Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sophus Bauditz

Oprindelige forfattere UAn og kkn
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Sophus Bauditz, Sophus Gustav Bauditz, 23.10.1850-16.8.1915, forfatter. Født i Århus, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). B. levede som dreng et muntert friluftsliv optaget af at sejle, fiske, ride og botanisere. Hans store oplevelse i drengeårene var krigen 1864 der på flere måder rykkede ham nær ind på livet. 1869 blev han student fra Århus og rejste til Kbh. for at studere jura. I sine studieår omgikkes han en række kunstnere, særlig kom Thomas Lange til at betyde meget for ham. 1875 tog han juridisk embedseksamen. Hans interesse for undervisning knyttede ham snart til skolen, og han var i en længere årrække dansklærer ved Borgerdydskolen på Christianshavn. 1881–96 var han forstander for Det kgl. teaters balletskoles læseskole. 1896 blev han skoledirektør i Kbh., først for de private skoler og fra 1900 til sin død for de kommunale skoler. 1878–82 var han litterær anmelder ved "Fædrelandet". Som forfatter debuterede B. 1873 med to små fortællinger Ved Søen og I Skoven, i de følgende år fulgte flere småbøger, men først med Historier fra Skovrider-gaarden, 1889 lykkedes det ham at få tag i den store læserkreds. I denne novellecyklus der løseligt sammenknyttes og indrammes af oplevelser i skovridergården (Blegind præstegård) tegner B. en række interessante landlige typer (forstråden Jonas, dovne Madsen) og giver friske og indtagende naturskildringer. I den næste bog Krøniker fra Garnisonsbyen, 1892 er det barndomsbyen Århus omkring krigsåret 1864 der skildres. Også her er gode typeskildringer især fra byens førende kredse og grupperende sig omkring regimentet, latinskolen og præstegården (rektoren, den gamle kammerherre, overlærer Jochumsen). Romanens gammeldags slyngede handlingsgang med dens forviklinger og spænding tiltalte et stort publikum og gjorde B. til en af tidens mest læste forfattere. 1896 fulgte en romantisk og meget sindrigt komponeret herregårdsroman Hjortholm med en rigdom af sikre landskabs- og årstidsbilleder. Hovedpersonen er kaptajn Riis, en aldrende Folmer Sanger-type. Hjortholm er den af B.s bøger der er nået længst ud. Efter romanen fulgte et par småbøger som har vundet særlig yndest herhjemme Sporsne. En Vinternovelle, 1898 og Jul i Skovridergaarden og andre Fortællinger, 1899. – Selv om B. levede det meste af sin tid i hovedstaden søgte han gerne emnerne for sine bøger på landet eller i provinsbyerne, men 1901 kompletterede han sit Danmarksbillede med en københavnerroman Absalons Brønd. Efter en ny række jagt- og friluftshistorier kom 1912 en større fortællingskreds Den gamle Kro, en ny samling erindringer og krøniker om hovedpersonen fra Hjortholm. Foruden denne omfattende række romaner og fortællinger har B. også skrevet forskellige småting for teatret. I en tid da dansk litteratur brød nye veje havde B.s lette og underholdende bøger med deres muntre, danske stemning, deres friluftsglæde og deres lyse, forsonende livssyn let ved at skaffe ham en taknemmelig læserkreds. – Tit. professor 1899. -

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere oberst af dragonerne Peter Gustav B. (1815–77) og Cornelia Annina (Anine) Magdalene Clementsen (1820–1913). Gift 12.10.1880 i Kbh. (Vartov) med Emilie (Emmy) Ida Jeanine Augustinus, født 15.2.1860 i Kbh. (Frue), død 26.4.1903 sst., d. af tobaksfabrikant, senere etatsråd Ludvig Anton Christian A. (1832–1911) og Caroline Amalie Isidora Casadaban (1835–1909).

Udnævnelser

R. 1894. DM. 1905.

Annonce

Ikonografi

Skyggerids, 1872. Træsnit, 1895, og af A. Bork, 1901, efter foto. Karikaturer af Blix, 1904 og af Sophus Jürgensen, 1906 (Kgl. bibl.) Mal af P. Mønsted, 1901, af L. Tuxen, 1906, af C. Wentorf, 1910 (Fr.borg) samt af Knud Larsen og H. Nik. Hansen. Afbildet på Tuxens mal. af selskab hos Moresco. Silhouet af Ernst Ljungh (Kgl. bibl.). Buste af Aksel Hansen (Østre anlæg, Kbh., 1920, Botanisk have, Århus, 1921). Foto.

Bibliografi

Udg. Samlede romaner og noveller. Folkeudgave 1911–12.

Lit. Danm.s adels årbog XXVI, 1909 54f. Nær og fjærn 18.3., 22.4., 8.7., 23.9.1877. 111. tid. 10.4.1898. Nationaltid. 15.10.1910. Ord och bild, 1910 507–19. G. Bauditz: S. B:, 1917. Samme: En lykkelig tid, 1928. A. Stern: Studien zur Literatur der Gegenwart, 1904. Bogvennen, 1915. Hver 8. dag 7.6. og 5.11.1903. Verden og vi 16.11.1917. Dansk jagttid. 1915. Ill. tid. 22.8. og 5.9.1915. Cai M. Woel: Troubadourer, 1930. Alfr. Krarup i Vestre borgerdydskole 1787–1937, 1937 87f. Jens Kistrup i Århus stiftstid. 3.2.1963. Eyvind Rafn i De grafiske fag, 1963 63–66.

Papirer og breve i Kgl. bibl. og Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Uffe Andreasen, kenth Kjeldgård Nielsen: Sophus Bauditz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286581