prøver på næsten alle det udgående århundredes genrer. Han begyndte som dramatiker med femaktsskuespillet Den uhældige Lighed eller Kjærligheds og Mistankes Magi, 1779 i engelsk, borgerlig rørende stil. To år efter kom komedien Kjærlighed paa Prøve med personer og stil fra Holberg. Ingen af dem gjorde lykke. Et senere skuespil Pagten blev 1825 kraftigt udpebet. De historiske skuespil Enevoldsregiæringen, 1811 om Frederik III og Erik Glipping, 1816 blev ikke opført. Mere karakteristiske er hans mindre digte. De begyndte 1783 med Mine Frie-Timer eller Fortællinger efter Boccaccio og Fontaine; 1788 kom Rimerier, 1795 Blandinger, 1797 Særsyn, 1798 Skriftemaalet, 1799 Omvendelsen, 1811 Sildinger. Den første samling skaffede B. en herostratisk berømmelse. Biskop N. E. Balle henstillede nemlig at det skulle pålægges forfatteren at tilbageholde de endnu usolgte eksemplarer af bogen. Men Guldberg pålagde politimesteren at konfiskere samtlige eksemplarer og afkræve forfatteren en bøde på 100 rdl., og desuden "saasom man maa slutte, at det er et ondt, fordærvet og forargeligt Menneske, ganske ukyndigt i Religion og Kristendom, saa har du at paase, at han møder hos Vores Biskop Balle, hvor han undervises deri i tvende Præsters Nærværelse; og skulde han, som det er at formode, befindes uvidende og ukyndig i samme, da, i Fald ingen af Præsterne vil paatage sig at give ham behørig Undervisning, skal der antages en Skolemester, til hvem han saa længe skal gaa, til han faar den fornødne Kundskab. Skulde han derimod findes uvillig eller stridig, da ville Vi underrettes derom, for at han som et forargeligt og ondt Menneske kan hensættes i Tugt- eller Rasphuset". B. mødte og blev "meget honnet begegnet", og hans "Kundskab blev funden saaledes, at han ikke kunde anses for uoplyst". Regeringens fremgangsmåde gav anledning til megen kritik, og B. fik både sympatien og latteren på sin side. Det afskrækkede ham heller ikke fra at fortsætte med lignende versificerede anekdoter, om hvilke han nok kan hævde at "der ikke i dem alle findes et Ord, som jo i Skæmt kunde anføres i ethvert anstændigt Selskab", men hvis emner i hvert fald er en lille smule dristige. Han mangler både Boccaccios og La Fontaines gratie, men har Wielands uendelige udenomssnak og en ikke videre åndfuld, ironisk ræsonneren. Bedst er han i mindre ting når han skæmtende lader al verdens dårskaber passere revy (Tidernes Forandring, med den stadig tilbagevendende begyndelseslinie "Da denne Krone engang var ny"; eller Skriftemaalet med dets raffinerede skepticisme; eller det Baggesenske flydende, ustandselig varierede "Særsyn"). Hans versifikatoriske talent er umiskendeligt i de vittige småting. I de større digte Kilde-Reisen. 1818, Strømpebaandet. 1827, Josephine. 1831, og den heksametriske travesti Judith eller Bethuliaden. 1813 er han ofte skødeslos med det formelle og utålelig bred, med idelige private henvendelser til læserne. Hans alvorlige digte er sentimentale (Herolderne: Anine til Julius – Christian II til Elisabeth – Eleonora til Ulfeldt) eller traditionelle betragtninger over venskab, forgængelighed, ungdom, erindring o.l. I den litterære jødefejde 1813 deltog B. til forsvar for sin søn med forskellige brochurer, navn lig den meget kraftige pamflet mod Baggesen Ikke om Jøderne, men deres Gienløser. Justitsraaden. – En søn Carl Julius Bruun (19.10.1786–11.11.1846) debuterede 1807 som skuespiller, og 1810 ansattes han på Det kgl. teater. Han var et stort komisk talent men havde tillige en smuk sangstemme der skaffede ham tilnavnet "den guddommelige Carl". Et sammenbrud afbrød dog den lovende karriere da han var 30, og han døde, glemt, i Lundtofte.

Familie

Forældre: godsforvalter Ivar B. (ca. 1694–1770) og Dorothea Demang (død 1770). Gift 1777 med Sophia Elisabeth Thoroup, født 12.9.1752 på Turebyholm, død 26.1.1830 i Kbh. (Helligg.), d. af herredsfoged i Ringsted og Tybjerg herreder, senere borgmester i Næstved Niels T. (ca. 1713–77) og Anna Gødsen (ca. 1715–77).

Annonce

Ikonografi

Radering af A. P. Madsen efter tegn. af C. Winsløw; akvarel herefter (Fr.borg). Afbildet på satirisk stik 1784. Litografi 1834.

Bibliografi

T. Overskou: Den danske skueplads III-I V, 1860–62. K. Arentzen: Baggesen og Oehlenschläger, 1870–78. F. Rønning: Rationalismens tidsalder, 1886–99.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Georg Christensen: T.C. Bruun i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287828