Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Richardt Gandrup

Oprindelig forfatter SAC
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Richardt Gandrup, Christian Richardt Aasted Gandrup, 22.1.1885-24.9.1974, forfatter. Født på Aggersborg Rimme, Vester Han hrd, død i Århus, begravet Kollerup kgd., Fjerritslev. Selv om G. selv flyttede til mildere egne i Østjylland og fik sin virksomhed i en universitetsby var han i sind altid præget af det åbne og forblæste, lyse og bygevåde Limfjordslandskab hvor han var født. Litterært og folkeligt var han til stadighed influeret af Jakob Knudsens og Johan Skjoldborgs fremtoninger, selv om hans romanér et langt stykke var mest mærket af Henrik Pontoppidans syn og problemstillinger. Åndshistorisk fornemmede man vedholdende indtrykket af at han som barn havde første-oplevet "gennembruddets forfattere", oplæst og forstået i små nordvestjyske læsekredse, og at den unge Skjoldborg var en hyppig og fascinerende gæst i hans barndomshjem – i en sådan grad at G. ved Skjoldborgs bisættelse kunne indlede sin tale således: "Der har aldrig været nogen tid, hvor jeg ikke kendte Skjoldborg." G. tog skolelærereksamen fra Ranum seminarium 1906 og virkede ved Århus kommunale skolevæsen 1907-22. Sine evner som musiklærer og korleder udnyttede han fortsat som leder af Septimens damekor helt til 1960. – Sit forfatterskab indledte han med tre mindre væsentlige digtsamlinger Unge Tanker, 1909, Digte, 1913 og Krig, 1914. Fra 1914 til 1922 udfoldede han derefter et stort prosaforfatter-skab som vakte stigende opmærksomhed og beundring, indtil det mærkværdig brat standsede. 1914-15 udkom romantrilogien Det øde Land, Tomme Steder, Ørkens Hyl (hvis titler kommer af 5. Mosebog 32.10: "Han fandt ham i et øde land på tomme steder blandt ørkens hyl"). I 1917 romanen Mørket der formentlig i dag er det mest levende værk i stærke, socialrealistiske billeder. Fra 1918-22 fortællingerne De blinde Spor, Macpelas Hule og Jeftas Datter. Tematisk udviklede forfatterskabet sig fra episk, social bredde med tilknytning til de ovennævnte forfatterskaber til mere indadvendt analyse af det grublende intellekts vanskelige møde med den letsindige livsnærhed som hos Harald Kidde og Knud Stilen er knap og urystelig, skæbnen logisk uafvendelig og livsholdningen ikke uden tyngde.

Efter det skønlitterære forfatterskabs ophør indledte G. et flittigt virke af omfattende pædagogisk virkning som journalist og foredragsholder. Som kronikredaktør, kommentator og kritiker ved Aarhuus Stiftstidende (fra 1928-63, efter en periode ved Politiken) gennemgik han med myndig velafvejethed tidens forfatterskaber i stadig agtpågivenhed over for det københavnske åndslivs "overintellektuelle forstandsgalskab" (fx Paul Rubow) eller "ensidigt politiske opportunisme" (fx Poul Henningsen og Hartvig Frisch). En del kritikker er udgivet i Døgnet og Tiden, 1926 og For og imod, 1960. Som folkelig foredragsholder helt ud til det mindste forsamlingshus gennemgik han tidens åndelige spørgsmål og fastholdt i 30ernes og 40ernes store brydninger mellem tillokkende forenklinger: "- at den, der vil sandheden på sporet, må gå ad mange veje. I alle forhold er absolutismen det største af alle bedrag, og relativismen den eneste uomstødelige sandhed". (Ti foredrag er udgivet i Tidens Problemer, 1938). I sit lange og meget flittige virke øvede G. med sin stædige nøgternhed og sin ubestikkelige, men også tyngdefulde rodfæstethed en betydelig indsats som vejleder for den åndelige bevidstheds frembrud ude i det almindelige, og ellers upåagtede, land. Han viste respekt såvel for kunsten som for dens publikum og ville at den første nok skulle tjene, men aldrig trælle for det sidste – og vice versa. I sin viljefaste afvisning af "isme-profeterne" kunne han mangle blik for begejstringens (omend ikke lidenskabens) dimension – hvad fx hans manglende forståelse af Jyllands efterfølgende herold Jens Kruuse kan vise – men trods den til knarvornhed grænsende redelighed medvirkede han dog i sin tid og i sin landsdel til åndelig løftelse -"en jydsk ven og dansk vismand", som Martin A. Hansen benævnte ham.

Familie

Forældre: førstelærer Peder Sørensen G. (1855-1927) og Dorthea Frederikke Aasted (1860-1921). Gift 18.4.1911 i Århus med Julie Apolline Bro, født 23.7.1885 i Dyngby, død 8.9.1972 i Århus, d. af førstelærer Kristian Nielsen B. (1854-1917) og Laura Manna Andresen (1856-1945).-Bror til Johs. Gandrup.

Annonce

Udnævnelser

R. 1955.

Ikonografi

Mal. af Max Nathan, 1922, af M. Kaalund-Jørgensen og af Valdemar Secher. Tegn. af Otto Christensen, 1940. Mal. af S. Swane udst. 1958. Foto.

Bibliografi

Interview i Niels Th. Mortensen: Jydske digtere i forhør, 1937 59-73. – Kj. Elfelt: Literaturen idag, 1926 169-75. H. Topsøe-Jensen i Aarhuus stiftstidende 20.1.1935. Kort K. Kortsen i Dagens nyheder 22.1. s.å. Thøger Dissing i Danske digtere i det 20. årh. I, 1951 273-91. Volmer Dissing sst. ny saml. 1955 420f. En jydsk kulturpersonlighed, red. Preben Kirkegaard og E. Schmidt, 1955 E. Sejr: Biblioteks- og kulturliv i Århus, 1977 194-97. – Breve i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steen A. Cold: Richardt Gandrup i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289924