Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sigfred Pedersen

Oprindelige forfattere SRoss og PHes

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Sigfred Pedersen, Sigfred Henrik Pedersen, 10.3.1903-2.12.1967, forfatter. Sigfred Pedersen blev student fra Odense katedralskole 1923, cand.polit. 1931. Han forsøgte sig som afdelingschef i forsikringsselskabet Haand i Haand 1929, journalist ved Nationaltidende 1930-31 og litteraturanmelder ved B.T. 1933-35, men kunne i længden ikke finde sig til rette i borgerlige erhverv og foretrak at leve af tilfældige bestillinger som skuespiller hos Co-optimisterne, filmskuespiller, revyforfatter, kabaretkunstner, restauratør og pelsfarmer, der bedre lod sig forene med en digters og bohemes frie tilværelse. Han udstillede som maler på Kunstnernes efterårsudstilling 1931-33. Sigfred Pedersen debuterede 1927 med Foraarets Viser og Somrens Vers som foruden af romanen Valmuen, 1932 og børnebilledbogen Med Connie i Zoologisk Have, 1937 efterfulgtes af digtsamlingerne Blaa Mandag, 1931, Nye og sørgelige Viser, 1933, Sørgmuntre Sange, 1936, Slanter og Sølvtøj, 1938, Vignetter i Digt og Streg (s.m. Anton Hansen), 1946, Gøg og Galgenfugl, 1947, Lærke-Sange og Nyhavns-Klange, 1948, Spillebog for Hus, Hjem og Kro, samme år (8. opl. 1980), Min søn Perikum, 1950 og Forårsfredrik, 1957. Langt ubetydeligere er Pedersens historiske romaner Viking, 1949, Drømmen om Vinland, 1951, Vinland det gode, 1952 og Thyra Danebod, 1956.

Det er som visedigter at Sigfred Pedersen har sikret sig en plads i dansk litteratur. Han er en med C.M. Bellman og J.H. Wessel beslægtet natur som har sammensmeltet den rene strømmende lyrik hvori han jubler over foråret og kærligheden (Blaa Sko og Stilladset) og klager over den unge digters fattigdom og ensomhed (Rimonde, Den store nye Tuba, Foraar i Rosengade) med det underfundige skælmeri i de nye og sørgelige viser, der snart er små, muntre impromptuer (Til Ester Jerk, En ny og sørgelig Vise til Gerda Madsen, som mens hun fo'r paa Middelhavet satte sin Kat i Pleje hos mig, hvilket hun aldrig skulde have gjort), snart foregivet seriøse, men overstadigt morsomme fortællende digte (To hvide Liljer, En ny sørgelig Vise om den utro Augusta eller Kærligheden i Botaniserkassen); med raffineret kunst er de gamle markeds- og skillingsvisers naive form anvendt som ramme om et moderne indhold. Alle disse sange og viser har opnået en usædvanlig popularitet, fx Katinka og Nu går våren gennem Nyhavn, dels fordi Sigfred Pedersen selv med betydelig virkning har foredraget dem på oplæsningsturneer landet over og i forskellige københavnske barer og restaurationer, bl.a. Wessels kro i Sværtegade, hvor han var vært 1940-42, dels fordi Niels Clemmensen med følsom sans for denne digtnings lyriske og humoristiske egenskaber har sat musik til en hel række Bramfri Viser, 1936.

Familie

Sigfred Pedersen blev født i Harndrup, Nordvestfyn, døde i Helsingør (Skt. Olai), urne på Helsingør kirkegård.
Forældre: gårdejer Lars Henrik Pedersen (født 1859) og Karen Larsen (født 1867). Gift 1. gang 23.12.1933 i København (b.v.) med maler Bertha (Birthe) Marie Marensine Petersen, født 31.1.1906 i Kerteminde, død 12.8.1980 (gift 2. gang 1952 med maler Karl Bovin, født 1907), d. af fisker Hans Rudolph Petersen (1881-1960) og Julie Nielsine Gommesen (1882-1918). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 12.2.1943 i København (b.v.) med Else Bloch-Sørensen, født 21.11.1916 i Nørre Nebel, død 7.1.1969 i Humlebæk, d. af overbanemester og arkitekt Jonas Bloch-Sørensen (1881-1929) og Dagny Dam (født 1886).

Udnævnelser

R. 1954.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Ebbe Kornerup, Hans Scherfig og Max Ulvig. Tegn. af H. Jensenius, S. Hjorth Nielsen, Ellen Raadal, Arne Ungermann, Johs. Nielsen, Mette Kornerup m.fl. Malet s.m. Aksel Jørgensen af Yvonne de Ripada. Tegn. af Otto Christensen bl.a. 1953 (Fr.borg). Tegn. af Erik Werner udst. 1967. Foto.

Bibliografi

Jeg gi'r dig mine sange. Udvalgte digte ved Henning Pade, 1963. – Barndomserindr. i Berl. aften 23.9.1944. Interview i Information 1.8.1945. – Cai M. Woel: Tyvernes og tredvernes digtere II, 1941 169-83. Samme i Sorø amtstid. 6.12.1942. C.E. Soya: 33 kunstnerportrætter, 1945 51-53. Jens Kistrup i Berl. tid. 3.12.1967. Torben Brostrøm i Information 4.12. s.å. Kelvin Lindemann i Berl. aften 5.12. s.å. Sigfred Pedersen i digt og hverdag, 1969.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Rossel, Peder Hesselaa: Sigfred Pedersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295591