Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sven Lange

Oprindelig forfatter SRoss
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Sven Lange, ved dåben Svend, 22.6.1868-6.1.1930, forfatter. Født i Kbh. (Holmens), død sst., urne på Holmens kgd. L. blev student 1887 fra Sorø akademi og boede i de følgende år i udlandet: 1893–95 i Paris, 1895–97 i München, 1898–99 i Italien. Især de to første ophold blev af betydning for hans kunstneriske udvikling. I Paris gjorde L. sig fortrolig med A. Antoines og A. M. Lugné-Poés moderne, naturalistiske dramaturgi og blev en stor beundrer af Henri Becques komedier der havde stor indflydelse på hans egen opfattelse af teatret - og i videre forstand al litteratur – som formidler af den ydre og indre virkelighed, af livsånd og humanitet. I München blev L., der fra sin ungdom havde været ivrig brandesianer, medarbejder (1896–98 redaktør) ved det radikale vittighedsblad Simplicissimus og var hermed slået ind på den journalistiske løbebane der efter 1900 – i en hel menneskealder – gjorde ham til en magtfuld og frygtet teater- og litteraturkritiker ved Politiken hvor han 1904 efterfulgte Edvard Brandes som bladets ledende teateranmelder. -1 893 debuterede L. med det ubetydelige bind ironiske skitser Engelche og andre Fortællinger, men hans gennembrud som prosaforfatter skete først med den stort anlagte idéroman om kærligheden og døden Hjærtets Gærninger, 1900 der samtidig er en fængslende satirisk studie i det københavnske borgerskabs levemåde omkring århundredskiftet. De følgende fortællinger, Sommerleg, 1902, Barnets Gave, 1908, Fru Gerda og hendes Moder, 1915 og Eros' Ansigter, 1921, er spinkle i deres anslag og skematiske i karaktertegningen men udformet i et fintmærkende, sikkert sprog. Betydeligere er De første Kampe, 1925, første del af en aldrig fuldført romanrække om det moderne gennembrud. Bogens aldeles ukritiske portræt af Georg Brandes gør det klart, at L. langtfra havde opgivet sin ungdoms radikalisme, men svækker dens værdi som tids-historisk nøgleroman. Helt uden for L.s samtids-digtning står de to historiske romaner, En Dag paa Hirschholm Slot. 1923 (dramat. og opf. på Det kgl. teater 1926) fra Struensees tid og Amor og Bacchus, 1926 (dramat. og opf. på Det kgl. teater 1929), et litterært interiør fra oplysningstiden.

Som dramatiker debuterede L. med En Martyr, 1896, et kunstnerdrama stærkt påvirket af Henrik Ibsens sene symbolske værker, efterfulgt af Kærlighedens Narre, 1897, Iris eller den usaarlige Frue, 1897, og De poetiske Vindmagere, 1900 der alle i en abstrakt, delvis symbolsk form dialektisk behandler kærlighedens forhold til kunsten og dens tragiske nederlag i virkelighedens verden. Senere blev L.s dramatik mere konkret, personerne iklædt kød og blod. Beslægtede med Hjærtets Gærninger er de to skuespil fra 1902, De stille Stuer og En Forbryder (filmatiseret med musik af Emil Reesen 1941) samt L.s væsentligste drama, Samson og Dalila, 1909, en ægteskabelig trekantstragedie der ironisk illustrerer poesiens kamp mod det forfladigende publikum. -Skønt L. ikke mindst som kritiker følte sig som en bannerfører for naturalismen, hørte han dog litteraturhistorisk set lige så meget til 1890ernes åndsretning. I hans anmeldelser – 1929 samlet i udvalgene Meninger om Teater og Meninger om Litteratur- optræder "poesi" og "sjæl" som nøgleord uden at L. dog giver dem et direkte æstetisk eller metafysisk indhold. Ved poesien forstod han en dybere sandhed der udtrykte en overensstemmelse mellem menneskets indre verden og den ydre virkelighed. Denne overensstemmelse fandt L. hos Shakespeare, den digter han beundrede mest, og hos August Strindberg, af hvem han oversatte en række værker, mens både Henrik Pontoppidan og Johannes Jørgensen blev voldsomt angrebet for deres forkvaklede menneskesyn og virkelighedsopfattelse. Desværre formåede teatret som oftest blot at fremstille denne virkelighed i brudstykker der udnyttedes for effektens skyld. Denne opfattelse af scenen som det sted hvor den dramatiske tekst blev ødelagt – ejendommelig i betragtning af at L. selv var en flittig skuespilforfatter – førte nødvendigvis til at han fremstod som en hvas og negativ kritiker.

Selvom L.s teateranmeldelser skæmmes af hans polemiske tone er de også karakteriserede af hans kompromisløse kærlighed til kunsten og omfattende dramaturgiske viden. L.s teoretiske kundskaber har nok bidraget til at give hans skuespil – hvoraf flere er utrykte – deres noget konstruerede og fortænkte præg, hvilket dog ikke forhindrede dem i at blive opført ved de førende københavnske teatre; 1913–19 skrev L. endvidere et antal manuskripter til Nordisk Film. Et mere ægte udtryk for hans livsholdning findes i prosaværkerne. Her er den udformet med en betydelig stilistisk sikkerhed og elegance der dog ikke har kunnet opveje det tidspræg, der i dag forviser størstedelen af L.s forfatterskab til litteraturhistorien.

Annonce

Sønnen Carl Ib Lange, født 14.5.1900, død 20.6.1948 debuterede 1929 med digtsamlingen Bekendelser og romanen En Lykkejæger, senere fulgte romanerne Et rigtigt Menneske. 1932 og Ingeborg, 1937 samt digtsamlingerne Fortrolige Ord, 1936, Lis, 1938 og Det vaagne Hjerte, 1940.

Familie

Forældre: læge, senere professor C. L. (1834–1900) og Marie Aagaard (1841–1924). Gift 3.10.1898 i Kbh. (Frue) med Maria Magdalene (Mimi) Blad, født 19.11.1875 på Frbg., død 31.8.1959 i Lyngby, d. af vekselmægler Carl Emil B. (1833–1912) og Ida Louise Charlotte Andersen (1838–1913). – Far til Per L.

Ikonografi

Mal. af O. Haslund, 1879, Willy Gretor, 1894 (Kgl. bibl.) og H. O. Heyerdahl, 1903. Karikatur af R. Blix, 1904 og Alfred Schmidt 1904–05 (Fr.borg). Buste af Augusta Finne udst. 1908. Afbildet på mal. af Jul. Paulsen, Aftenselskab i kunstnerens hjem, 1915 (St.mus.) og på mal. med lignende emne af samme, 1917. Mal. af Ernst Goldschmidt udst. 1918 og 1919. Tegn. af H. Jensenius, 1918 (Fr.borg), 1921 og udst. 1929, samt af Alfred Schmidt, 1921 (Fr.borg). Linoleumssnit af Knud Nørholm, 1927. Tegn. af Carl Jensen udst. 1929. Buste af V. Gustafson. Tegn. af Sophus Jørgensen, Olaf Gulbransson og Ivan Opffer. Silhouet af Kirsten Wiwel (Kgl. bibl.). Tegn. (sst.). Træsnit af Kr. Kongstad. Foto.

Bibliografi

Kilder. Selvportrætter og andre portrætter. Gyldendalske bogh.s kat., 1901 18. Chr. Rimestad: Digtere i forhør, 1906 40–43. Dansk ånd I, 1912 7–11. S. L.: Meninger om lit., 1929 214–17.

Lit. C. E. Jensen: Vore dages digtere, 1898 209–18. Jens Pedersen i Det ny årh. II,2, 1905 360–68. Hans Brix: Gudernes tungemål, 1911 (2. udg. 1962) 251–58. Oscar Geismar: Digterprofiler, 1916 125–38. Palle Rosenkrantz: Tredive år på det da. parnas, 1927 67–75 177– 79. Henning Kehler i Det nye Danm., 1929 47–56: 1930 47–62 (optr. i forf.s Poeter og pedanter, 1932 42–56 243–48). Jørgen Bukdahl: Det moderne Danm., 1931 38–47. Einar Christiansen: Literaturkritik fra halvfemserne, 1936 68–73. Fr. Schyberg: Dansk teaterkritik, 1937 356–72. Ib Lange i Berl. tid. 3.6.1945. Tom Kristensen i Politiken 22.6.1948. Samme: Til dags dato, 1953 69–72. Samme i I min tid, 1963 12–24. Jens Kistrup i Berl. tid. 21.6.1968. Ole Storm i Politiken 22.6. s.å. Sv. Erichsen i Aktuelt s.d.

Papirer iKgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Rossel: Sven Lange i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293239