Schack v. Staffeldt, Adolph Wilhelm Schack v. Staffeldt, 28.3.1769-26.12.1826, forfatter, amtmand. Schack v. Staffeldt fødtes i en indvandret tysk adelsslægt, men mistede allerede som syvårig sin mor og fire år efter faderen. Af de fire forældreløse børn kom de tre drenge på Landkadetakademiet, Schack v. Staffeldt allerede fra 1778. Det var en hård, men god opdragelsesanstalt for vordende officerer, men den sære og trodsige dreng, der blev på skolen til 1786, interesserede sig mere for litteraturundervisningen end for krigsvæsen. Hans lærer var digteren W.H.F. Abrahamson der indførte ham i oplysningstidens tankeverden og digtning. 1788 udnævntes Schack v. Staffeldt til løjtnant og 1791 til premierløjtnant. Længere nåede han ikke på den militære rangstige.

Den danske stat bekostede 1791–93 et studieophold for Schack v. Staffeldt i Göttingen hvor han bl.a. studerede arkæologi hos Chr. Gottlob Heyne. Men samtidig satte han sig med stor flid ind i moderne tysk litteratur og filosofi (J. G. v. Herder). F. v. Schillers filosofiske ungdomsdigte lærte ham at sammensmelte lyrik og filosofi, og han skrev selv i denne periode en lang række digte hvori en ny tids temaer kommer til udtryk for første gang på dansk. Nogle af disse tekster blev trykt i de følgende år, mens mange kom til at ligge upublicerede så længe at Adam Oehlenschläger kunne komme Schack v. Staffeldt i forkøbet da han med sine Digte 1803 bragte den litterære romantik til dens første bemærkelsesværdige gennembrud i Danmark.

Det var bl.a. stærke anfald af depression der forhindrede Schack v. Staffeldt i at færdiggøre sine nyskrevne tekster til en større samlet udgivelse. Mødet med de tanker der i 1790ernes Tyskland forberedte det romantiske gennembrud betød en tilbundsgående forvandling af Staffeldts digteriske planer sådan som det siden kom til at gøre det for Henrik Steffens og Oehlenschläger. Det var temaer med stort lyrisk opsving, et gennembrud for menneskelige evner der længe havde ført et skyggeliv under rationalismens forstandsdyrkelse. Med sin digteriske anelse kunne den unge lyriker føle et slægtskab med natur og verdensrum. En ny, lidenskabelig religiøsitet førte ind i den organiske og dynamiske opfattelse af naturen der anskuedes som en levende vekselvirkning mellem kræfter. Der gik en digterisk inspirerende åndelig stigning igennem hele skabelsen fra de geologiske formationer i jordens undergrund over planter og dyr til mennesket. I menneskeånden kommer denne sammenhæng til bevidsthed om sig selv, og det digteriske geni er den højeste åndelige kraft som i sin drift mod fuldkommenheden oplever hvorledes hele det jordiske liv er forbundet med det guddommelige. I sådanne tanker mødtes en række naturvidenskaber med filosofi og digtning, såvel som med bestræbelser på at bringe også verdenshistorien ind under en alt omfattende åndsvidenskab, og i digte som Til den uendelige Natur, Til den Helliganede og Menneskehedens Bane tilegnede Schack v. Staffeldt sig disse anskuelser i poetisk form.

Medvirkende til forsinkelsen af digtenes samlede udgivelse var det også, at Schack v. Staffeldt 1795–1800 foretog en ny og meget længere Europarejse der førte ham til Tyskland, Italien og Frankrig. Hans længste og mest betydningsfulde ophold faldt i Wien, Venezia og Firenze. Han studerede folkeliv og administration, men hengav sig også til nye indtrængende filosofiske studier, samt til et næsten hektisk fornøjel-sesliv. Livet igennem havde Schack v. Staffeldt store kontaktvanskeligheder på grund af et stolt og melankolsk sind, men i Wien kom han i nogen forbindelse med mennesker og oplevede sine første kærlighedseventyr. Det kan man læse om i hans rejsedagbog. Overfladisk set er den flygtigt skrevet, abrupt og fuld af detailoplysninger, uden stil og komposition, men bag dette skjuler den sin sande karakter: den er et filosofisk-æstetisk selvopdragelsesskrift der er gennemsyret af digterens kamp for at vinde fast stade i tænkningen og livet. De tænkere der her har inspireret Schack v. Staffeldt er Immanuel Kant og den senere Schiller, hvis æstetiske skrifter fra 90erne fik stor indflydelse i Europa. Hertil kom kunsthistorikeren J. J. Winckelmann og Platon.

Denne store græske filosof kom til at lægge navn til den såkaldte platonisme der i forskellige varianter blev toneangivende for den generation af unge der bragte de romantiske forestillinger til gennembrud. Den filosofiske idealisme betød her en vældig opladning af forestillingerne om et rige af evighed og sandhed der stod i grel modsætning til jordelivets forgængelighed og illusioner. Med en længsel hvis lidenskabelige verdensfornægtelse Platon næppe ville have billiget fortolkede unge mennesker som Schack v. Staffeldt deres verdenssmerte og deres sociale konflikter ind i forestillingen om at de var bestemt til noget højere, og at det var poesiens egentlige opgave at bringe ideernes verden til gennembrud i den materielle verden hvorved den skulle forvandles og fremstå i forklaret skikkelse. Denne religiøse begejstring og visionære kraft kastede ofte alvorlige slagskygger over dagliglivet, hvis konflikter forklaredes filosofisk i retning af en uforsonlig modsætning mellem det jordiske og det himmelske. Det ekstatiske og depressive temperament bliver på denne måde til verdensorden og befæstedes hos Schack v. Staffeldt med årene til et dybt nedgroet livsfjendskab. Fra studiet af Schillers berømte afhandling om naiv og sentimental digtning skaffede Staffeldt sig overbevisningen om at han selv var en digter af den sentimentale, dvs. gennemreflekterede og skeptiske type. I en lang række digte fra rejseårene gennemarbejder Staffeldt problemstillinger som disse og overvejer omkostningerne ved at have modtaget kaldet som digter i en snæversynet verden.

Under rejsen havde Schack v. Staffeldt ikke publiceret det mindste i Danmark. Da han i det første år af det nye århundrede på forskellige måder forsøgte at slå sig igennem i København lod han også en række af sine digte trykke i tidsskrifter. Blandt disse var en håndfuld bemærkelsesværdige poesier der som de første i Danmark hviler på Fr. v. Schellings tanker. De blev offentliggjort 1802, endnu før Steffens havde holdt sine forelæsninger om romantikken og Oehlenschläger havde debuteret. Med disse digte trådte Schack v. Staffeldt som den første danske digter på romantikkens vegne direkte op imod oplysningen. Han opdagede konsekvenserne af sit eget oprør fra 1793, sin egenart fra rejsen og kombinerede dem med sine nyeste filosofiske oplevelser hos det unge geni Schelling der i platoniske dialoger havde formuleret den egentlige romantiske totalfilosofi. Nu bestræbte Schack v. Staffeldt sig målbevidst på at blive foregangsmanden for et nyt gennembrud, men ramtes af den tragedie han aldrig forvandt, at Steffens løb med de filosofiske laurbær og Oehlenschläger med de digteriske.

Først året efter Oehlenschlägers egentlige debut med Digte 1803 udsendte Schack v. Staffeldt sin debutsamling Digte 1804. Den er trykt og opbygget i nøje overensstemmelse med Digte 1803, men bogen forblev generelt upåagtet eller ansås for et plagiat. Foruden et antal romancer, hvis indhold af støjende tragik overtrumfer det meste af hvad Oehlenschläger havde præsteret, indeholder denne samling et udvalg af de lange rejseårs filosofisk-lyriske digte. I modsætning til Oehlenschläger og N.F.S. Grundtvig der i 1800-tallets første årti åbnede for den digteriske anvendelse af nordisk mytologi fastholdt Staffeldt den græske og førte dens figurverden ind i en romantisk fortolkning. Hans kendskab til klassisk og klassicistisk kunst fremtræder som poetisk indsigt i kunstskabelsens hemmeligheder, fx i I Canovas Værksted. Hertil kommer en række erotiske digte hvis egenart aldrig er blevet tilstrækkelig påvist i den danske forskning. Det erotiske samvær mellem de elskende drives langt frem, men får ikke lov at skride ind i det egentligt seksuelle. Herved sættes en drømmeskabende og visionær lidenskab fri som tilfører fantasiliv og digtning ekstaser og indsigter i evigheden (Lilas Minde).

Det næsten kynisk skærpede intellekt hos Schack v. Staffeldt kan til tider afstedkomme ret tørre, næsten klassicistiske tekster der kan minde om Canovas og Thorvaldsens billedstil; men Staffeldt er ikke desto mindre en meget betydelig lyriker i hvis bedste digte det intellektuelle og det sanselige billedarbejde forenes til tekster af stor sproglig skønhed. Dette gælder uforandret i Nye Digte som Staffeldt udgav i 1808. Den udfolder især de lyrisk-filosofiske temaer fra den tidligere digtning, men viser også forsøg i andre genrer, versdramaet, sonetten og måske især interessant: den versificerede novelle med erotisk indhold Lina, med en række af Schack v. Staffeldts bedste sonetter indlagt. Den ulykkelige og ufuldbyrdede kærligheds indhold af stemninger- og drømme udfolder sig her i en noget uklar historie hvori den kvindelige part nok udsættes for stærke bebrejdelser, men egentlig aldrig toner frem som andet end en drømmeskabning. Den erotiske skuffelse vokser næsten til et billede af hele det jordiske livs bedragelighed. Denne erotiske temaverden viser slægtskab med Jens Baggesens og udfoldedes få år senere også i den unge B.S. Ingemanns digtning.

Længslen efter en verden hvor begæret og lysten ikke udslukkedes, hverken ved at tilfredsstilles eller ved at skuffes, er den egentlige skabende forestilling i Schack v. Staffeldts religiøsitet. Evighedsriget er det sted hvor blomstring og frugt forefindes samtidig og hvor ingen vinter og død skal frygtes. Men denne blomstrende vision bliver med årene stadig mere højspændt dræbende for Schack v. Staffeldt der lider voldsomt under afstanden mellem idealet og virkeligheden: "Viid, og glem det aldrig, Dødelige!/ Ingen saae ustraffet Skjønheds Rige," hedder det i Den unge Digters Klage der ender med de fortvivlede linjer: "Een skal trælle og en Anden skabe,/Alle skal vi til Naturen tabe." I det store digt Til Musen, der synes at være inspireret fra Pindar (1. pythiske epinikion) foretager digteren et forsøg på at stjæle evighedens dejlighed bort fra gudeverdenen, men han rammes af en kraftudladning fra Jupiters lyn og slynges udbrændt til jorden. I sådanne store afviklingsdigte bringer Schack v. Staffeldt sit forfatterskab til dets definitive ophør. Fra hans senere år foreligger et meget lille antal tekster og fragmenter.

Det var således i høj grad et sammenbrud inden for den digteriske temaverden der bragte forfatterskabet til dets tidlige tavshed. Men de ydre omstændigheder i Schack v. Staffeldt liv var vel ikke heller befordrende. Modtagelsen af hans værker skuffede ham, og hans løbebane som embedsmand skabte ingen glæder der kunne udligne bitterheden. Han klagede ustandselig sin nød, krænkede sine kolleger og anråbte regeringen om hjælp til sine stadig mere miserable pengesager. Fra 1806 bestræbte han sig på at få en karriere uden for hovedstaden, og efter en stilling som kammerjunker ved hoffet i Kiel blev han 1810 amtmand i Cismar, 1813 amtmand over Gottorp amt og 1814 tillige overdirektør for Byen Slesvig.

Som hans brevveksling viser fulgte han ganske godt med i hvad der foregik i den unge danske litteratur, ligesom som han i det hele var en bredt orienteret kender af europæisk kultur. Hans livs eneste virkelige kærlighed, der gjaldt hofdamen Frederica v.d. Maase, blev afvist og var med til at forbitre hans livs opslidende afslutning. Hans fra ungdommen så udprægede og stadig voksende selvbevidsthed uddybede kløften mellem ham og hans omgivelser til uoverstigelighed. Han havde i sin fantasi villet være en ny Goethe der formåede at forene digterens og statsmandens opgaver, men følte sig reelt forvist til en ravnekrog. Til sidst blev hans optræden en særlings. Befolkningen betragtede ham som gal; han ældedes tidligt og var ved sin død næsten glemt som digter. Men siden da har kendere af lyrisk digtning vidst at Schack v. Staffeldt var en digter med betydelige fejl, men også med en række digteriske kvaliteter som endnu ikke er tilstrækkelig påskønnet og beskrevet i den danske tradition.

Familie

Schack v. Staffeldt blev født i Gartz på Rügen, død i Slesvig, begravet sst. Forældre: kaptajn, senere major Agatus (Agatz) Ludwig v. Staffeldt (ca. 1734–80) og Maria Regina v. Klingen (1742–76.) Ugift.

Ikonografi

Min. af F. C. Camradt (Fr.borg). Litografi af Petersen (?) og efter samme forlæg træsnit 1864, radering af A.P. Madsen, 1867, træsnit 1882 og af H. P. Hansen, 1886.

Bibliografi

Saml. digte I-II, udg. F. L. Liebenberg, 1843. Digte, 1804 (genudg. 1968). – Saml. til Schack v. Staffeldts levnet, udg. F. L. Liebenberg og Chr. Molbech I-II, 1847–51 (heri breve). Pers. hist. t. 5.r. V, 1908 90–108 (breve). – Georg Brandes: Saml. skr. I, 1899 308–67. Hakon Stangerup: Schack v. Staffeldt, 1940. Erik A. Nielsen i Kritik, 1968 nr. 5 18–45 (også i Den erindrende faun, ved Aage Henriksen m.fl., s.å.). -Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig