Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

R. Broby-Johansen

Oprindelige forfattere MeHa og EVJe

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

R. Broby-Johansen, Rudolf Kristian Albert Broby-Johansen, 25.11.1900-9.8.1987, forfatter. R. Broby-Johansen har selv udtalt at hans personlige data ingen offentlig interesse har: Har ingen eksaminer og har aldrig beklædt nogen stilling, før jeg blev statslønnet dansk forfatter 1956 (finanslovsydelse). Efter barneår i en fynsk landsby og gymnasieår på Indre missions kostskole i Haslev har han ernæret sig som free lance journalist og forfatter. Foretog i 1920erne og 1930erne en lang række rejser i Europa. Altid på billigst mulige måde og ofte til fods. Formålet var med egne øjne at se Europas gamle og nye kunst og at møde mennesker. Både de såkaldt almindelige og dem der ville lave verden om. Resultatet blev en mængde tidsskriftartikler om kunst, politik og film. R. Broby-Johansen fungerede som vindue mellem verden og universitetets frokoststue, som budbringer fra ekspressionismens Berlin, fra det røde Rusland, fra Kina i opbrud, ja selv fra Norge hvor alting dengang foregik voldsommere, mere talentfuldt og galere end i Madsen-Mygdals og Staunings Danmark. 1922 debuterede R. Broby-Johansen med digtsamlingen Blod der blev beslaglagt dagen efter udgivelsen, anklaget for blasfemi og pornografi. Eftertiden så helt anderledes på den ambitiøse og moralske, men ikke kunstnerisk helt vellykkede digtsamling. I de følgende år var R. Broby-Johansen medredaktør af en række danske og norske venstreorienterede tidsskrifter bl.a. Det nye Studentersamfunds Pressen, Mot Dag, Monde og Frem. Efterhånden opdagede også de mere veletablerede blade og aviser, hvilken fremragende iagttager og journalist han var. Artikler om kunst, politik, folklore og film finder vej til Politikens Magasin, Hjemmets Søndag, fagforeningsblade og Landet, ja efterhånden endog til Dagens Nyheder og ugebladet Hjemmet.

R. Broby-Johansens arbejde som folkelig kunsthistoriker fik enestående betydning og mødtes af vrangvilje fra enkelte af de professionelle kunsthistorikere der først og fremmest lagde vægt på at kritisere små detaljer fremfor at anerkende hans evner til at få folk til at se og opleve. Senere blev hans pædagogiske evner også udnyttet af fjernsynet og skoleradioen, ligesom en lang række børnebøger så dagens lys i Danmark og siden i mange andre lande. Hans evner som begejstret kunstformidler har betydet at mange titusinder fra hele Skandinavien har fulgt ham på besøg i middelalderkirker, på museumsvandringer, ved lysbilledforedrag og under sommerkurser på Vrå højskole siden 1955.
Mange af hans bøger er siden udkommet i oversættelser uden for Danmarks grænser, i Skandinavien, Vesteuropa og Østeuropa. Blandt de vigtigste (og de fleste er udkommet i mange reviderede udgaver) kan nævnes Hverdagskunst Verdenskunst, 1942, Gennem det gamle København. 1948, Gennem det nye København, 1959, Verdensmestre, 1950, Krop og klær, 1953, Imprimatur en tidebog, 1960, Vor kunst, 1962, Kunstordbog, 1965, Oldnordiske stenbilleder, 1967, Dagens dont gennem årtusinder, 1969, Skrift i sand, 1970, Kun kunst, 1971, Skolen i kunsten, kunsten i skolen, 1974, Sort på hvidt, 1975, Arbejdsbilieder, 1975, Ismerne, 1977, og Sort og rødt : 64 grafiske glimt, 1982.

R. Broby-Johansen tildeltes 1980 LO's kulturpris og 1984 PH-prisen. Han blev 1985 æresdoktor ved Odense universitet.

Familie

R. Broby-Johansen blev født i Ålborg; begravet på Lunde kirkegård.
Forældre: slotsgartner, senere blikkenslager Rasmus Johansen (1872–1913) og mejerske Anna Andersdotter (1864–1943). Gift 1. gang med Karen Margareta Susanne Rasmussen Bjarnov født 4.9.1901 i Köln, død 28.2.1927. Gift 2. gang 12.7.1937 i Riga (b.v.) med Aina Pogina født 10.6.1912 i Irkutsk, død 23.7.2000, d. af mejerist Jakob Pogin (1876–1963) og Anna Teikmann (født 1879).

Ikonografi

Tegn. af Hallman, 1930, af Dolbin, 1931 og af Otto Christensen, 1931. Tegn. af Hans Bendix, 1960 (Kgl. bibl.). Portr. af Paul Holck ca. 1972. Fire akvareller af Ejler Krag, udst. 1974. Foto.

Annonce

Bibliografi

Dorthe Dester og Mette Kjeldsen: Rudolf Broby-Johansen. En kronologisk bibliografi 1916–75,1975.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Erik Vagn Jensen: R. Broby-Johansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287671