Sophus Michaëlis

Sophus Michaëlis, Sophus August Berthel Michaëlis, 14.5.1865-28.1.1932, forfatter. Sophus Michaëlis blev student 1884 fra Odense og 1891 cand. mag. (fransk, tysk, latin). I sin studentertid havde Sophus Michaëlis følt sig i lige høj grad tiltrukket af litteraturen og kunsten. Hans læremester blev Georg Brandes hvem han gentagne gange har hyldet i digte, og Julius Lange hvis forelæsninger han fulgte. Han interesserede sig også meget for musik og teater, og da han 1896-98 var litterær redaktør af dagbladet Tidens Krav anmeldte han selv både litteratur, kunst, musik og teater i en række kyndige og velskrevne artikler. Sophus Michaëlis skrev siden i en årrække teateranmeldelser i København og var 1900-06 redaktør af tidsskriftet Kunst. Fra 1915 til sin død var han en værdsat formand for Dansk forfatterforening der 1937 stiftede et legat med hans navn. Han foretog talrige rejser, bl.a. 1909-10 en jordomsejling.

Sophus Michaëlis debuterede 1889 med Digte derefterfulgtes af følgende samlinger: Solblomster, 1893, Sirener. 1898, Livets Fest, 1900, Palmerne, 1904, Blaaregn, 1913, Romersk Foraar, 1921. Samtidig udfoldede Sophus Michaëlis en omfattende produktivitet som prosaforfatter. Foruden de to novellesamlinger Synd, 1891 og Træbukken, 1918, udsendte han romanerne Vanemennesker, 1892, Æbelø, 1895, Dødedansen, 1900, Giovanna. 1901, Den evige Søvn, 1912, Hellener og Barbar. 1914, Dommeren. 1921 og Himmelskibet. 1921. Færre i tallet er hans teaterstykker, Lægen, 1906 (opf. på Det kgl. teater 1917). Revolutions-Bryllup, 1906 (opf. på Det kgl. teater 1909) og St. Helena, 1910 (opf. på Det kgl. teater 1911). Det effektfulde historiske drama Revolutions-Bryllup blev en verdenssucces og opførtes på mange europæiske scener samt i USA. Det filmatiseredes 1910, 1914, 1928 og 1937 samt dramatiseredes som opera 1919 (musik af Eugen d'Albert) og som operette 1952 (musik af Hans Schreiber). Endvidere skrev Sophus Michaëlis librettoen til operaen Aucassin og Nicolette, 1896 (musik af August Enna; opf. på Det kgl. teater s.å.). Sophus Michaëlis' store interesse for kunst resulterede i de to bøger, Billedhuggeren Jens Adolph Jerichau, 1906 og Vilhelm Hammershøi, 1918 (en række digte til billeder). Blandt hans talrige oversættelser må fremhæves digte af Charles Baudelaire, Gustave Flauberts Salammbô, 1902 og Den hellige Antonios Fristelser, 1904, Wolfram von Eschenbachs Parzival, 1917, samt Goethes Faust, 1924-28. Sit litterære gennembrud fik Sophus Michaëlis med digtsamlingen Solblomster og den lyriske middelalderroman Æbelø som Georg Brandes erklærede var "et kunstværk uden lyde". Den er en symbolsk fremstilling af kærlighedens udvikling mellem mand og kvinde fra dens første opståen som naturinstinkt gennem dens forfinelse af sjæl og sanser til dens modning som forældrefølelse, en demonstration af sjælelige fænomener som fysiologisk begrundede.

Vel var Sophus Michaëlis romantiker, men hans rationelle opdragelse fornægtede sig ikke, alt hvad han havde indsuget af sine lærere Georg Brandes og Julius Lange, ikke mindre end indflydelsen fra den forfatter, der mere end nogen anden fik afgørende betydning for ham: Gustave Flaubert, blev stadig mere følelig i hans senere romaner, der i øvrigt er ganske ubetydelige, skrevet i et forceret og kunstlet sprog. Sophus Michaëlis tilhørte den gruppe af lyrikere der fornyede den danske poesi i slutningen af 1800-tallet. Men han står ret isoleret. Solblomster havde intet af den indadvendthed og melankoli som prægede meget af Johs. Jørgensens og Viggo Stuckenbergs poesi, det var en frodig og festlig lyrik som forkyndte et rent hedensk evangelium. Han svælgede i farver, og udtrykket for følelsen og sansningen skød ofte, ligesom i hans senere lyrik, over målet. Denne højt kultiverede og klassisk skolede digter manglede ofte selvkritik og forfaldt da til en temmelig tom og banal retorik. I Livets Fest møder man disse oversættelser i ord af kunstværker, hvorpå Sophus Michaëlis' berømmelse en tid lang kom til at hvile. Digtene om værker, bl.a. af Rembrandt, Tizian, Verrocchio viste, ligesom senere den lange serie af Hammershøi-fortolkninger, en evne både til at male i ord og til at udløse et billedes ånd. Sophus Michaëlis' skønhedsdyrkelse baseret på kølige, artistiske iagttagelser kommer også til udtryk i en række rejsedigte fra Egypten, Amerika, Japan og Kina; men disse digte er så at sige aldrig kun beskrivende: de udmunder i meditationer hvor Sophus Michaëlis er meget mere end en retoriker, hvor han gang på gang når en storstilet patos som en lang resonans i sindet. Sophus Michaëlis havde en medfødt sans for det intime, det delikate, men han havde også en ganske anden trang i sit indre: trangen til det storladne, det monumentale, og derfor hører hans digte om de egyptiske pyramider, den kinesiske mur til det bedste i hans poesi.

Fordi Sophus Michaëlis havde øjet åbent over for den ydre verden, var imidlertid den indre verden ikke en lukket bog for ham. Digtene om hans mor, han mister som lille, om hans far og hans søster har inderlighed og en egen sindets sarte blufærdighed. Og selv om han ikke var en ånd man kunne kalde egentlig religiøs, så har han dog tolket menneskets drøm om et tabt paradis, den sugende længsel efter dette forsvundne Atlantis, i digte der har et langt perspektiv og en bølgende musik.