Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Ørum

Oprindelige forfattere MBrOE og MeHa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Poul Ørum, 23.12.1919-27.12.1997, forfatter. Poul Ørum var et fantasibegavet barn der voksede op i et jævnt arbejderhjem, de første år i Nykøbing Mors. Efter realeksamen fra Skive tog han hyre som jungmand på en skonnert hvor skipperen viste sig så brutal over for den spinkle dreng at denne var på nippet til at slå ham ihjel. Oplevelsen heraf (skildret langt senere i Atlanten fra novellesamlingen I vandenes dyb, 1961 og i Tilbagerejsen, 1973) blev afgørende for hans erfaringer om underkuelse og om sindets mørke dybder. Efter halvandet år gik han i land og måtte under 1930ernes krise tage tilfældigt forefaldende arbejde, bl.a. som tørvegraver, røgter og dyrlægeassistent på hjemegnen. I 1944 fik han et underbetalt job i fødebyen ved Morsø Venstreblad, og samme år giftede han sig. Siden blev han politireporter ved Ny Tid i Ålborg og fra 1947 ved den socialdemokratiske provinspresse i København. Han følte sig dog aldrig hjemme i hovedstaden, men droges tilbage mod hjemstavnen og fortiden. De to tidligste romaner er socialhistoriske beretninger fra 1700-tallets Jylland: Dansen med de fire vinde, 1953 om en dødsdømt hestetyv der vil begraves i indviet jord, og om præsten der overvinder sig til at trodse lov og orden ved at efterkomme hans ønske; og Ulveleg, 1954 om en rømt tugthusfange der hører til de foragtede rakkere (skildret efter folkelivsforskeren H.P. Hansens "Natmændsfolk og Kjæltringer"). Tematisk sammenhæng hermed har digtsamlingen Sommerens genfærd, 1956 om sjælens dæmoniske fortidsskygger.

Indlevelsen i lovbryderne blev efterhånden også et hovedmotiv i mange af de følgende nutidsromaner. Betegnende nok udsprang den først udgivne af en avisreportage om en undvegen arrestant der begik selvmord for at undslippe sine forfølgere (Sidste flugt, 1955). Solidariteten med den flygtende bliver både igangsættende for forfatteren og for jegfortælleren. Et selvopgør som også i ydre forstand rummer meget autobiografisk stof er Slet dine spor, 1956 der indbragte ham Kollegernes ærespris. Han følte sig nu tilstrækkelig konsolideret til at opsige sin journaliststilling og blot levere ugentlige artikler til Hjemmet (1957-62; udvalg af de mange livsbetragtninger, refleksioner og erindringsglimt er Det lille lys, 1959 og Tagdryp, 1962). Han flyttede med familien til Fanø hvorfra den mødrene slægt stammede. Mødet med naturelementerne vakte mytiske og arketypiske gestalter til live (Det gyldne rav, 1957), og en slags syndefaldsmyte gennemleves i Lyksalighedens ø, 1958 af de to halvstore børn på sommerbesøg hos bedstefaderen (efter model af Poul Ørums morfar, en gammel ostindiefarer). Et fællestræk for drengen Jes, der bærer bedstefaderens navn, og de mandlige hovedfigurer i de næste romaner er den nævnte skibsdreng-erfaring: den svage og foragtede drives gradvis til aktion og kan rumme uerkendte indre kræfter. Det gælder på forskellig måde småbedrageren Hagen i Skyggen ved din højre hånd, 1959, den drikfældige trafikassistent Gravesen i Natten i ventesalen, 1962 (bearb. for TV) og ægtemanden Ovesen med den ambitiøse kone i Rundt om en enebærbusk, 1963 (i TV 1967).

I forfatterskabets senere del gås der tættere ind på den latente eller potentielle kriminalitet. Et farveglødende forvarsel er beretningen fra Dantes renæssance-Italien Komedie i Florens, 1960, omskrevet 1977 som Komedie i Firenze; her er den forurettede efterkommer af Ugolino et hårsbred fra at øve drab, og det samme er tilfældet - dvs. tilfældigheder gør udslaget - for flere personer i novellesamlingen Uskylds frugt, 1964. En direkte forklædning for Poul Ørums fortid som kriminalreporter er Mantel – navnet betyder kappe – i romanerne Hanegal, 1965 og Ukendt offer, 1967 som implicerer sig i begåede mord ud fra egne dunkle fortrængninger og traumer. I den mellemliggende Romance for Selma, 1966 er forfatteren åbenlyst involveret ved for hvert kapitel at fremmane sin "lige" Egil Terman, der genopsøger barndomsbyen som en række skyldbelastede åsteder; et af kapitlerne kaldes "Morderen iblandt os".

Annonce

Efter et par mere udvendige spændingsromaner (Spionen ud af den blå luft, 1968 og Hjemkomst til drab, 1970) fik Poul Ørum gennem en fast forlagsaftale arbejdsfred til dybtborende psykologiske studier. Dobbeltromanen om lærer Ronald Sørensen – Et andet ansigt, 1970 og Den stjålne ild, 1971 – skildrer et fundamentalt livsopgør, opbruddet fra den borgerlige pseudotilværelse for at nå til smertelig selvforståelse og nyeksistens. Overvindelsen af fortidens skyldbyrde er ligeledes problemet for hovedpersonerne i Det 11. bud, 1972 og De uforsonlige, 1975; de er begge fra ungdommen kriminaliserede og søger desperat at slippe ud af fordægtiggørelsen og forfølgelsen, men klarer det ikke uden nye fordægtige lovbrud. Det 11. bud lyder: "Det gør ikke noget hvis det ikke bliver opdaget!" Og uforsonlig er både omverdenen og den diskriminerede, trods tilsyneladende integration. Denne modsætning bliver skærpet når afvigeren i sin svaghed tiltrækker sig en ugrundet mistanke: således sinken Bahnsen i Syndebuk, 1972 der anklages for et kvindemord og nedbrydes psykisk.

Nogle år senere engagerede Poul Ørum og hans hustru sig i en lignende sag for at få frikendt den svagtbegavede Jacob Brølling for seksualmordet i Egebæksvang (Retssikkerhedens illusion. Analyse af et justitsmord, 1980). Den der i romanen ved en hændelse får fastslået Bahnsens uskyld er kriminalassistenten Jonas Mørck der på ny optræder som forfatterens alter ego i Kun sandheden, 1974 (filmatiseret) og Tavse vidner, 1976. Utrættelig opsporer han begivenhedernes talrige forgreninger udefter, indefter og tilbage i fortiden, i fornemmelse af sandhedens mangefold.

Romanrækkens seneste variant af den enkelte på kant med samfundet er Holman i Bristepunktet, 1978, en lille detailhandler der slås ud af supermarkedkoncerner; han havner i ågerkarlekløer og terroriseres til ulovligheder og selvtægt. Endnu inden afslutningen af bogen om Brøllingsagen havde Poul Ørum den store sorg at miste sin hustru og medarbejder i bestræbelserne for "at skaffe forfordelte, tilsidesatte og uretfærdigt behandlede medmennesker ret og rimelighed" (forordet). Et forsøg på at skrive sig fri af depressionen er Ravnen mod aften, 1982 som atter gør brug af Mørck-skikkelsen, men også utilsløret fortæller om hans sorgterapi. I Sorgens følelser, 1984 udvidede han sine erfaringer til en generel omkredsning af sorgens psykologi og sørgereaktionerne ved tabet af nærtstående.
Poul Ørum skrev i alt 23 romaner, heriblandt de to bøger om Fanøboen Georg Manning, Af hjertens grund, 1992 og Galgenfrist 1993. Blandt hans sidte romaner var to kriminalromaner: Vildspor, 1994 med Jonas Mørck og Det uopklarlige, 1997.

Poul Ørum kredsede i sin omfattende produktion vedholdende om psykologiske og moralske problemer eller konflikter. Kriminalfortællingen var ham et middel hertil fordi den tilspidser begreberne skyld og skæbne. Han er litterært beslægtet med byfællen fra Jante Aksel Sandemose; læsningen af "Vi pynter os med horn" kom ligefrem til at umuliggøre fortsættelsen af Jes' historie (fra "Lyksalighedens ø") som jungmand på basis af Poul Ørums egen ungdomsoplevelse. Andre mønstre han vedgik er Nis Petersen og Knut Hamsun, outsidernes skildrere, og Max Frisch, skildreren af identitetens gåde. Den realistiske erkendelse og bearbejdelse af det irrationelle er forfatterskabets inderste kerne.

Poul Ørum fik Kollegernes ærespris 1957, Den danske kritikerpris 1958, De gyldne laurbær 1963, Johs. Ewald-legatet 1964, Jeanne og Henri Nathansens mindelegat 1966, Otto Rungs forfatterlegat 1969, Henrik Pontoppidans mindelegat 1970, Søren Gyldendal-prisen 1973, H.C. Andersen-legatet 1976, Ikeaprisen 1984 og LO's kulturpris 1985.

Familie

Poul Ørum blev født i Nykøbing Mors og er begravet på Nordby kirkegård, Fanø.
Forældre: kedel- og maskinpasser Laurits Ørum (1887-1944) og Constance Nørholm (1892-1978). Gift 27.5.1944 i Skive med Signe Andersen, født 23.8.1921 i Skive, død 27.1.1980, d. af vejmand Anders Andersen (død 1951) og Marie Christensen (død 1957).

Ikonografi

Tegn. af H. Lollesgaard, 1972 (Kgl.bibl.). Foto.

Bibliografi

Poul Ørums erindringer: Tilbagerejsen, 1973, Den magiske dimension, 1995 og Drøm og selvindsigt, 1998. Interview i Romanens veje, ved Hanne Marie Svendsen, 1966 43-53. -Erik Halvorsen i Danske digtere i det 20. århundrede 2.udg.III, 1966 371-79. Thorkild Borup Jensen sst. 3.udg. IV, 1982 338-54.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Brøndsted, Merete Harding: Poul Ørum i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299679