Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Levin

Oprindelige forfattere SRoss og CRime

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Poul Levin, Poul Theodor Levin, 17.6.1869-29.10.1929, forfatter. Poul Levin blev student 1887 fra Haderslev læreres skole, fik 1891 universitetets guldmedalje for en afhandling om naturen i dansk poesi, blev cand.mag. med dansk som hovedfag 1894 og dr.phil. 1898 på en bog om Ovids Ungdomsdigtning. I ungdomsårene var han litteratur- og teateranmelder ved Politiken, redigerede 1907-09 tidsskriftet Det ny Aarhundrede sammen med P. Munch og var fra 1910 til sin død redaktør af tidsskriftet Tilskueren, hvori han selv skrev litteraturanmeldelserne. Han var endelig fra 1918 til sin død medarbejder ved Berlingske Tidende, hvori han hver uge skrev en kronik under mærket Jonathan, causerier over mange forskellige emner, ofte rene stemningsbilleder, ofte betragtninger over alvorlige åndelige problemer.

Samtidig med denne virksomhed som journalist og tidsskriftredaktør udgav Poul Levin en række bøger. Han begyndte med en Dansk Litteraturhistorie, 1894 (s.m. Jul. Clausen), fortsatte med Chr. Winther, 1896, Egne og Stæder, 1899 og afsluttede den litteraturhistoriske del af sit forfatterskab med de to værker Victor Hugo I-II, 1901-02 og Den naturalistiske Roman, 1907, begge bygget over forelæsninger ved Kbh.s univ.

Poul Levins eget digteriske forfatterskab begyndte 1895 med skuespillet Antoinette, senere skrev han og fik opført Sejr, 1899, Far's Penge, 1908 (opført s.å. på Det ny teater), Flugten til Amerika, Riber & Søn og Taarnet – de tre sidste blev spillet på Det kgl. teater i deres udgivelsesår 1914, 1915 og 1916. Men Poul Levins egentlige indsats blev hans romaner der i modsætning til hans teaterstykker fik et anseligt publikum. Han havde 1902 begyndt med de to fortællinger Den døde By; der blev derefter en pause på næsten et tiår, men fra 1911, da han udgav sin første roman Familien i Danmark, kom der næsten hvert år en roman: Lykkens Veje, 1913, Den lykkelige Mand, 1916, Den stjaalne Glæde, 1917, Hjem, 1919, Sønnen, 1920, Mariannes Mor, 1921, Løftet, 1922, Dagen gryer, 1923, Hersløvs Gaard, 1924, De rige Folk, 1925, Det hemmelige Land, 1926 og Af Livets Naade, 1927.

Annonce

Poul Levin fandt i sine Jonathan-artikler i Berlingske Tidende en form, hvori alle sider af hans talent havde lettest ved at vise sig: en ren, næsten gennemsigtig klar og dog stemningsbevæget stil, en menneskelig og boglig erfaring der gav hans causerier den nødvendige substans, en altid årvågen, stundom helt nyfigen interesserthed i alle åndelige foreteelser, lige fra teatret til universitetet. Disse artikler er aldrig blevet samlet, skønt de giver et mere levende, mere direkte, mere autentisk indtryk af Poul Levin selv end hans kritiske arbejder, teaterstykker og romaner. Han var et spillevende, indtagende menneske, rig både på lune, følsomhed og klogskab. Mange har nydt godt af hans velvilje, hjælpsomhed og trofasthed. Jonathan-artiklerne, der trykt op ville fylde mange bind, har helt bevaret præget af hans personlighed.

I sine store kritiske arbejder om Victor Hugo og den naturalistiske roman er Poul Levin gået overmåde samvittighedsfuldt til værks. Mens han i sit værk om Hugo har været for imponeret af sit emne, er bogen Den naturalistiske Roman en fortræffelig litteraturhistorisk oversigt der rummer overlegent gjorte referater af en lang række betydelige romaner – bedst er portrættet af Gustave Flaubert, i hvem han genfandt noget væsentligt i sit eget jeg og sin egen skæbne. I Poul Levins romaner møder man meget af den stemningsrigdom der gør hans journalistik tiltrækkende. Nogle skæmmes af en flakkende, impressionistisk stil og en fragmentarisk komposition som Poul Levin havde overtaget fra sit store forbillede Herman Bang. Hans bedste romaner ligger snarere i forlængelse af Vilhelm Topsøes forfatterskab, fyldt af fint og sikkert udførte københavnske interiører, navnlig fra bourgeoisiets miljøer. Derimod kan både handlingsgang og persontegning virke konstrueret. Poul Levins bøger handler næsten alle om hjemmet. Denne intellektuelt set radikale forfatter var følelsesmæssigt set dybt konservativ – hans familieromaner har hyggen og pieteten tilfælles med alle tidens andre, men de er litterært set de fornemste i kraft af deres fine og poetiske sprog.

Familie

Poul Levin blev født i Kbh. (Mos.), død sst., begravet sst. (Vestre). Forældre: grosserer Harry August Levin (1835-1902) og Rosette Mannheimer (1838-1908). Gift 8.3.1919 i Kbh. (Holmens) med Karen Elise Cornélie Bille, født 20.11.1891 på Nedergård, Eltang sg., død 31.3.1940 i Kbh. (Frihavns), datter af proprietær, senere direktør Carl Adolph Bille (1864-1925) og Anna Larpent (1863-1945).

Ikonografi

Afbildet på et par karikaturtegn. af Alfred Schmidt, den ene 1921 (Fr.borg). Tegn. af Juel Madsen. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1898 166f og i Bogvennen, 1915 82f. - Georg Brandes: Saml. skr. XVIII, 1910 294-97. Hans Brix i Nationaltid. 30.10.1929. Vilh. Andersen i Berl. tid. 31.10. s.å. Chr. Rimestad i Politiken s.d. Tom Kristensen i Tilskueren, 1929 II 379-81. Henning Kehler i Det nye Danm. III, 1930 47-62 (optr. i forf.s Poeter og pedanter, 1932 42-56. Fr. Schyberg: Dansk teaterkritik indtil 1914, 1937 377f. - Manus. og breve i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Rossel, Chr. Rimestad: Poul Levin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293531