Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sophus Claussen

Oprindelig forfatter CRime

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Sophus Claussen, Sophus Niels Christen Claussen, 12.9.1865-11.4.1931, forfatter. Claussen kom fem år gammel med forældrene til Falster, 1881 til København og blev student 1884 fra Mariboes skole. 1886 blev han journalist ved Horsens Folkeblad og kort efter 1890 medarbejder ved Politiken (mærker bl.a. Antonius og Proteus). Han var blevet nært knyttet til de to omtrent jævnaldrende digtere Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg. I tidsskriftet Taarnet som Jørgensen udgav i 1890ernes midte bidrog Claussen med både poesi og prosa. Navnlig venskabet med Jørgensen har sat væsentlige spor i begges produktion. Jørgensen digt "Efter Læsningen af Frøken Regnvejr" ("Bekendelse" 1894) giver et indtryk af den dybe poetiske bevægelse der fyldte hans sjæl og sanser da han som helt ung hørte Claussen læse digtet op. I "Sommer" beretter han om et sommerbesøg hos Claussen på Fyn; han har skildret vennen og sig selv i personerne Albert og Oluf, og deres lange virkelige samtaler er i bogen genopstået i en syntetisk transfiguration. Til gengæld har Claussen i et af Pilefløjters mesterligste digte givet et overraskende dybt og rigtigt billede både af vennen og sig selv - det var første gang Claussen viste hvor knapt og slående han kunne karakterisere det inderste, væsentligste, mest organisk bestemte i menneskelige gemytter. Uoverensstemmelse i livsopfattelse og livsførelse skilte gennem lange tider de to venner, men i Claussens senere leveår fandt de hinanden igen.

I 1890ernes begyndelse gjorde Claussen længere ophold i Paris og Italien og en del af kapitlerne i de to rejsebøger Antonius i Paris og Valfart fremkom først som breve i Politiken. Efter faderens død 1905 blev han medudgiver af Lolland-Falsters Folketidende, efterhånden omtrent eneejer og blev derved en ikke blot økonomisk uafhængig, men meget velhavende mand. Under et mangeårigt ophold i Paris 1905-12 kom han i nær forbindelse med flere moderne malere hvilket resulterede i at han selv begyndte at male; det var dog først i hans senere leveår da den digteriske evne ebbede ud at han for alvor kastede sig over maleriet; hans maleriske produktion blev efterhånden omfattende, og han forsøgte sig også som billedhugger i stor stil. Men mens han i sin poesi blev en nyskaber og foregangsmand var hans maleri nærmest epigonkunst i en fransk impressionistisk manér.

Hans litterære produktion indlededes med digtsamlingen Naturbørn, 1887; derefter fulgte prosafortællingerne Unge Bander, 1894, med det henrivende forspil på vers Frøken Regnvejr hvor hans lyriske talent pludselig brød frem i al sin originalitet, og Kitty 1895. Lidt senere kom rejsebøgerne Antonius i Paris og Valfart (1896), 1898 skuespillet Arbejdersken der s.å. under Herman Bangs instruktion opførtes på Folketeatret og blev en fiasko. 1899 fulgte novellesamlingen Mellem to Kyster og den fremragende digtsamling Pilefløjter, det første næsten fuldstændige vidnesbyrd om hans lyriske geni. N.å. kom hans eneste større roman Junker Firkløver der var tænkt som første del af en romanserie der aldrig blev skrevet. 1901 udsendte han det litterært polemiske digt Trefoden der faldt, grundet på dets løshed i komposition og dets bizarritet i formen, 1904 den strålende, vekselvis dystre og overstadige digtsamling Djævlerier der efterfulgtes af endnu fire samlinger Danske Vers, 1912, Fabler, 1917, Heroica, 1925 og Hvededynger, 1930. Antologier af hans lyrik findes i Eroter og Fauner, 1910 og Den danske Sommer, 1921. Prosaarbejdet Løvetandsfnug, 1918 rummer erindringer og stemningsbilleder, samlingen Foraarstaler, 1927, afhandlinger, foredrag og memoirer; hans apologi for hans for dunkelhed eller fuldkommen uforståelighed angrebne digte (Pan og Diamanter, Væk ikke Svanerne, o.a.) er prætentiøs i formen og med et mildt udtryk utilstrækkelig i indholdet; bogens vægtigste afsnit er Fabius' Slægtstavle hvor han bl.a. giver et sønligt kærligt, både sjæleligt og legemligt lige livfuldt billede af sin fader. Nogle højt fremragende oversættelser har Claussen leveret i Heines Atta Troll, 1901 og Shelleys Den følende Blomst, 1906.

Annonce

Claussens berømmelse hviler på hans lyrik. Skønt hans prosa, fremfor alt i rejsebøgerne, ejer en betydelig charme, rig som den er på distinkte og fint nuancerede udtryk, lunefuld og skiftende i sine stemninger, men altid underlagt en streng og årvågen sproglig og stilistisk kontrol, så er det dog verset der blev hans naturligste udtryksmiddel. Claussen er blevet anset for en "vanskelig" digter, og adskilligt i de fleste af hans værker berettiger dette ry der gjorde at den store læseverden vendte sig fra ham. Men det kan ikke noksom understreges at det meste i hans lyriske produktion er fuldkommen tilgængeligt, og at alt det i hans poesi der er skæmtefuldt og drilsk, graciøst og ømt, vemodigt eller dulgt smilende gennem tårer, alt det, der nynner, fløjter, sukker og hvisker er dansk i egentligste forstand. I "Pilefløjter" var hans kunst udsøgt og simpel på samme tid. De ganske enkle vers var valgt med så virkningsfuld en sikkerhed at de videde sig ud, fortonede sig i stadig dybere perspektiver og efterlod en resonans der blev ved med at tone i éns sind - selv de digte der synes født af øjeblikket får et varigt efterliv i vort gemyt.

Claussen har været påvirket både af Heine, Aarestrup, Baudelaire og Mallarmé, men han blev aldrig en efterligner, han forvandlede det han modtog, fyldte det med sit eget stof. I hans tidlige produktion blev slutningsdigtet i "Pilefløjter" Røg det største vidnesbyrd om hans originalitet og mesterskab; det blev skrevet just på skillevejen mellem hans ungdom og manddom, det er roligt og trygt i sin følelse af en stadig rigere vækst og et stadig mere fortroligt forhold til menneskene. Et andet digt i "Pilefløjter" må nævnes som et eksempel på den del af Claussens lyrik der langt overskrider den specifikt danske stemningspoesi, alt det skæmtefulde, ironiske og erotiske: Buddha; det ejer en majestætisk musik, det er stærkt, næsten strengt i sin grundfølelse, men de billeder hvorigennem denne enkle og mørke livsfilosofi meddeler sig er dybt anelsesvækkende og indspundet i et musikalsk trylleri. Den gruppe af digte som Buddha tilhører er måske Claussens vigtigste og magtfuldeste og den der udøver den intenseste suggestion: digtet til Ingeborg Stuckenberg, en klagesang af en uforlignelig dybde i følelsen og visionen, Imperia, den vældige hymne til naturens ophøjede umenneskelighed, så fundamentalt forskelligt fra romantikkens naturpoesi. Claussen var noget af en ordets troldmand: mens de fleste af hans begavede samtidige var optaget af at skildre minutiøst og redeligt objektivt havde han en særlig evne til at gengive ikke tingene selv, men deres spejlbillede i hans eget gemyt. Derfor er de bedste af hans billeder dobbelttydige, naturen og sjælen har indgået en intim forening. Han ejede den intuitive indfølingsevne. Hans billeder er den sande og hemmelighedsfulde inspirations, der "slår" en i samme øjeblik man møder dem, men man udtømmer dem så langtfra ved første bekendtskab at de tværtimod bevarer en æggende uro i éns erindring.

Claussen har digtet skønt og simpelt om de evigt menneskelige følelser, han har givet forelskelsen og sværmeriet, forventningen og vemodet de ægteste udtryk, han har mere organisk naturligt end nogen anden kunnet forkynde: "Min eneste Grund til at være, er dette Foraarsbegær!". Men han har også frembragt subtile og fortryllende kunstværker af ganske upopulær art. Han har skabt uforgængelige drømmerier blot på klangen af en enkelt glose. Der ulmer en mystisk skønhedsglans over hele Ekbatanadigtet. Disse digte hører til det mest artistiske i vor poesi, det er lyrik i renkultur uden forstyrrende "åndelige" motiver - her nyder man, gennem selve glosernes evne til at fremkalde følelses- og fantasibetonede associationer, digterens intuitive viden om at ordene ikke er abstraktioner der er blevet lutter mening tømt for farve, duft og musik. Men Claussen udartede ikke til at blive ren artist, han havde en indre virkelighed, en intim menneskeforståelse at øse af, og det er denne indre realitetssans, som skabte netop en række af hans ædleste digte (om C.M. Bellman og H. Heine, om Herman Bang og det ovennævnte om Ingeborg Stuckenberg). Alle disse digte, så reelle de end er, fortoner i en musik der efterlader et ekko som fra det ubekendte og ubegrænsede.

Familie

Født i Helletofte, Bøstrup sogn på Langeland, død i Gentofte, begravet sammesteds.
Forældre: politiker Rasmus Claussen (1835-1905) og Hanne Sophie Henriksen (1836-97). Gift 1. gang 12.9.1896 i Hatting, Vejle amt med Anna Cathrine Christensen, født 8.4.1868 i Horsens, død 15.6.1951 i Gentofte, d. af sadelmager Harald Lorentz Carstens Christensen (1836-1914) og Jessigne (Signe) Pouline Hansen (1837-1908). Ægteskabetopløst. Gift 2. gang 10.4.1931 i Gentofte med Inger Katrine Nielsen, født 6.8.1888 i Kbh. (Frue), død 24.4.1972 i Charlottenlund, d. af fuldmægtig Frederik Julius N. (1867-1920) og Anna Cathrine Eggert (1860-1919).

Ikonografi

Flere selvportr., bl.a. litografi ca. 1925. Tegn. af L. Find, 1896 og 1908 (begge Fr.borg). Ungdomsbill., mal. af Marie Hauge. Tegn. af Hugo Larsen, 1899. Mal., gruppe, af J. F. Willumsen 1914 og 1915 (Århus kunstmus.) og mal. af samme 1915 (Willumsen mus.). Karikatur af Jensenius, 1918 (Fr.borg). Tegn. af Johs. Glob. Mal. af L. Karsten, 1919. Mal. af Karl Schou (Fr.borg). Karikatur af Alfred Schmidt, 1921. (sst.). Træsnit af Ernst Hansen, 1921 og af Knud Nørholm, 1927. Buster af E. Walter, G. Borjeson og 1928 af Arne Bang. Tegn. af Jensenius og af H. Bendix, begge udst. 1929. Mal. af C. Trier-Aagaard, 1930 (Lolland-Falsters stiftsmus.). Tegn. af Gerda Ploug Sarp, af Carl Jensen (Kobberstiksamlingen, Oslo) og linoleumssnit af K. J. Almquist. Dødsmaske (Fr.borg). Relief af Anne Marie Carl Nielsen på gravstenen.

Bibliografi

Bibliografi. Poul Uttenreitter og Stig Veibel i Sophus Claussen: Hundrede taels, 1927 27-64.

Kilder. Viggo Stuckenberg - Sophus Claussen. En brevveksling, udg. Johs. Brøndum-Nielsen, 1963.

Lit. Johs. Jørgensen: Mit livs legende I-VII, 1916-28. Helge Rode: Det sjælelige gennembrud, 1928 47-88 III-23. Søren Hallar: Sophus Claussen studier, 1943. Helge Toldberg i Danske studier, 1943 62-80. Ernst Frandsen: Sophus Claussen I-II, 1950. Otto Gelsted: Goddag liv, 1958 133-39. Harry Andersen: Studier i Sophus Claussens lyrik, 1967. Torben Brostrøm: Poetisk kermesse, 2. udg. 1968 30-40 190-96. Den erindrende faun, ved Aage Henriksen m.fl., 1968 179-91. Aage Henriksen: Det guddommelige barn, ny udg. 1970 105-48. Bo Hakon Jørgensen: Maskinen, det heroiske og det gotiske, 1977.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Rimestad: Sophus Claussen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288465